Fra bogens bagside:
Som ny efterforskningsleder står politikommissær Gabriel Fjell over for et skræmmende scenarie.
En fjorten år gammel pige har hængt sig i skoven. Snart går det op for Gabriel og hans kollegaer hos politiet i Haugesund, at pigen har deltaget i et onlinespil, som er ved at brede sig blandt unge i byen. Et spil, der tæller ned til den endelige udfordring: at tage sit eget liv.
Sagen river op i Gabriels egen smertefulde sorg fra barndommen, samtidig med at han skal klare sin første efterforskning i den intense kamp mod både tiden og det skræmmende spil.
Gabriel må finde den, der står bag spillet. Og endnu vigtigere – han skal hindre, at flere unge begår selvmord.
Min anmeldelse:
Jeg har med stor fornøjelse anmeldt denne norske forfatters første tre bøger, der er en sammenhængende trilogi fra Haugesund om cirka 10 måneders dramatiske og voldsomme oplevelser for de to hovedpersoner og beboerne i byen.
Det er nogle rigtigt spændende krimier med nogle interessante hovedpersoner, så serien får mine varmeste anbefalinger. Læs dem i rækkefølge. Se mine anmeldelser her:
Maestro – //blog.drustrup.dk/#post3
Hjerteknuser – //blog.drustrup.dk/#post154
Død mands tango – //blog.drustrup.dk#post245
Da jeg hørte, Geir Tangen havde skrevet en ny bog, var jeg – på baggrund af mine gode erfaringer med de første bøger – nødt til at læse også denne nye. Jeg blev på ingen måde skuffet!
Det er et skræmmende realistisk plot om det spil, der via en app driver unge til selvmord. Geir Tangen fortalte ved et interview på årets Krimimesse, at spillet faktisk eksisterer! Og det får unge til at begå selvmord.
Han havde bevidst planlagt den første serie som ren underholdning. Derfor var det vigtigt for ham denne gang at inddrage socialt engagement og en bekymring for unges fremtid.
Baggrunden er hans arbejde som lærer, og det er inspirerende for ham at kombinere undervisning af børn og unge med skriveriet. Han er bekymret for de unge, og åbner for diskussionen af, hvad man gøre for at hjælpe dem.
Han strammer virkeligheden og tilfører fiktionselementer, der på effektiv vis øger spændingen, og den 14-årige, der fortælles om på,bogens bagside, bliver ikke den eneste døde unge!
Hans efterforsker, Gabriel Fjell, engagerer sig (for?) dybt i sagen, for spillet kommer helt tæt på Gabriel Fjell – og så afslører jeg ikke mere. I de dramatiske begivenheder følges både politiarbejdet og de socialarbejdere, der på forskellige måder arbejder med unge, og det er en meget intens oplevelse at følge udviklingen. Der er basis for både at læse bogen som meget spændende og som baggrund for en snak om unges liv.
PS: Ulvetid er i Norge betegnelsen for den tid på døgnet, hvor daggryet sætter ind, og hvor der sker flest dødsfald.
PPS: Ud over at være forfatter, er Geir Tangen også lærer i udskolingen samt en i Norge meget kendt bogblogger om krimier. På han blog https://bokbloggeir.com får man et godt overblik over bl.a. den norske kriminallitteratur, hvoraf slet ikke alle bliver oversat til dansk. Det ses også her, at fortsættelsen til “Ulvetid” hedder “Hundedager”. De hundedage vil jeg se frem til!
Bogen får 9 sikre skydeskivepoint her på min blog og 5 krimihjerter på krimifan.dk.
Geir Tangen
Ulvetid
Straarup & Co, 2023
476 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.