Fra bogens bagside:
Et åbent hus-arrangement udvikler sig til et gidseldrama, da en falleret bankrøver låser sig inde i et hus med en overentusiastisk ejendomsmægler, to bitre IKEA-misbrugere, en ondsindet mangemillionær, en ældre dame i sorg, en højgravid kvinde, en besværlig starut og et kaninhoved.

I en række dysfunktionelle vidneafhøringer får vi efterfølgende de involveredes versioner af, hvad der egentlig skete. En klassisk puslespilsgåde tager form og spørgsmålene, der trænger sig på er:

– Hvordan er det lykkedes røveren at flygte?
– Hvorfor er alle så sure?
– Og hvad i alverden er der i vejen med folk nu til dags?

Min anmeldelse:
Den flittige og dygtige forfatter, der slog igennem med “En mand der hedder Ove”, skriver meget forskellige bøger, men de er altid velskrevne og fascinerende på forskellig vis.

Denne seneste er en slags kollektivroman ligesom de to stærke Bjørneby-bøger, men på en anderledes måde. (De bøger har jeg anmeldt her: “Bjørneby” (https://blog.drustrup.dk/2017/10/17/fredrik-backman-bjorneby-109/) og “Os mod jer” (https://blog.drustrup.dk/2018/12/31/fredrik-backman-os-mod-jer-208/)

Tonen i “Folk med angst” er positiv, lun og varmhjertet med en herlig humor. Det er en hyggelig, livsklog og livsbekræftende historie… 

  • Om at turde
  • Om at elske
  • Om at tilgive
  • Om at gøre sit bedste 
  • Om at se hinanden rigtigt
  • Om ensomhed og fællesskab
  • Om boligspekulation 
  • Om selvmord


Jeg vil egentlig ikke fortælle mere om selve handlingen. Rammen for historien er beskrevet på bagside, men hvordan det hele forløber skal opleves undervejs, mens bogen læses og nydes.

Bogen er befolket med en gruppe stærke personligheder, der hver – som alle andre – er originaler på hver deres måde. Den overraskende historie er skrevet i et stærkt billedskabende sprog med en perlerække af forunderlige formuleringer.

I nogle forfatterkommentarer undervejs beskrives bogen sådan:
Det her er en historie om et bankrøveri, en lejlighedsfremvisning og et gidseldrama. Måske endnu mere en historie om tåber. Men måske ikke kun det, trods alt.

En historie om mange forskellige ting, men mest af alt om tåber.
Tåber der alle er bange for noget – og noget meget forskelligt.

I en efterskrift fremgår det endda, at det er en meget personlig bog fra forfatterens side! Det giver den stærkt underholdende og lige så stærkt tankevækkende bog helt nye dimensioner.

Det bliver til mine maksimale 5 stjerner!

Fredrik Backman
Folk med angst
People’s Press, 2019
366 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget