Det er sommer og sol i Skandinavien. Hanne Wilhelmsen befinder sig, meget mod sin vilje, i familiens nyerhvervede sommerhus. Badegæster kommer og går, og det ene højtryk efter det andet glider ind over Sydnorge. Alt er den rene idyl. For alle undtagen Hanne.
Det er to år siden, hun har arbejdet med en efterforskning, og selveste politimesteren har nedlagt forbud mod at involvere hende i nye. Lediggangen går både Hanne og hendes familie alvorligt på nerverne. Men så bliver en ældre kvinde fundet død, nøgen i et badekar på en eng, og da den døde viser sig at være en bekendt af familien Wilhelmsens excentriske sommerhusnabo, øjner Hanne en mulighed.
Det er en historie om sår, der aldrig læges, om misundelse, forræderi og hævn, og om en forbrydelse så godt planlagt, at den måske aldrig lader sig opklare. Medmindre Hanne Wilhelmsen får lov at forsøge.
Min anmeldelse: Det er sidste og 13. bind i forfatterens serie med Hanne Wilhelmsen – en serie som hun tog op i 2022 efter mange års pause og 10 forudgående bind. En rigtig god serie, hvor især de sidste 3 bind er fremragende og skal læses – og bestemt læses i rækkefølge! Jeg har senest anmeldt bind 12 “Tolv utæmmede heste” – https://blog.drustrup.dk/?p=2377 – læs mere her.
På Anne Holts sædvanligt effektive måde lanceres en række personer i forskellige situationer og lige så effektiv samles trådene efterhånden, og intet er tilfældigt. Det er en spændende og dygtigt fortalt historie med mange elementer – især Hanne Wilhelmsens familieliv og hendes frustrationer over ikke at være involveret i opklaringen af noget som helst og især ikke i opklaringen af det aktuelle mord. Dertil kommer hendes måde at bidrage til efterforskningen på og hendes forbindelse til den forlagsverdenen og flere forfattere i Norge. Det sidste hjælpes også af, at sommerhusnaboen er en kendt krimiforfatter. (Der kunne bære spor af Anne Holt?)
Selv uden at fange alle de referencer, der er i bogen til især den norske litterære verden, men også til andre dele af kulturlivet som f.eks. Joan Baez (heraf bogens titel), er jeg blevet rigtigt godt underholdt med den vinkel også, for det er klart, at Anne Holt trækker på sit mangeårige indblik i den verden bl.a. ved at inddrage forfatternaboen og andre forfattere i historien i centrale roller. Jeg kunne dog gennemskue fortsatte referencer til Norsk Gyldendal i form af romanens fiktive forlag Storkedyb med en stork i sit logo. Af ren nysgerrighed/interesse kunne det være interessant at vide mere om dybden i det element og Anne Holts bevæggrunde til at bruge det på den måde.
Denne sidste bog i serien med Hanne Wilhelmsen slutter efter en dramatisk opklaring med en vildt overraskende slutning og en ganske speciel morale.
Jeg overvejede 9 skydeskivepoint, men valgte til sidst at give mine maksimale 10 skydeskivepoint. Et rent pletskud afslutter således serien!
Anne Holt Diamanter og rust Modtryk, 2026 400 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.
Fra bogens bagside: “I løbet af få årtier er Norge, landet jeg har boet i hele mit liv, blevet fuldstændigt forandret, og det gælder også os, der bor her, mig selv inkluderet, ja, ikke mindst mig, jeg kan nærmest ikke kende mig selv.”
Trond ved ikke længere, hvem han er. Han voksede op i Namdalen i 1970’erne i en typisk arbejderklassefamilie. Hans far arbejdede på et savværk og var en trofast NKP-tilhænger, mens hans mor arbejdede som sygehjælper og var frafalden fra bedehusmiljøet. Trond havde højere ambitioner, han ville studere, og med tiden fik han et trygt middelklasseliv. Han fik alle de muligheder, han kunne. Men nu har han mistet grebet. Han har mistet sit job, er blevet skilt fra sin kone og forstår ikke sine døtre.
