Fra bogens bagside:
Der er ingen tegn på indbrud eller andet påfaldende, da Osamu Nonoguchi finder sin gode ven, bestsellerforfatteren Kunihiko Hidaka, myrdet i sit hjem.

Kriminalassistent Kagas logiske sans bliver udfordret, for både Hidakas kone og Nonoguchi har solide alibier for mordtidspunktet. Alligevel fatter Kaga mistanke til Nonoguchi. De to kender hinanden fra den gang, de arbejdede som lærere på samme skole. Mens Kaga blev politimand, forfulgte Nonoguchi sine forfatterdrømme, dog uden at opnå den samme succes som vennen Hidaka.

Med møjsommelighed og en fantastisk sans for detaljen begynder Kaga at trevle sagen op, og måske skal nøglen til opklaringen af mordet findes i fiktion­ens verden.

Min anmeldelse:
Efter at have læst og anmeldt (se nederst i anmeldelsen) de foreløbigt seneste 2 bøger i forfatterens serie, hvor professor Yukawa spiller en central rolle, så jeg frem til også at læse denne fritstående krimi. 

Og jeg nød den af samme grunde, som jeg nød de andre bøger, jeg har læst af Higashino. Den er godt skrevet, den giver et kig ind i japansk levevis og kultur, den indeholder en god historie, og så er krimihistorien rigtig finurlig i sin form. Alle delene kan jeg rigtigt godt lide. Og så kan jeg som krimilæser også godt lide, at både handlingen og løsningen af krimigåden overrasker, og sådan er det også i denne bog. Derfor giver det ikke mening at lave en lang handlingsbeskrivelse. Bagsideteksten og (forhåbentlig) min karakteristik burde være nok til at vurdere, om det er en bog for sig, eller du heller vil læse en anden type krimi.

Man skal være vågen undervejs i læsningen, for dels skulle jeg vænne mig til de japanske navne (det går nemt efter nogle sider), og dels er der mange spor og overraskelser gennem hele bogen. Det er Hercule Poirots “små grå” kombineret med Sherlock Holmes’ viden og logik tilsat en god del Japan, og det fungerer bare som en helt speciel og fremragende kombination.

Vil du læse mere af Keiko Higashino, kan jeg anbefale serien med professor Yukawa. Første bind hedder “Den hengivne hr. X”. De følgende er: “Den ophøjede morder” (anmeldt HER)  og “En midsommerligning” (anmeldt HER)

Jeg giver gerne bogen 9 sikre skydeskivepoint og 5 krimihjerter på Krimifan.dk

Keiko Higashino
I ond tro
Modtryk, 2020
235 sider

Bogen er læst på Mofibo.