En forfriskende anderledes krimi og politiroman fra Estland. Forbrydelse og opklaring hænger nøje sammen med situationen i Estland i dag og er stadig under påvirkning af Sovjettidens stramme tøjler. Samtidig er det en spændende historie.
Bogen er bind 2 i serien om den estiske politikommissær Marko Kurismaaa. Bind 1 hed “Toget til Tallinn”, og den anmeldte jeg her: http://blog.drustrup.dk/#post261. I anmeldelsen kan man også læse, hvorfor den italienske krimiforfatter Alessandro Perissinotto har valgt at skrive en serie, der foregår i Estland, under et estisk pseudonym. Her er der også link til mine anmeldelser af et par krimier af Perissinotto under eget navn.
Fra bogens bagside:
En ældre mand går tur med sin hund og gør en uhyggelig opdagelse.
Ud af en bunke sne stikker en nøgen, blegviolet arm, som ender i en hånd med lakerede negle. Estiske kommissær Marko Kurismaa holder meget af sne, især under et par ski, men ikke når den skjuler sporene efter en tragedie.
“Kristina stillede ingen spørgsmål, for Markos tonefald efterlod ingen plads til tvivl: Han havde opdaget noget vigtigt.
Kurismaa havde i virkeligheden ikke opdaget noget som helst, han var bare kommet i tanke om, at sneen under sneen kan gemme på uventede hemmeligheder.”
Min anmeldelse:
Jeg synes altid, det er interessant at læse krimier og andre bøger fra for mig ukendte miljøer og steder, og alene det gør bogen/serien til noget særligt. Det gør denne bog til en endnu mere forfriskende læseoplevelse.
Foruden den centrale krimihistorie rummer bogen også historien om situationen i Estland efter perioden under Sovjetunionen og de barske vilkår dengang. Mange personer inkl. kommissær Marko Kurismaa er påvirket af fortiden, og de tidligere tider spiller stadig en god del ind på hverdagen og således også på historien i bogen.
Der er tale om en spændende politiroman om opklaringen af en kompliceret sag i en kompliceret tid. Opklaringen følges kronologisk, og den virker fuldt logisk og sammenhængende. Samtidig er Marko Kurismaa på flere måder en helt speciel krimihovedperson, og det samme gælder hans kollegaer. De er interessante bekendtskaber, der også vil være værd at følge fremover.
Foruden at være velskrevet (og helt sikkert også godt oversat, men det har jeg ikke forudsætninger til at vurdere, men det danske fungerer rigtigt godt) er det en bog med en herligt satirisk tone.
Den får 9 sikre skydeskivepoint her og 5 krimihjerter på Krimifan.dk
Arno Saar
Sneen under sneen
Arvids, 2020
296 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.