“Arbejderhjerte” er en roman om en mand, som midtvejs i livet begynder at foragte det, han har opnået. Den handler om, hvordan Norge har ændret sig i løbet af de sidste 50 år, og om et socialdemokrati, der truer med at gå i opløsning.
Min anmeldelse: Det er måske ikke helt fair at anmelde denne bog, så dette er et subjektivt “forbrugersynspunkt”, uden at jeg giver stjerner, for jeg fik ikke læst bogen grundigt nok.
Jeg havde læst fremragende anmeldelser af bind 1 og 2, og jeg var meget opsat på at læse bogen. Den var også august måneds bog i læsegruppen Sure Gamle Mænd. Gruppens mening følger lidt senere.
MEN jeg fandt aldrig ind i bogen, der er en kompliceret fortalt historie om en mands personlige og politiske udvikling set sammen med Norges udvikling i samme periode. De kronologiske spring og de mange, mange detaljer forstyrrede, og samtidig med at der var en del andet i mit hoved, betød det, at jeg mistede både fokus og interesse. Min læsning blev brudt op i for mange bidder, så det blev simpelthen ikke muligt for mig at finde sammenhængen i bogens mange enkeltstående nedslag i begivenhederne. Måske skal jeg prøve igen og evt. fortsætte med bind 2?
Der var forskellige meninger om bogen i Sure Gamle Mænd. Den korte konklusion blev formuleret sådan: Meningerne om Arbejderhjerte 1 var delte. Vi var enige om, at Trond er et røvhul uden forsonende træk. Vi var også enige om, at tidsspringene er stærkt forvirrende. Halvdelen af os var alligevel meget optagede af bogen. Hvis man lader være med at forvente en fortælling, men i stedet læser bogen som en række situationsbeskrivelser, så kan man nyde de meget detaljerede beskrivelser af mennesker og fysiske omgivelser. Man kan spørge sig selv, om Carl Frode Tiller selv har et så foragtende syn på sine medmennesker.
Carl Frode Tiller Arbejderhjerte 1 Gutkind, 2024 389 sider
Fra bogens bagside: Fattig og uden at have opnået det store efter sin tid på kunstskolen i Edinburgh tager John-Calum ”Cal” Macleod færgen hjem til øen Harris. På den forblæste lille gård i de Ydre Hebrider, hvor han voksede op, genoptager Cal modstræbende sit gamle liv, fanget mellem barndommens to ekstremer: sin far John, en fåreavler, tweedvæver og trofast forkæmper i den lokale kirke, og sin bedstemor Ella, en svovlende Glasgow-kvinde, der i årtier har bevaret en skrøbelig fred med svigersønnen. Cal spekulerer på, om der findes nogen ensomme mænd på de golde bjergskråninger, mens John forfærdes over sin søns lange hår og tilsyneladende modvilje mod at blive frelst. Og efterhånden som læmmesæson glider over i klippesæson, begynder samfundet på øen at gå op i trevler.
Befolket af uforglemmelige karakterer og suveræn sans for dialog har Douglas Stuart begået et mesterstykke: John, søn af John er en smuk og varm roman om pligt, tålmodighed og sandhedens transformerende kraft. En fortælling om et tæt sammentømret samfund og en familie i opløsning, om en fars forventninger og en søns længsler.
Min anmeldelse: Det er langsom bog at læse. Sådan er det, fordi historien fortjener det, og fordi den fortælles langsomt i et smukt og meget læseværdigt sprog. Så tag dig god tid og giv ikke op, hvis du i begyndelsen ikke helt bliver fanget af historien. Giv dig god tid til at læse et godt stykke ind i bogen, for så er jeg sikker på, at du vil fortsætte læsningen og nyde den gode histories mange lag og det smukke sprog.
