Fra bogens bagside:
Ghettobebyggelsen Oksevænget på Bellahøj i København har længe
været i mediernes fokus med kriminalitet, etniske spændinger og social
problemer. Men med en lang, sej indsats er det lykkedes kommunen og
beboerforeningen at få vendt den nedadgående spiral.

Dansk Folkepartis borgmester i København, Kristian Havholm,
vil ind i landspolitik, og sammen med sin særlige rådgiver planlægger han at
besøge området. Københavns Politi står i et dilemma: Nægt og få pressen og
halvdelen af Folketinget på nakken, eller giv tilladelse med risiko for optøjer,
der kan brede sig til hele byen.

Politidirektøren vælger at lægge en jernring om Oksevænget.
Ingen kommer ud, og ingen kommer ind, så længe borgmesteren er på stedet.

Men netop som Kristian Havholm og hans rådgiver er på vej i
borgmesterbilen, og den samlede danske presse står linet op uden for afspærringen,
finder en beboer liget af en otteårig pige i en skraldecontainer – og porten
til helvede er åbnet.

Politiassistent Lars Winkler, der netop er vendt tilbage
efter to ugers tvungen orlov, udnævnes til efterforskningsleder. Det bliver
sytten timer i Oksevængets heksekedel – og med Kristian Havholm i en
overraskende rolle – som Lars sent vil glemme.

Min anmeldelse:
Klokken 8:32 begynder historien om den barske virkelighed i
den fiktive og dog virkelighedstro ghettobebyggelse fortalt gennem en række af
beboerne, de involverede politifolk med Lars Winkler i spidsen samt
borgmesteren, der har store politiske ambitioner og vilje til at bruge medierne
til egen fordel.

Historien slutter klokken 02:59 efter en voldsomt dramatisk
dag, som læserne guides gennem stramt kronologisk og i korte afsnit med
skiftende hovedpersoner. Fortælleteknisk virker det rigtigt godt og medvirker
til, at historien holder en støt stigende spændingskurve.

Det er selvfølgelig ikke en dokumentar, men historien
virker helt sandsynlig og rummer alle de konflikter, som jeg har hørt om fra
virkelighedens lignende bebyggelser: mellem forskellige religiøse og etniske
fraktioner, indbyrdes i familier, mellem politi og beboergrupper, mellem
beboere og politikerne osv.

Jeg har nydt de øvrige bøger i Melanders serie om Lars
Winkler rigtigt meget, og har også hygget mig med de mange referencer til
musik, som jeg ikke synes er så tydelige i denne bog – og jeg har også nydt og
være holdt godt spændt undervejs af denne bog.

Jeg giver bogen 8 sikre point på min krimispændingsskydeskive
og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Jakob Melander
Fjenden iblandt os
People’s Press, 2019
380 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget