Fra bogens bagside:
I årevis har advokatfirmaet Harland & Sinton haft gang i et globalt svindelnummer. FBI har dem i søgelyset, men skal bruge vidner. En af firmaets klienter, milliardæren David Child, bliver anholdt for mord på sin kæreste.
FBI vil have Eddie Flynn, eks-svindler og advokat, til at få en tilståelse ud af Child og tvinge ham til at vidne mod firmaet. Hvis Eddie nægter, vil det gå ud over hans kone, Christine.
Er David Child skyldig? Og kan Eddie redde sin kone? Ved hjælp af alle sine farverige kontakter fra underverdenen tager Eddie kampen op mod overmagten.
Min anmeldelse:
I den første bog “Advokaten” om den farverige actionadvokat, Eddie Flynn, blev den effektive stil præsenteret. Den bog anmeldte jeg her: http://blog.drustrup.dk/#post135. Samme stil og samme tilsyneladende uoverstigelige problemer er også vilkårene i denne bog. Forfatterens juridiske baggrund viser sig igen i scenerne fra retssalen og i beskrivelserne af det juridiske og taktiske spil.
I begge bøger presses Flynn ikke bare til, men langt ud over alle grænser. Alligevel var jeg som læser aldrig var i tvivl om, at han ville klare sig helskindet igennem strabadserne. Og alligevel var jeg rigtigt godt underholdt undervejs, og det gælder også denne nye, som ikke tog lang tid at læse, for den blev slugt i ganske få bidder.
Den er hamrende effektiv actionunderholdning, og der er fuld fart på i hele bogen, der foregår over 48 timer. Det vil sige, at handlingens tidsforløb er under pres, men i romanform samt på film kan alt lade sig gøre. Det gør det også omend ikke altid lige logisk og sandsynligt, men det gør ikke noget her. Bare det er spændende, og det er det. Eddie Flynn har fra sin fortid helt særlige kompetencer at trække på hos sine mindre lovlige venner, og hans fortid som svindler kommer ham også til gode både i retssalen og i kampen for at overleve. Hans modstandere er FBI, CIA, gangstere og forbryderiske elementer fra forretningsverdenen – og det er ikke altid muligt at afgøre, hvem der er de gode, og hvem der er de onde.
Som med første bind havde jeg det lidt, som om jeg så en film i stil med serien Die Hard med Bruce Willis, samtidig med at figurer og action fra bøger af Scott Turow, Lee Child og John Grisham blandede sig ind. Alt sammen rigtigt thrillerunderholdende, og det er bestemt ikke så ringe!
Den får 8 skydeskivepoint på min krimiskydeskive og 4 hjerter på krimifan.dk.
Steve Cavanagh
Tilståelsen
Jentas, 2018
407 sider