For engangs skyld læste jeg naturbeskrivelserne med samme fascination som den øvrige tekst, for netop naturen er så central del af historien, at det er ikke bare naturligt at læse dem, men en absolut forudsætning for at få det fulde udbytte af bogen. Med hertil hører interessante og centrale informationer om fåreavl og tweedvævning.
Det er også en dejlig oplevelse af læse beskrivelserne af det lille, fjernt beliggende samfund og livet blandt beboerne der. Der er mange relationer at forholde sig til som læser, og det vil være ærgerligt for kommende læsere at afsløre for meget her. Men den centrale konflikt for sønnen John “Cal” er, at han er homoseksuel. Det er svært at afsløre for far John, samtidig med at det er svært for ham at finde kærester i sit barndomsområde. Men der er mange flere lag i historien.
En stor læseoplevelse – og det er en bog, jeg sagtens kunne tænke mig at læse igen senere!
Jeg kan kun give bogen mine maksimale 5 sikre stjerner..
Douglas Stuart John, søn af John Politikens Forlag, 2026 460 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.
PS: Jeg ikke læst forfatterens to første bøger på.dansk, men det bør jeg nok gøre….
Da jeg til de faste abonnenter udsendte månedsbrevet med oversigt over juli måneds anmeldelser på Drustrups Bogblog, tilbød jeg samtidig modtagerne, at de måtte få tilsendt en eller flere bøger fra mine bugnende boghylder. Det gjorde jeg for at markere mit 10 års jubilæum som bogblogger, og bøgerne var nogle, jeg ikke havde fået anmeldt selv. Derfor tilbød jeg også modtagerne, at de gerne måtte gæsteanmelde gavebøgerne her på bloggen.
Indtil videre har kun Jette Vinde Larsen skrevet en anmeldelse, og den kan læses her.
Tak for hjælpen!
Fra bogens bagside: Den københavnske efterforsker Carmen Høst er netop fyldt 45 og er egentlig sendt hjem på sygeorlov efter en skudepisode på Vesterbro. Hun er også tørlagt alkoholiker på tredje år og har mistet kontakten til sin voksne søn, Anton. Carmen bryder sig bare virkelig ikke om at sidde stille, så da skudepisoden trækker tråde til en lille by i Vestjylland, er betænkningstiden kort. Hun tager med sin makker derover, men alt mudrer lynhurtigt til, da de ved et tilfælde finder en midaldrende kvinde brutalt myrdet og hendes hund og otte får flænset til døde.
Jette Vinde Larsens anmeldelse: Hørslev og Munks første bog, og sikke da en krimi, der fanger mig fra allerførste side. De leverer en fuldstændig forrygende og medrivende historie, hvor den ophedede ulvedebat danner rammen om mørke, lokale hemmeligheder.
Jeg var vild med karakteren Carmen Høst. Hun er ikke en poleret superhelt; hun kæmper med sine helt egne indre dæmoner, og hun har en tendens til at handle fuldstændig impulsivt uden at tænke over konsekvenserne. Det gør hende menneskelig og spændende at følge.
Historien lægger hårdt ud på Vesterbro, hvor vi møder efterforskeren Carmen Høst og hendes makker Andreas. De rykker ud til en uhyggelig sag om en lille pige, som forældrene har spærret inde i et mørkt rum, fordi de tror, hun er besat af en dæmon. Det ender helt galt, og Carmen bliver skudt af den lille pige.
Det er efterspillet fra skyderiet, der sender Carmen mod den lille flække Vesterlyng. Hun leder efter tråde fra skyderiet til meditationscentret “Jordens Stemme” og stedets karismatiske leder, shamanen Jannik Storm. Men lige som hun ankommer, eksploderer det lille samfund i et kaos, med drab og ulveangreb.
To lokale, Evelyn og Jonas, findes uafhængigt af hinanden døde og lemlæstede. Det ligner til forveksling blodige ulveangreb på både mennesker og dyr, og stemningen i den lille by er i den grad i oprør. Den lokale betjent prøver at negligere det hele, men Høst har bare den der mavefornemmelse af, at der er noget helt galt – og hun får selvfølgelig ret.
