Fra bogens bagside:
Irene Husvig er bibliotekar og har i 39 år været gift med kabelmontøren Horst. Hun er kørt træt i hans brovtende facon og konstante spydigheder. Ved et tilfælde finder hun en kasse blylodder i kælderen, og pludselig står alting klart: Hun vil af med sin mand.
Irene begynder med stor entusiasme og opfindsomhed sin rejse fra grå mus til amatørkemiker med dødelig viden om toksiner.
En hustrus hævn er en dramatisk historie om et ægteskab i opløsning, om en kvindes vej til frihed – og om en giftmorder. Det hele fortalt med bitter humor.
Min anmeldelse:
Da jeg læste om bogen, var jeg helt sikker på, den skulle læses, samt at den lige var noget for mig: En krimisag med en ikke helt ung bibliotekar! Det lød spændende og interessant – og det var den også!
Jeg grinede højt, fniste og smilede mange gange undervejs, så ud over at rumme en krimisag/et mord og en fascinerende historie om et dødt ægteskab, så er bogen ret morsom. Det er også en klog og tankevækkende roman. (Jeg indsætter enkelte citater fra bogen undervejs for at vise lidt af det).
Jeg spiste min første yndlingsbog. Jeg var seks år. Den hed ironisk nok, Drengen der ikke ville spise. Jeg rev siderne ud en af gangen, krøllede dem sammen til små kugler og slugte dem.
Fascinationen af bøger var en af grundene til, at den jeg-fortællende hovedperson, Irene, blev bibliotekar. Og bogen rummer mange herlige betragtninger over, hvordan arbejdet som bibliotekar har ændret sig på hendes (og mine) cirka 40 år på et folkebibliotek. Hendes holdninger til bibliotekernes ændrede indhold og rolle er ramt på pletten, vil nogen sige. Endelig er hendes gerninger i forbindelse med kassation af bøger absolut fantastiske og anarkistiske. Det kan jeg rigtigt godt lide.
Hun bliver gift med en logisk tænkende, rigeligt struktureret og meget dominerende mand, der forviser hende og de få bøger, han ikke smider væk, til et kælderrum, så han kan få plads til sit hifi-udstyr på hendes (tidligere) læseværelse på loftet.
Ellers var han mest bare kedelig. Overbevist, som han var om at havde ret. Sikker i sin sag. Sine fornuftige valg. Sin logik.
Er det en forbrydelse at være kedelig? Jeg vil ikke udelukke det.
Den forbrydelse vælger hun at straffe og arbejder indædt på at generobre sin frihed – og på alle måder med inspiration i bøger bl.a. dette inspirerende citat fra Nordisk Familieleksikon:
Uagtet at ægteskabet indgås for livstid, kan det dog frafaldes ved den ene parts bortgang.
Så tager Irene fat, og hele processen beskrives grundigt, så bogen næsten er en gør-det-selv-anvisning, men kun næsten for undervejs hjælper tilfældet også Irene (lidt). Bogen begynder med Irenes udsagn om, at det er seks år siden, hun begik sin utraditionelle crime passionnel, og ingen er på sporet af hende
Vi kender altså udgangen på bogen fra begyndelsen og ved, at det går godt (for Irene). Men det betyder ikke noget negativt for læseoplevelsen. Det giver mere ro ved læsningen, for der er ingen krimigåde, der skal løses, og alligevel er der et herligt twist til sidst.
Jeg kan på flere måder anbefale bogen til læsning ud fra meget forskellige synsvinkler:
– Som en herligt underholdende og tankevækkende bog på dejligt få og velformulerede sider.
– Som en anderledes krimi om to forbrydelser (mandens ved at være så dominerende og kedelig og konens ved at slå ham ihjel).
– Som en tankevækkende bog om et ægteskab med problemer, som ihvertfald den ene part har øje for og gør noget ved.
– Som en bog med på én gang subtil og mere grov humor.
Den må nødvendigvis have de maksimale 5 stjerner i min kategori “Alt muligt andet godt”, idet jeg ikke synes, jeg vil karakterisere og karaktergive bogen i kategorien “Krimi og spænding” på trods af de kriminelle elementer.
Som krimi giver jeg den 4 krimihjerter på krimifan.dk.
Sara Paborn
En hustrus hævn
Modtryk, 2018
208 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
