Fra bogens bagside:
Det er forår i Three Pines. Træerne springer ud, de første blomsterknopper kæmper sig op gennem jorden, men april er lunefuld – og dødelig, viser det sig.

Da nogle landsbyboere beslutter sig for at markere påsken med en spirituel seance i et gammelt hus, gør de det for at befri stedet for ondskab, men inden seancen er slutter en af de deltagende død af skræk. En naturlig død? Det er ikke sikkert.

Den begavede, sympatiske kommissær Gamache fra Sûreté du Québec tilkaldes i en sag der tvinger ham til at se både sine egne og landsbyens spøgelser i øjnene. 

Min anmeldelse:
De første to bøger i serien med mysterier fra den lille, hyggelige by Three Pines i den fransktalende del af Canada hed “Mørkt motiv” og “Nådestødet”. Dem har jeg anmeldt her: https://blog.drustrup.dk/?p=567.  

Byen og bøgerne er befolket med interessante personer, og kriminalkommissær Armand Gamache er den centrale opdager med den store psykologiske indsigt.

Scenen og mange af personerne er de samme i denne nye bog i serien, og der bygges videre på dele af begivenhederne i de første bøger. Blandt andet hviler stedet, hvor det første dødsfald sker, stadig som en mørk skygge over byen. Gamache bliver stadig betragtet som et problem og modarbejdes af ledende politikfolk, og den side af sagen optrappes. Den specielle og meget lidt vellidte kriminalbetjent, Yvette Nichol, indgår stadig i et spil med hemmelige dagsordener. Heldigvis er mange af de hyggelige kunstnertyper i byen stadig lige så særlige og varme. 

Alle rammer er således på plads til nogle hyggelige timers læsning i velkendt selskab. Det fik jeg også, men den indlagte krimisag, der naturligvis er omdrejningspunkt for bogen, virker denne gang ikke helt overbevisende og spændende på mig. Dertil kommer, at beskrivelserne af hele forløbet inklusiv sidehandlingerne bliver noget detaljerede, så bogen bliver rigeligt lang – efter min mening. 

Selv om det hele går lidt langsomt hyggede jeg mig alligevel med en hyggelig historie fra et hyggeligt sted, og der er også udvikling i hovedpersonerne nok til, at jeg ser frem til også at læse næste bind i serien. Det hedder “Mord på Manoir Bellechasse”, der udkommer 7. juli, men som allerede er landet i min postkasse. 

Jeg vender tilbage senere med en anmeldelse af den. Imens giver jeg denne gang 7 skydeskivepoint til “Døden i april” og 4 krimihjerter på Krimifan.dk.

Louise Penny
Døden i april
(Et Three Pines-mysterium; 3)
Hr. Ferdinand, 2020
430 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.