Da alt tyder på, at sagen er opklaret fastholder Høst, at noget virker forkert. Forfatterne serverer et fuldstændig genialt plot-twist, som jeg ikke havde set komme!
Alt i alt en spændende og medrivende krimi. Den får min varmeste anbefaling samt 9 skydeskivepoint, og jeg ser frem til fortsættelsen
Lone Hørslev og Kaspar Munk Bare et menneske Politikens Forlag, 2026 480 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.
Det her var en svær anmeldelse at skrive, og den er nok også lidt lang.
Jeg havde set udsendelserne “Den Sorte Svane” på TV2, da de blev sendt, og havde på den baggrund dannet mig et indtryk af sagens sammenhæng, og jeg havde også undervejs undret mig over både Amira Smajic baggrund for at deltage i de afsløringer og undret mig over den journalistiske metode.
Da jeg for nogle uger siden så, at Amira Smajic havde skrevet en biografi om sig selv og sagen, blev jeg noget interesseret i at læse den, men gjorde ikke noget ved det. Dels er der altid alt for mange bøger på min læseliste, og dels var jeg noget usikker på bogen, fordi hun selv havde udgivet den på BOD/Books-on-Demand, hvilket ikke altid indikerer redaktion og kvalitet.
MEN så kom der en mail fra forfatteren med bl.a. denne tekst: “Jeg skriver netop til dig, fordi du anmelder krimi, spænding og dokumentariske udgivelser med en seriøs og kritisk tilgang, hvor den journalistiske og faglige kvalitet vægtes højere end sensationsværdien.”
Smiger og søde ord kan bløde selv den mest hårde person op, så jeg genovervejede min holdning til at læse og anmelde bogen. Ikke kun pga. smigeren, men også fordi mailen fortsatte sådan:
“Amira er min egen samlede fortælling om et liv præget af kriminalitet, medier, efterretning, magt og ansvar. Bogen handler samtidig om skyld, loyalitet, manipulation, overlevelse og om prisen for at blive anvendt som både kilde, karakter og fortælling.
Det er vigtigt for mig, at bogen bliver læst som mere end historien om Den Sorte Svane. Den beskriver også det menneskelige og systemiske forløb før, under og efter den offentlige omtale.”
Fra bogens bagside: Dette er min fortælling, fortalt og udgivet af mig, der af andre er blevet kaldt Den Sorte Svane. En fortælling om fald, skyld, overlevelse, relationer, moderskab og prisen for at miste sig selv – bid for bid.
Det er mine erindringer om at blive til den, jeg var, før billedet stivnede, og hvad jeg tænkte undervejs. Om det, der er tilbage, når kameraerne er slukkede, relationerne brændt ned og stilheden endelig kommer.
Min anmeldelse: Bogen er et meget personligt partsindlæg, og skal læses som sådan. I min anmeldelse bringer jeg undervejs flere citater fra bogen, fordi de giver nogle gode forklaringer og informationer. Jeg indleder lige med et par opklarende:
“Dette er ikke en journalistisk fortælling. Ikke et forsvarsskrift. Ikke et anklageskrift. Det er en erindringsbog, skrevet ud fra min hukommelse og støttet af den dokumentation, jeg har samlet.”
“Jeg har valgt at selvudgive min bog, fordi jeg denne gang vil beholde kontrollen over min fortælling. Ikke for at gøre mig smuk, uskyldig eller dække over eller lyve om noget. Men fordi ingen andre skal bestemme, hvilke dele af mit liv der må eller ikke må være med.”
