I 1930’ernes trøstesløse decembervejr i Stockholm forsøger
den tidligere bokser og nuværende inkassator Harry “Kvisten” Kvist at
skabe sig en tålelig tilværelse. Læs endelig den både spændende og interessante
bog.

(Igen lader jeg bogens bagsidetekst indlede min anmeldelse,
fordi den – også denne gang – giver en udmærket beskrivelse af handlingen,
tiden og stedet.)

Handlingen som beskrevet på bogens
bagside:
Stockholm 1932. Depressionen, spirituskontrollen og den
isnende kolde vinter holder byen i et jerngreb. Den tidligere bokser Harry
“Kvisten” Kvist lever af at indsamle gæld fra skyldnere. Han
gennembanker en mand, som ikke kan betale, men da han vender tilbage dagen
efter format hente pengene, er manden død og lejligheden brændt ned.

Politiet mistænker Kvisten, og han rodes hurtigt ind i en
livsfarlig kattens leg med musen for at rense sit navn. Jagten på et forsvundet
hovedvidne går ind i byens skyggeside, via spillehaller og sortbørsklubber,
hvor loyalitet skifter lige så hurtigt som penge bytter ejer. Kvisten
konfronteres med glædespiger, morfinister og lejemordere, og det eneste, han
kan stole på, er hans næver og dårlige hukommelse.

Min anmeldelse:
Der lugter af hestemøg, brune bønner og fattigdom.
Benzindampe og mados blander sig med den skarpe lugt af vådt seletøj og svedige
mænd. Jeg passerer slagteren på hjørnet. Udenfor står en beskidt hob af unger
for at tigge hundemad her tæt på lukketid. Jeg tvivler på at særligt mange af
dem har hund.

Disse to sammensatte citater fra bogen viser både
hovedpersonens iagttagelser af de miljøer, han færdes i 1930’erens trøstesløse
decembervejr i Stockholm, og de giver også et godt indtryk af stemningen og et
kort indtryk af den litterære stil i bogen.

På Krimimessen 2019 blev jeg foræret bogen af Forlaget
Turbine og blev opfordret til at høre et interview med forfatteren. Tak for
begge dele. Jeg må indrømme, at forfatteren og interviewet ikke var kommet med på
min liste over de interviews og forfattere, jeg havde planlagt at opleve. Men
det er endnu et eksempel på at deltage i bogmesser som Krimimessen (og alt
muligt andet også) med åbent sind og improvisere for på den måde at lade sig
overraske og inspirere.

Det var rigtigt interessant at høre forfatteren fortælle om
sin baggrund og sit arbejde med bogen, og det fik mig til hurtigt at læse hans
bog. I kan høre interviewet HER (spol lige 1 minut og 30 sekunder ind i klippet, for her begynder interviewet).

Martin Holmén fortalte om sin inspiration fra familien og
om fascinationen af både byen og tiden, og det viser sig gennem hele bogen. Jeg
må sige, at han med få og velvalgte ord for alvor kan beskrive alle niveauer af
en person, en situation og en stemning, så det hele står klart for alle sanser.

Bogens på én gang hårdt ramte og hårdtslående hovedperson
“Kvisten” er et herligt bekendtskab, der fik mig til at mindes
Dashiell Hammetts Sam Spade og Raymond Chandlers Philip Marlowe, men her i en særlig,
svensk version.

Som inkassator bringer den tidligere bokser os især rundt i
den fattigste del af Stockholm, en rundtur, der også fører til lyssky miljøer
og smuglere, men som pludselig bringer “Kvisten” i kontakt med rigere
og højere placerede folk. Det bringer konflikterne frem, og det bliver både spændende
og interessant. Og et særligt tema i bogen er “Kvistens” seksualitet,
men jeg synes, I selv skal læse om.

I det hele taget vil jeg i høj grad anbefale jer at læse
denne nye krimiforfatter, for selv om den i nogen grad bygger på fornemme
traditioner, så er den friskt fornyende. Jeg håber, at de sidste 2 dele af den
planlagte trilogi snart udkommer.

Jeg giver bogen 9 fine point på min blogs spændingskrimiskydeskive
og 5 krimihjerter på krimifan.dk

Martin Holmén
Clinch
Turbine 2019
338 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.