Intro med tekst fra bagsiden:
Flere drab på kvinder er begået i Danmark, Norge og Holland. Efterforskningsleder Felix Jørgensen og hans nye assistent, Kathrine Nymark, aner en sammenhæng mellem drabene, og de beslutter sig for at prøve at lokke den grænseløse seriemorder i en fælde. Men det bringer Kathrines liv i overhængende fare.


Min
anmeldelse:
Bogens 5 kapitler blev først udgivet som e-bog og som føljeton, men jeg er glad for at have ventet med at læse historien samlet og nærmest i ét stræk, for det er en intens og spændende historie, som det ville have været svært at vente på næste afsnit af.

Historien fortælles i velskrevet stil, og det er dejligt at læse en så kort og kondenseret krimihistorie. Det vil for andres læseoplevelse være synd at afsløre for meget af historien, men jeg vil kort sige, at det er drabelige sager, der foregår.

De dræbte kvinder har alle været udsat for voldsomme rituelle handlinger, og det mønster skaber netop muligheden af at knytte mordene til samme gerningsmand, hvis motiv først afsløres i sidste og meget dramatiske kapitel.

Den måde, historien slutter på, er på fornem vis passende åben, og hvis et senere gensyn med opdagerparret viser sig muligt, vil jeg hilse det velkommen.

Selv uden at kende de virkelige begivenheder, som bogen delvist er baseret på, er bogen en spændende og intens læseoplevelse til 9 skydeskivepoint her og 5 krimihjerter på
krimifan.dk.


Lotte Petri
Black notice
Saga, 2017
201 sider