Bogen giver ukronologiske nedslag i Amiras liv, lige fra hun som barn kommer til Danmark fra Bosnien med sin familie på flugt fra krigen på Balkan, via uddannelsen til jurist, forbindelserne til rockerkriminalitet, hendes første arbejdsplads og hendes undercoverarbejde for NSK (National enhed for Særlig Kriminalitet) senere SØK samt PET – helt frem til arbejdet med tv-udsendelserne samt den personlige effekt for hende af at stille op i udsendelserne om kriminaliteten i Danmark på alle samfundslag. Bogen kommer således rundt om mange flere sider af personen Amira, end TV-udsendelserne gjorde.
Set fra Amiras vinkel beskriver de forskellige sekvenser detaljeret, hvad der er sagt og gjort, og det har kunnet lade sig gøre, fordi hun har optaget og registreret (næsten?) alt undervejs. Samtidig forklarer hun af og til, hvad effekten har været, og hun efterrationaliserer også jævnligt over, hvorfor hun har gjort, som hun gjorde.
Der navngives rigtigt mange personer i bogen, men nogle er også anonymiserede. Blandt de centrale personer er Ronni, der har haft en stor negativ indflydelse på Amiras liv. Han har haft relationer til rockergrupperinger, men viser sig også at have været ikke bare stikker, men en civil agent, der havde arbejdet for politiet i 20 år. Samtidig har han på mange måder styret Amira med egen vinding som mål og med voldsomme midler. Deres forhold er for mig et mysterium. Amira Smajic skriver selv bl.a.:
“Mit moralske kompas kom ikke bare ude af kurs, det var væk. Forvitret, opløst, forsvundet et sted undervejs uden, at jeg rigtigt havde opdaget, hvornår det skete.”
“Det er en snoet trappe, der fører ned i svindelens dyb, ikke en elevator, og man opdager først, hvor langt man er kommet ned, når man ikke længere kan se lyset ovenfra.”
“Jeg var så hærdet i disciplinen at overhøre alarmer og glide let hen over tillidsbrud. Det var blevet en vane, næsten en refleks, ikke at reagere, når grænser blev overskredet og aftaler blev bøjet eller direkte brudt.”
Foruden Johnny Hast Hansen fra det godt og vel mere end tvivlsomme firma Skatterevisorerne, der var Amiras første arbejdsplads, er de navngivne folk især flere advokater samt folk fra medieverdenen. Det er f.eks. forlagsfolk fra People’s Press og Gyldendal, der på et tidspunkt var inde over et bogprojekt med Amira. Men det gælder selvfølgelig især folkene, hun har været i tæt forbindelse med i anledning af tv-udsendelserne som Peter Engel fra mediefirmaet Wingman, Mads Brügger med mediet Frihedsbrevet (i bogen konsekvent kaldt ved sit rigtige navn Brygger) og graverjournalister fra TV2.
Det er beskrivelsen af denne proces, som ruller hen over Amira Smjaic, det er særligt interessant at læse om. Hun skriver bl.a. sådan
“Mit formål var det samme, som første gang jeg trådte ind i mediebranchen: At fortælle min historie og være med til at sige noget vigtigt og sandt om kriminaliteten i Danmark. Men på min vej gennem mediebranchen blev fortællingen drejet langt væk fra både formålet og sandheden. Og jeg endte med at blive brugt som en figur, et symbol i en dramaturgi.”
“Men allermest må jeg jo gribe i egen barm. Jeg begriber ikke, hvordan jeg kunne indgå i et samarbejde om noget så voldsomt som de her programmer uden at sikre mig bedre juridisk.”
Konsekvenserne for Amira Smajic har været store, idet hun bl.a. har måttet frasige sig forældreretten til sin søn for at beskytte ham fra de trusler på livet, hun må leve med fra de folk, hun afslørede.
Bogen giver mig nogle svar, men rejser samtidig en række andre spørgsmål. Det er stærk og gribende læsning, der ikke sådan lige kan glemmes. Den fremtræder velformuleret og skarp, og den rummer også selvkritiske elementer, men en redigering og opstramning ville efter min have forbedret effekten af bogen. Der er rigeligt med detaljer, men Amira Smajic er selvfølgelig så opfyldt af sagen, at hun har villet taget om ikke alt så rigtigt meget med. En justering og begrænsning ville få konklusionerne til at stå tydeligere frem.
