Gæsteanmelderen Palle Thomsen har læst bogen og skriver sådan:
Jeg har aldrig læst noget af forfatteren før. Han er meget kendt i sit hjemland Sverige som standupkomiker, tryllekunstner og forfatter.
Bogen er første del af en trilogi, han kalder Blodstormen, og den var nomineret til årets bedste kriminalroman af Det Svenske Kriminalakademi.
Fra bogens bagside:
Det er midsommeraften, og langbordet på broen i den svenske skærgård er dækket med det fineste porcelæn. Forretningsmanden Olof Helander har inviteret vigtige internationale gæster, og alle sejl er sat for at vise dem en ægte svensk midsommerfest. Men da en åben speedbåd glider ind i vigen, og to maskerede mænd rejser sig op med maskingeværer i hænderne, forvandles det idylliske sceneri i næste nu til et blodbad.
Den tidligere politibetjent og nuværende krimiforfatter, Julia Malmros, befinder sig i sit sommerhus ikke langt derfra sammen med sin elsker, den atten år yngre hacker Kim Ribbing. De to er de første på stedet, og de finder Olof Helanders stærkt chokerede datter Astrid i vandet under bådebroen. Astrid har mirakuløst overlevet blodbadet og måske besidder hun nøglen til opklaringen af det, pressen hurtigt døber ”Midsommermassakren.”
Palle Thomsens anmeldelse:
En kendt forfatter og tidigere politiefterforsker får tilbudt at skrive en fortsættelse af Stieg Larssons Millennium-serie om Salander og Blomkvist. Den bliver afvist af hendes forlag, og hun bliver sur og tænker, hun kunne lave navnene om og lave sin egen bog om om Salander og Blomkvist, men laver om på det så den handler om en ung mand, som er edb-hacker og en kvinde på alder med Blomkvist. Men det bliver ved idéen.
Men vores forfatter John Ajvide Lindqvist gør det, og det er der kommet en forrygende krimi ud af.
Et nyt og spændende makkerpar i svensk krimihistorie er skabt – Julia Malmros og Kim Ribbing.
Jeg glæder mig meget til de næste 2 bøger.
Det er en spændende historie, men det er også historien om, hvordan en forfatter bygger en krimi op og historien om et skadet barn, der er kommet videre på trods. Dejlig læsning med superkorte kapitler og et godt sprogbrug.
Den får 9 ud af 10 skydeskivepoint.
Johan Ajvide Lindqvist
Skriften i vandet
Gyldendal, 2023
512 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.