Uddrag fra bogens bagside:
Sydafrika har en rigdom af historie, kultur og ikke mindst verdens måske smukkeste vinområder. Sydafrika har faktisk en flere hundrede år gammel vintradition. Når man besøger vinhusene, har mange af dem produceret vin i 300 eller 400 år.
Der produceres i dag vine fra seks officielle regioner, 26 distrikter, 67 underdistrikter (wards) samt estates, dvs. individuelle vingårde, primært i det sydvestlige hjørne omkring Cape Town.
Så alt i alt fortjener dette smukke land i det sydligste Afrika, at der sættes fokus på det, der sker på vinfronten og på de mange nye unge vinmagere, som sammen med den etablerede industri er ved at transformere landets vinindustri og løfte den op blandt de allerbedste i verden.
I Sydafrikansk Vin kan man læse om alle områderne. Opslagsværket indeholder nyttig viden om næsten 500 sydafrikanske vine samt uddybende beskrivelser af vinhistorien, regler, de gængse druer og selve vinproduktionen.
Min anmeldelse:
Emnet er i de bedste hænder hos Thomas Rydberg, der har skrevet om vin og spiritus i mange år bl.a. som vinanmelder og som forfatter til flere bøger og tidsskriftartikler. Ud over viden bæres bogen også af engagement, og det er et godt udgangspunkt.
Forfatteren, som første gang var i Sydafrika i 2004 og har besøgt landet næsten hvert år siden bl.a. efter gode vinoplevelser, slutter sin indledning sådan: Det har altid undret mig, at der ikke fandtes nogen grundig og god bog om sydafrikanske vine på dansk— så derfor besluttede jeg mig for, at det nu måtte være på tide.
Jeg forstår ham fuldstændig. Efter 5 rejser til landet, efter at have smagt mange sydafrikanske vine og efter at have læst flere udenlandske bøger (se billedet herunder) om emnet, var jeg meget spændt på at læse denne første bog om sydafrikansk vin på dansk.
Først lidt om bogens mange, flotte billeder. De er generelt informative og stemningsfulde – dog enkelte gange lidt for Photoshop postkortagtige, men som helhed gav de mig vildt meget lyst til et gensyn med landet!
Det er dog især teksten, jeg er imponeret af i form af den mængde viden, der formidles rigtigt godt i bogen! Forfatteren kommer hele vejen rundt om emnet fra grundlæggende information om vinproduktionen og præsentation af udviklingstendenserne til gennemgang af de enkelte vinområder helt ned til beskrivelse af udvalgte vingårde og deres vine. Endelig er der en konkluderende liste over hans udvalgte 101 bedste sydafrikanske vine. Jeg har smagt flere af dem, og de er efter min mening godt valgte, men jeg har endnu flere af vinene på listen til gode, og dem vil jeg glæde mig til.
Jeg vil også se frem at gå endnu mere på opdagelse i bogen, og det bringer mig til en opfordring til alle vinentusiaster og alle der er nysgerrige efter at gå på jagt efter nye oplevelser i den verden:
Gå på opdagelse i bogen, prøv forskellige slags sydafrikanske vine og ikke mindst: tag en tur til Sydafrika, og selv om der er store naturoplevelser i landet så husk også at sætte god tid af til besøg i vinområderne!
Jeg giver meget gerne bogen mine maksimale 5 sikre stjerner – og denne gang er de fra den sydlige halvkugles stjernehimmel!
Thomas Rydberg
Sydafrikansk vin
Rydberg Publishing, 2020
265 sider
Bogen er læst som e-bog fra forlaget.