Fra bogens bagside:
Da det hektiske liv i byen bliver for overvældende for forfatteren Paolo Cognetti, beslutter han sig for at søge tilflugt i de italienske bjerge, hvor han tilbragte sin barndoms somre.
I den smukke Aostadal, omgivet af snedækkede tinder, genfinder han en enkel tilværelse og en dyb menneskelig forbindelse med sine to nærmeste naboer. Han tager bestik af sit liv og opdager, hvad der dybest set betyder noget for ham.
Min anmeldelse:
Det var dejligt med en poetisk pause mellem sommerens krimier og andre spændende bøger!
Sidste år udkom den italienske forfatters roman “Otte bjerge”. Den har jeg ikke læst, men har absolut fået lyst til det efter at læst denne seneste bog, som er en selvbiografi.
I bogen beskriver Cognetti månederne fra forår til sidst på efteråret, hvor han i en bjerghytte bruger tiden på at vandre i bjergene og på at filosofere over sit liv og sin fremtid. Det sker som en personlig søgen efter den vilde dreng, som han selv var i de somre, han som barn tilbragte i netop de bjerge. Han er bl.a. inspireret af Thoreau “Livet i skovene” og Krakauer “Ind i vildmarken”.
Meget af tiden tilbringes alene med at indrette sig i hytten, med at vandre og med at tænke, men han møder også andre – hyrder, vandrere og få lokale beboere – og inspireres også af mødet med dem og deres måde at bruge naturen på.
Bagsideteksten beskriver bogen som en lyrisk og stemningsfuld bog om at søge ud i naturen for at finde sig selv, og det er lige det, bogen er. God tur og god læselyst!
Den lille, herlige bog får 4 sikre stjerner.
Paolo Cognetti
Den vilde dreng
People’s Press, 2019
175 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.