Lad mig først slå nogle ting fast:

  • Det er en klog og (også bogstaveligt talt) dyb bog.
  • Det er en tankevækkende og også rystende bog.
  • Det er den bog, der i år har fascineret mig mest.
  • Det er faglitteratur og ikke en roman, men sproget er forunderligt dejligt.
  • Det er en bog, jeg vil læse igen – og sikkert en gang til.
  • Det er en bog, som bør læses af rigtigt mange.

Fra forlagets beskrivelse:
En opdagelsesrejse til de skjulte verdener under vores fødder. En smuk, oplysende og urovækkende bog om underverdenen. En rejse i dyb tid med en storslået udforskning af underverdenen i litteraturen, myterne, vores bevidsthed og i naturen. Den rækker tilbage til jordens begyndelse, ud i universet og dybt ind i os selv, og den er på samme tid forhistorisk og nødvendig nu og her. En bog der forandrer den måde, vi ser verden på.

Robert Macfarlane tager læserne med på en natur- og kulturhistorisk rejse ned gennem jordlag, hvor rødder fra træer og planter er forankret, og videre ned gennem grundfjeldet, ned i de grønlandske gletsjere, parisiske katakomber, underjordiske gravkamre og ind i huler og sprækker under havet og på landjorden, hvor fortidsfolk skabte deres kunst for tusinder af år siden.

Min anmeldelse:
Lad mig begynde med konklusionen: Har I ikke læst bogen, og har I heller ikke fået bogen i julegave – så gør noget ved det!

Med udgangspunkt i steder som England, Frankrig, Italien, Slovenien, Norge, Grønland og Finland dykker forfatteren bogstaveligt talt ned i såvel vores fortid og fremtid som geologi, klimaforandringer og atomaffaldshåndtering. Det sker gennem konkrete udforskninger af både naturlige og menneskeskabte underjordiske huler. Det sker med lokale og vidende guider, og med mange referencer til verdenslitteraturen, myterne, historiske facts og forfatterens dybe faglighed.

Sted for sted udvikler hans forskning sig gennem bogen til at gå dybere end fascinationen af de underjordiske konstruktioner til også at rumme en grundlæggende bekymring for fremtiden, da vi som mennesker tilsyneladende ikke altid  forstår betydningen af også at behandle klodens underjordiske lag godt nok.

Bogen er skrevet i et fantastisk flot og poetisk sprog, og samtidig formidler forfatteren oplevelserne og sit ærinde på fuldstændig overbevisende og direkte vis.

Det kommer nok ikke bag på nogen, at jeg giver bogen 6 ud af mine normalt maksimale 5 stjerner!

Robert Macfarlane
Underland
Modtryk, 2020
464 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.