Fra bogens bagside:
Romanen udspiller sig i Weimarrepublikkens inflationshærgede Tyskland. Tiden og menneskene afspejles i det dramatiske handlingsforløb, som spænder fra hovedpersonen Ludwig Bodmers forelskelse i Genevieve Terhoven, personifikationen af hans længsler, og krast realistiske reportager fra provinsbyen Werdenbrücks lilleverden. Werdenbrück er et karakteristisk udsnit af det slagne, inflationshærgede Tyskland, hvis fremadskridende sociale og moralske opløsning allerede er i færd med at bane vejen for nazismen.
Min anmeldelse:
For en god del år siden fik jeg denne bog anbefalet på det varmeste af en af de mange gode lånere på Løkken Bibliotek. Det var efter hans mening en af de både mest morsomme og mest interessante bøger, han havde læst. Det var kontant samfundssatire på højt plan sagde han. Jeg læste dengang bogen med stor fornøjelse, og vi fik nogle gode snakke om den.
Da den blev foreslået i læsegruppen “Sure Gamle Mænd” som novembers bog, var jeg helt klar til at læse den igen. Hvordan ville jeg mon læse og synes om bogen denne gang?
Det varede et par forsøg og en del sider, før jeg for alvor kom i gang med bogen. Det er markant anderledes at læse en bog, der er skrevet for så længe siden. Sproget og fortællestilen er langt fra nyere prosa og især de journalistiske krimier, og sætningerne er lange. På side 22 fandt jeg en sætning på 18 linjer, og den viste sig ikke at være usædvanlig. Dertil kommer, at den eneste danske udgave, er trykt med meget lille og spinkel sats, hvilket gør den ekstra svær at læse. Det var læsegruppen helt enige i, og en fra læsegruppen havde endda købt nye læsebriller for at kunne komme igennem bogen. Og så er den forunderligt nok ikke lavet som hverken lydbog eller e-bog, undtagen som lydbog på Nota.
Der var udbredt begejstring for bogen i læsegruppen Sure Gamle Mænd på trods af den lille sats.
Tilbage til indholdet. Det var igen denne gang fornøjelig og interessant læsning. Tidsbilledet af et Tyskland, der på ingen måde er kommet sig over nederlaget i 1. verdenskrig står knivskarpt. Personerne er forskellige eksempler på de typer, der udgjorde befolkningen, og satiren er herlig kontant både overfor samfundet i almindelighed og for kirken. Et citat i den forbindelse om religion og kirke: “… og blygrå er kirkernes skygge vokset over landene og har kvalt livsglæden…”.
Hovedpersonen Ludwig overlevede 1. verdenskrigs gru og rædselsvækkende oplevelser og arbejder nu som ca. 25-årig nu i et stenhuggerfirma, der leverer gravsten og mausolæer. Desuden spiller han orgel i en kirke tilknyttet et psykiatrisk sygehus. Bogens øvrige personer er naboer, kunder, soldaterkammerater, forretningsforbindelser, konkurrenter, rige spekulanter, fattige borgere i byen og ikke mindst kvinderne, der både forundrer, ægger og lokker – lige fra naboens lystne kone, de optrædende i en varité, ludere og en mystisk ung kvinde indlagt på psykiatrisk klinik. Netop den unge kvindes rolle i bogen stod for mig ikke så klart. Efter en snak i læsegruppen stod det lidt klarere for mig. De filosofiske og meget absurde samtaler og det meget varierede spil, der er mellem Ludvig og hende, er meget underholdende og viser noget om den tætte grænse mellem normalitet og sindssygdom.
Dagligdagen er en kamp for at overleve pga. den galopperende inflation, og selvmord er ikke usædvanlige. Den tyske Reichsmark afregnes efter dollarkursen, og priserne stiger mindst én gang dagligt, så hverdagen bliver økonomisk meget hårdere dag for dag. Dollarkursen gik fra en ligeværdig kurs til 4,2 billioner Reichsmark for 1 dollar. En fra læsegruppen havde undersøgt emnet nærmere og fandt ud af, at det (og derfor også bogens handling) foregik i 1923 frem mod om ombytningen til ny møntfod.
Bogen slutter med at Ludwig flytter til Berlin, hvorefter forfatteren giver et kort resumé af, hvad der skete med personerne under og efter 2. Verdenskrig, herunder hvad deres holdninger var, og hvilke skæbner de fik i nazitiden.
5 klare stjerner!
Erich Maria Remarque
Den sorte obelisk
Gyldendal, 1956
352 sider
Bogen er lånt på biblioteket.
