Fra bogens bagside:
Anne Lebæk har levet i selvvalgt eksil i København og
aldrig set sig tilbage, siden hun forlod sin vestjyske barndomsby Hvertsund.
Det er femten år siden nu. Men da søsteren Margit ligger for døden, er Anne tvunget
til at rejse hjem. Fraskilt og lettere desillusioneret vender hun tilbage til
en by, der også kæmper for ikke at gå i hundene, får arbejde i den lokale
psykologpraksis og forsøger at finde fodfæste. Og med hende følger tragedierne.

En tidlig efterårsmorgen skyller ligget af en kvinde op på stranden.
Hendes navn er Christel Birkenfeldt, og hun var klient hos Anne. Det tyder på,
at hun er druknet ed en tragisk badeulykke eller et selvmord. Men Anne tvivler.
Det stemmer ikke med den Christel, hun kendte eller årsagen til, at hun
overhovedet gik til psykolog. Hun led af thalassofobi – angst for havet!

Anne sætter sig for at finde sandheden. Og først for sent går
det op for hende, at svarene gemmer sig i hendes egen fortid og fatale
handlinger.

Min anmeldelse:
Udover den del af handlingen, der beskrives på bagsiden,
indgår også historier om personlige relationer mellem en god del af folkene i
byen – nutidige relationer som samtidig på sædvanlig vis har rod i fortiden.
Det er et klassisk krimigreb, men det virker her. Det er en både, spændende,
interessant og stærk debut. Den er sprogligt koncentreret med korte
beskrivelser af miljøet og personerne, og alligevel er plottet og spændingen
intakt, og det bliver rigtigt interessant at følge såvel forfatteren,
hovedpersonen og den fiktive lille kystby fremover – gerne lidt mere udfoldet.
Der er nemlig planlagt en serie med Anne Lebæk, og dette første bind lover
godt.

Jeg giver bogen 8 point på krimispændingsskydeskiven og 4
krimihjerter på krimifan.dk.

Helle Mogensen
Havunger
People’s Press, 2019
252 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget