Fra bogens bagside:
I kølvandet på krig bliver jægeren den jagede…Russiske Nina Markova har altid drømt om at flyve. Da nazisterne angriber Sovjetunionen, sætter hun alt på spil for at slutte sig til de legendariske Night Witches – et kvindeligt natbomberegiment, der skaber kaos for den tyske fjende på Østfronten.Da hun strander bag fjendens rækker, bliver Nina bytte for den farlige kvindelige nazist kendt som Jægerinden, og Nina må kæmpe med alt, hvad hun har, for at holde sig i live.
Forandret af krigens rædsel er den britiske krigskorrespondent Ian Graham blevet nazistjæger, men der er især ét mål, som han er desperat efter at indfange: Jægerinden. I sin intense jagt på dette sagnomspundne spøgelse bliver det klart for ham, at han har brug for hjælp fra det eneste vidne, der nogensinde har undsluppet Jægerinden i live: Nina.
Min anmeldelse:
I min anmeldelse af forfatterens forrige bog på dansk “Kodenavn Alice” skrev jeg dette: “Kort sagt: en fantastisk godt fortalt, stærk historie med mange interessante elementer.” (Læs hele anmeldelsen her https://blog.drustrup.dk/?p=4 – og læs bogen!)
Det samme gælder denne seneste bog, og som den første bog er også den baseret på faktisk historisk baggrund med de russiske natbombere som tema, og det er fascinerende at læse om dem med Nina Markova som gennemgående person, som ifølge efterskriftet er bygget over flere faktiske kvindelige flyvere. Det er en dramatisk historie om krigens gang i Sovjetunionen. Dertil kommer historien om jagten på nazister med alvorlige forbrydelser på samvittigheden. Her er handlingen flyttet til USA. Samtidig er bogens efterskrift et godt grundlag til at diskutere og tænke sig om – specielt voldsomt virker en bemærkning fra en statslig undersøgelse i USA, som viser at USA var helt klar over, præcist hvor mange naziforbrydere landet havde givet indrejsetilladelse til etter krigen.
Bogen er meget intens og velskrevet samt med nogle rigtigt interessante og spændende personer som aktører i en dramatiske historie om sandhed, hævn, moral og retfærdighed. Det er på alle måder en bog der fænger med sin fortælleform og historie, der er understøttet af historiske facts.
Bogen får mine maksimale 5 stjerner!
Kate Quinn
Jægerinden
HarperCollinsNordic, 2019
639 sider
Bogen er læst på StorytelReader med Mofibo-abonnement.