Fra bogens bagside:
(en kombination af den engelske og den danske bagsidetekst. Læs forklaringen hvorfor nederst i anmeldelsen):

Ruth ryster, og det er ikke kun af kulde. Hvem kan have fundet på at begrave nogle lig netop her på et så øde sted? Ligene er bundet sammen og har hænderne bundet på ryggen.

Ruth Galloway tilkaldes, da nogle knogler dukker op af sandet for foden af en klint i North Norfolk, og det viser sig at være 6 lig. Men Ruth har svært ved at fokusere på sagen. Dels er hun netop vendt tilbage efter barselsorlov, dels er det Harry Nelson, der leder efterforskningen, og han og Ruth har et mildest talt uafklaret forhold til hinanden. Det viser sig, at skelletterne har ligget der i flere årtier – sikkert siden Anden Verdenskrig, og de har været skjult her lige siden.

Men da endnu et lig bliver skyllet op på stranden, går det op for Ruth og Nelson, at der muligvis er en morder på spil, der forsøger at skjule en grusom hemmelighed fra krigens tid – og snart er de selv i livsfare. Kan Ruth og Nelson mon nå at opklare sagen, inden endnu et mord finder sted?

Min anmeldelse:
Igen en både spændende, god og hyggelig Ruth Galloway-historie fra den engelske kyst og marsk, hvor ingredienserne bl.a er tidligere tiders misgerninger, områdets geografi, nutidige forbrydelser, det engelske klima, personlige problemer, utroskab, hævn, arkæologi, kærlighed, retsmedicinske indicier, politiefterforskning og relationerne i et lille lokalsamfund.

Selvfølglig er fundet af de 6 lig fra Anden Verdenskrig afslørende for en gammel, lokal hemmelighed, der hænger nøje sammen med nutidige relationer i det lille, engelske samfund. Og selvfølgelig har Ruth Galloway det ikke nemt som enlig mor med et barn med – officielt set – ukendt far. Og faderen har det heller ikke let.

De to handlingsspor er i denne bog ikke vægtet indbyrdes helt optimalt, hvis man tager krimilæsebrillerne på. Der er for mig rigeligt med Ruth samlivsproblemer i forhold til den spændende krimisag med den ikke så fjerne historiske fortid. (Men gu’ ve’ om der kommer endnu et barn i en af de kommende bøger?).

Men fordi bogen både er så herligt hyggelig og samtidig spændende, vælger jeg at give bogen 7 point på min krimispændingsskydeskive og 4 krimihjerter på krimifan.dk. Og jeg glæder mig til især at følge Ruth og Nelson i deres fremtidige krimisager – og knapt så meget deres indbyrdes relationer.

Bogen er 3. del af serien om Ruth Galloway, og jeg har også læst samt anmeldt de første 2: “Pigen under jorden” HER og “Løgnens hus” HER.

Elly Griffiths
Huset på klippen
Gads Forlag, 2018
349 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget

PS:
Når jeg har brugt både den engelske og danske udgaves bagsidetekster i en kombination til den indledende beskrivelse af bogen, skyldes det nogle fejl i teksten på den danske bog. Her står der, at der findes et lig, men det passer ikke. Der findes knogler, og det viser sig at være fra flere lig – i alt 6. Den anden af fejlene er værre og går desværre igen i bogens titel, for huset ved Sea’s End ligger ikke på en klippe, men på en klint. Det er netop en af pointerne i bogen, at der foregår en farlig erosion af kysten. Måske lidt pernitten, men jeg synes, det er en ærgerlig og unødvendig fejl.