Fra bogens bagside:
Et mord på en rasteplads uden for Hudiksvall bliver optakten til Johan Rokkas indtil videre vanskeligste og mest personlige efterforskning.
Der er kun et år, til Viktor Berger bliver løsladt fra Hall. Endelig er et nyt liv med kæresten Mira inden for rækkevidde. Men alt ramler sammen, da han bliver udsat for afpresning, og Mira, der intet ved om det hele, ser målløs til, da han sætter deres fremtid på spil.
Kriminalinspektør Johan Rokka forstår snart, at mordet på rastepladsen har tilknytning til Stockholms underverden; den verden han engang selv lagde bag sig. Rokka bliver kaldt til hovedstaden for at bistå politiet i efterforskningen, og det bliver hans hårdeste og indtil nu mest personlige sag. For denne morder glemmer aldrig en uretfærdighed og er ikke bange for at tage alle midler i brug for at rydde sine fjender af vejen.
Min anmeldelse:
Bogen er 5. del i serien “Mordene i Hudiksvall”, hvor jeg tidligere har læst og anmeldt bind 2-4:
Bd. 2: Håndlangeren – //blog.drustrup.dk/#post30
Bd. 3: Fikseren – //blog.drustrup.dk/#post97
Bd. 4: Slagteren – //blog.drustrup.dk/#post205
Igen er Johan Rokka den topeffektive opdager, der både bruger og belastes af sin tidligere ungdomskriminelle baggrund og kendskabet til mekanismerne i den narkokriminelle verden.
Bogen er som de første bind i serien en rå og voldsom sag ligesom miljøet jo også er det. Som læser fik jeg sympati med den unge, fængslede Viktor og hans kæreste, ligesom Johan Rokka også er en sympatisk figur. Det er de kendte forbrydere bestemt ikke!
Beskrivelserne af det kriminelle miljø er barske og troværdige. Westin har da også brugt en kontakt fra arbejdet med bind 4 til at sikre troværdigheden. Kontakten var lige løsladt efter 13 år fængsel efter bandekriminalitet og arbejdede intenst med at komme væk fra miljøet bl.a. ved at uddanne sig. De to samarbejdede med at udvikle bogens plot og personer, og kombinationen af kontaktens erfaringer og forfatterens skriveevner har resulteret i endnu en meget spændende historie med Johan Rokka.
Jeg giver gerne også 8 skydeskivepoint til dette bind 5 på min blog og 4 krimihjerter på krimifan.dk.
Gabriella Ullberg Westin
Forræderen
HarperCollins, 2022
349 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.