Med til mine ønsker til en redigering hører, at det også ville have været en stor fordel med en ændring af rækkefølgen på kapitlerne til at danne ren kronologisk fremstilling af hele udviklingen fra de personlige traumer som ung flygtning og frem til i dag. På den måde ville det være lettere at kunne forstå eller i det mindste at følge, hvordan Amira Smajic er blevet indrulleret i det kriminelle univers, der førte til den medieskabte og farlige situation, hun nu er endt i.
Jeg ved ikke, hvor den objektive sandhed er, hvis den kan findes, men uanset hvad er bogen efter min mening en vigtig udgivelse, der supplerer indholdet i de redigerede udsendelser med “Den sorte svane” og giver en anden forståelse af historien.
Fra bogens bagside: En bil er kørt ind i en klippevæg. Bag rattet sidder en 42-årig kvinde. Død.
Efterhånden som nyheden om dødsfaldet spreder sig i bygden, står det klart for politiefterforsker Vigdis Malmstrøm, at noget ikke stemmer. Skaderne på bilen burde have været mere omfattende. Der er ingen bremsespor på vejen. Og på gulvet under bagsædet ligger en taske, som kun kan have tilhørt en passager i ulykkesbilen. En passager, som ingen steder er at finde.
Vigdis Malmstrøm aner hurtigt, at ulykken ikke er, hvad den ser ud til. Sporene peger mod hemmeligheder, der har ligget godt skjult i bygden – og de peger mere og mere mod en gård, hvor brødrene Svartskog og den mystiske Unn Hansen gemmer på mere end bistader og gamle biler. Hvad skete der den sommerdag for to år siden, da en ung pige forsvandt sporløst?
Mens Vigdis gør, hvad hun kan for at udrede de stadig mere indviklede tråde, glider foråret over i trykkende sommervarme. Og i skoven summer bierne, på mission for dronningen. Uden hende har de ingen chance.
En prisbelønnet krimiroman der fortæller en historie om jalousi, hævn, begær og løgn – og om det uundgåelige dronningeskifte.
Min anmeldelse: En intens og anderledes fortalt krimihistorie fra en lille norsk bygd, hvor forskellige hemmeligheder og lige så forskellige sandheder udgør den spinkle balance i dagligdagen og relationerne mellem de specielle beboere. Beboernes liv er ikke så enkelt som livet i de bifamilier, en af de centrale hovedpersoner passer, og som indgår i bogens handling og titlen.
Parallellen til bierne er efter min mening – både som krimilæser og som tidligere biavler – elegant anvendt i bogen helt frem til den overraskende slutning.
Undervejs følger vi både den specielle Unn Hansen og hendes liv på gården med nogle særegne brødre og deres kumpaner, lokale beboere som f.eks. den lokale købmand og efterforskeren Vigdis. Skiftende mellem personernes synsvinkler følges udviklingen af såvel det seneste dødsfald som forsvindingen af den unge pige nogle år tidligere.
Det er rigtigt spændende at følge udviklingen og personerne, for historien er intenst opbygget og meget velskrevet, så jeg nød læsningen rigtigt meget.
Jeg anede undervejs, hvor det bar hen – troede jeg. Men nej: efterhånden afsløres flere forhold og hemmeligheder, og her fik jeg så nye ideer til, hvad der var sket. Men var nogle af dem rigtige? Nej slet ikke helt.
Er alle sandheder fundet og alle hemmeligheder afsløret, når bogen er slut? Find selv ud af det når I vender de sidste sider.
Jeg giver gerne bogen 9 sikre skydeskivepointpoint 10 mulige og håber på gensyn med Vigdis.
Eva Fretheim Dronningeland Gyldendal, 2026 320 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.
