Fra forlagets omtale:
Tidligere Operativ Chef for PET Frank Jensen finder efter sin fars død et hemmeligt rum, da han rydder op i hans arbejdsværelse. Her ligger stærkt fortrolige dokumenter, der beskriver faderens liv som hemmelig agent under 2. Verdenskrig og efterfølgende under Den Kolde Krig. Et arbejde der har været så hemmeligt, at kun topledelsen i den danske efterretningstjeneste kendte til det.
Frank Jensen er vokset op i et hjem, hvor han først som voksen opdager, at de navne, han kendte familiens vennekreds under, i virkeligheden var dæknavne, fordi de var hemmelige agenter. Frank Jensen har brugt årevis til at grave historien om sin far frem ved at bruge sin unikke erfaring og sine kontakter fra tiden som chef i efterretningstjenesten. Det lykkes ham at løfte sløret for et stykke ufortalt danmarkshistorie ved at dele sin familiekrønike.
Min anmeldelse:
Med sin dobbelte faglige baggrund – dels forfatter til flere gode spændingsromaner og dels som efterretningschef – er det lykkes Frank Jensen at skrive et stærkt personlig historie med stor relevans og interesse for alle politisk og historisk interesserede.
Samtidig med at han afdækker sin egen fars forunderlige historie, afslører han hidtil ikke afslørede hemmeligheder af national interesse og bekymring.
Begge dele af historien er meget interessant læsning, og selv om det for mig var tydeligt, at afdækningen af faderens fortid har betydet mest for forfatteren, så fandt jeg sidste del af historien mest interessant. Bogen er som helhed vigtig læsning, så snyd ikke dig selv for den, hvis du er historisk og politisk interesseret.
Bogen får 4 stjerner.
Frank Jensen
Min far var spion
People’s Press, 2019
297 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.