Fra bogens bagside:
Provinsbyen vågner op til et blodbad på et nærliggende
gods. Selmas far, godsejeren, er brutalt aflivet. Selma og lillesøsteren Sara
adopteres af kriminalassistent Søren Andersen, og hans kone Iben.
Femogtyve år senere er politikommissær Selma Isolde
Andersen tilbage på godset. Jægere har fundet et lig. Spor for spor kryber
fortiden ind, hviskede om en fremtid udenfor Selmas kontrol. Hendes første
håndgribelige brik i det blodige puslespil, er et gruopvækkende fund i den
palævilla, som hun arver efter sin farmor. Og blændet af stærke følelser,
stiger hun uvidende på kollegaen, politiassistent Christian Olesens
døds-karrusel.
Jacob Hyttels krimi-thriller letter låget for en sammenkogt
ret af: gode og mindre gode advokater, psykologer, politifolk,
forretningskvinder/-mænd og politikere. Historien tager dig også med i det
Nordjyske, med den smukke, vilde natur, formet af et til tider barsk klima.
Min anmeldelse:
Da jeg læste om bogen i den lokale avis, NORDjyske, og fandt ud af, at
det var en forfatter fra Hjørring, hvor jeg tidligere havde arbejdet, der
debuterede som krimiforfatter på eget forlag, og at bogen også foregik på de
kanter, blev min nysgerrighed/interesse vakt.
Jacob Hyttel, som jeg ikke kendte på forhånd, var flink og sendte mig
bogen til anmeldelse. Det var i september, og nogle uger efter tog jeg fat på
bogen, der havde vist sig at være på ret mange sider. Det var lidt
foruroligende, fordi jeg tidligere havde haft mindre gode erfaringer med
omfangsrige og selvudgivne bøger.
Det viste sig dog hurtigt, at forfatteren kunne skrive – og ganske
udmærket endda, samt at bogens historie var rigtigt spændende, men godt inde i
bogen kørte jeg lidt træt – en træthed, der kulminerede midtvejs i bogen, hvor
del 1 sluttede.
Så lagde jeg bogen væk i flere måneder. Grunden til det var, at jeg
syntes, handlingen havde for mange sidespor og personer samt mange relationer
til deres fortid. Derfor virkede bogen også ”for meget” med de mange voldsomme
virkemidler og sammenhængende spor. Det var også umiddelbart svært at acceptere
de for mig ikke altid lige logiske forløb i handlingen, og også politiets
efterforskning virkede ufokuseret eller rigeligt tilfældigt.
Alligevel havde jeg flere gange fat i bogen, og har så også med nogle
måneders forsinkelse fået læst den færdig – og læste sidste del meget hurtigt,
fordi bogen stadig var spændende læsning. Og jeg må sige, at bogen havde gjort
indtryk på mig, for jeg kunne faktisk godt huske både personer og handling godt
nok til at gå direkte i gang med del 2 af bogen. Efter min læsning af mange
bøger i mellemtiden, er det jo slet ikke så dårligt af en bog.
På forsiden og titelbladet hedder bogen ”De brændemærkede – før”, og
midt i bogen begynder fortsættelsen: ”De brændemærkede – efter. Jeg tror ikke,
at bogen oprindeligt var planlagt til at være i 2 selvstændige bind, og så
ville der også have været rigeligt med cliffhangere i bogen. Jeg tror, det er
bevidst.
Skriveprocessen har taget forfatteren 5 år, så der ligger mange tanker
og ideer i bogen – og den må undervejs have været læst af ret mange beta-læsere.
De er anonymt citeret med rigtigt mange storrosende ord på bagsiden. Det kor
kan jeg ikke helt tilslutte mig.
Og derfor til min egentlige anmeldelse, som jeg ikke vil lade fortælle
ret meget mere af handlingen, end jeg allerede har gjort, og end det der
afsløres på bagsiden:
At lade barndomsoplevelser og -traumer være brændstof for handlingen
i en krimi er set mange gange tidligere – og således også i denne bog. Men at
vi som læsere stort set fra begyndelsen er klar over, hvem der er hovedskurken
og morderen – samt de øvrige meget tvivlsomme personer på alle plan, er ikke så
almindeligt og skaber en anden form for spænding i bogen og rejser nogle andre
spørgsmål end i klassiske whodunnit-krimier. Det er rigtigt godt.
Hvor længe kan den psykopatiske morder og de andre ondsindede personer undgå
afsløring?
Hvad er alle personernes motiver for deres handlinger?
Hvor mange skal mishandles og/eller dø – og hvorfor?
Hvor galt kan det gå?
Jeg mener som sagt, at historien er spændende, men til
sidst i bogen var min spænding mest koncentreret om at finde ud af, hvor mange
der ville overleve, og især om, hvordan forfatteren ville få enderne til at
mødes, så historien kunne få en logisk acceptabel slutning.
Lykkes det så at skabe en afslutning, hvor der samtidig er
mulighed for at fortsætte historien om politikommissær Selma Isolde Andersen? Forfatteren
har i bogen nemlig allerede varslet 2 bind mere i serien: ”Sort mand, hvid
løgn” samt ”Jeg elskede dem alle”.
Jo, der er overlevende nok til at fortsætte historien, og der er helt
sikkert også lokale historier at tage fat på for politiet og forfatteren, og
jeg vil helt sikkert gerne følge Jacob Hyttel og Selma i deres fælles
oplevelser.
Jeg håber bare, at der i de kommende bind bliver skåret lidt ned på
virkemidlerne/handlingens sidespor og omveje, samt at de lokale vinkler
udnyttes endnu mere. Jeg synes, forfatteren har taget alt for mange elementer
med og lader handlingen køre langt, langt ud – i hvert fald længere ud end jeg
som læser synes, det virker. Den form har betydet, at de mange detaljer og
begivenheder har tilført bogen for mange sider, der ikke alle bliver lige
interessante. En skarpere beskæring og udvælgelse af stoffet ville efter min
mening have været en fordel.
Lokalkoloritten bliver ofte udelukkende til, at navne og steder nævnes,
og jeg synes godt geografien og naturen kunne have været brugt på en lidt dybere
måde, når nu Hjørring og omegn er stedet for serien.
Alt dette er ikke skrevet for at være tvær, men er ærligt skrevet og
samtidig ment som gode råd til de kommende bind, for som jeg skrev i
begyndelsen, så kan Jacob Hyttel faktisk skrive godt, og han har også fundet på
en godt vinklet grundhistorie. Det vil jeg gerne se i de kommende bøger.
Jeg giver bogen 6 point på min krimispændingsskydeskive og 3 hjerter på
krimifan.dk.
Jacob Hyttel
De brændemærkede – før/efter
Forlaget Griffon, 2018
539 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forfatteren/forlaget.
