Beskrivelsen i Dansk Bogfortegnelse:
Tara og Thomas bliver fanget af en dag, der bliver ved med at gentage sig selv. Tara oplever den 18. november igen og igen, mens Thomas intet genkender og oplever dagen, præcis som man kan forvente, spritny og ukendt.
Citat fra det første kapitel, der er #121
Jeg hedder Tara Selter. Jeg sidder i det bageste værelse, der vender ud mod haven og en brændestabel. Det er den attende november. Hver aften, når jeg lægger mig til at sove på gæstesengen i værelset, er det den attende november, og hver morgen, når jeg vågner, er det den attende november. Jeg forventer ikke længere at vågne op til den nittende november, og jeg husker ikke længere den syttende november, som var det i går.
Min anmeldelse:
Bogen var februar måneds bog i læsegruppen Sure Gamle Mænd, og det er første bind i en planlagt serie på 7 bind, hvor de første 5 er udkommet indtil nu. (Se læsegruppens oplevelser af bogen til sidst i anmeldelsen)
Jeg var meget spændt på at læse bogen – på kanten af skeptisk. Ud fra en kort beskrivelse lød den ret speciel. At den samtidig var udgivet af forfatteren selv på hendes eget forlag var også et advarselssignal for mig – baseret på erfaringerne. At forfatteren havde vundet Nordisk Råds Litteraturpris i 2022 for serien, var ikke en garanti for, at jeg kunne lide den, men for at andre satte pris på den.
Men hold op, hvor jeg blev fanget ind i bogens meget, meget særlige univers. Tiden er gået i stykker for fortælleren, og ting går på én gang i stå for hende og samtidig i ring. Men resten af verden fortsætter helt upåvirket.
I denne seriens første del oplever fortælleren, Tara, 18. november 365 gange. Så der er i almindelig tidsregning gået et helt år, siden hun for første gang aldrig oplevede 19. november.
Lyder det absurd og for underlig? Vel er det hele noget skørt og skævt, men bogen er forunderlig (i ét ord, altså.) Der er ikke ret meget logisk ved bogens indhold, og personerne finder heller ikke selv forklaringer uanset hvilke alternative teorier, de undersøger, og Tara oplever da også det hele med skiftende sindstilstande lige fra depressiv til nærmest euforisk, men altid uafklaret.
Historierne fortælles i et intenst sprog, der logisk nok rummer mange gentagelser. På den måde afspejles indholdet flot i formen.
De stikord, jeg umiddelbart vil sætte på bogen, er: Foruroligende, fængslende, velskrevet, forvirrende, eksperimenterende og som skrevet forunderlig.
Til sidst i bogen er Tara på vej med et nyt initiativ, og det vil jeg læse om i bind 2. Men gu’ ve’ om jeg så bliver holdt fanget i udregningerne af rumfang uden at kunne slippe slippe fri? Jeg vover det gerne og giver 5 sikre stjerner til dette første bind.
Solvej Balle
Om udregning af rumfang I
Pelagraf, 2020
160 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Sure Gamle Mænd
Kort fortalt:
Bogen skabte gode diskussioner af, hvad meningen var med bogen, og hvordan titlens rumfang kunne passe med indholdet. Og det er altid fint med gode diskussioner om bøger.
Men det var meget forskelligartede oplevelser, vi modne herrer havde haft med bogen. Godt halvdelen ville ikke læse fortsættelsen og var mere forvirret over indholdet og den manglende logik i historien end interesseret i at læse mere om Taras liv med den ødelagte tid. De øvrige var fascineret af bogen og vil senere læse bind 2 og sikkert også videre. Det mystiske og absurde i historien havde fanget dem (os) ind.
Det var samtidig en fælles oplevelse for alle, at det var en fornøjelse at læse sproget, og at forfatterens formuleringer var rigtigt gode. Alene det havde gjort, at alle havde læst bogen færdig!
