Fra bogens bagside:
Vi har alle vores overlevelsesstrategier.    

Hildur Rúnarsdóttir surfer. På Islands iskolde atlanterhavsbølger overvinder hun bølgerne for at glemme en traumatisk barndom og for at klare hovedet. Et barn er forsvundet i Ísafjörður, Hildurs politidistrikt, og som overordnet er det hendes ansvar at opklare sagen.     

Jakob Johanson strikker. Som finsk politiskoleelev er han blevet udsendt til Island, og som Hildurs makker opdager han hurtigt, at de smukke fjorde gemmer på mørke hemmeligheder.   

Sammen må Hildur og Jakob i kamp med tiden arbejde sig igennem et virvar af forbrydelser, der har tråde langt tilbage i tiden, og som truer livet i den lille by ved fjorden lige her og nu.   

Min anmeldelse:
At kombinere stil og indhold fra Finland og Island i en krimi virker som en fremragende idé, så når den finske forfatter Satu Rämö, der selv for en del år siden er flyttet til Island, lader en af sine hovedpersoner gøre samme tur, har hun haft alle muligheder for at ramme stemningerne og miljøbeskrivelserne præcist. Det gør hun i dette første bind i en islandsk krimitrilogi! Og det er samtidig en spændende historie befolket med interessante hovedpersoner. 

Ad islandske veje ud i øde områder, til fjerne fjorde og gennem små byer, på islandske bølger og i særlige miljøer føres man som læser rundt til fascinerende steder, mens de to politifolks samarbejde udvikler sig under løsningen af de dramatiske sager, hvor det viser sig, at der er relationer til Hildurs traumatiske sag om hendes forsvundne søstre mange år tidligere. 

For en gangs skyld får en krimi mig til seriøst at rejse til stedet, bogen foregår. Efter at have læst bogen, er Island rykket frem i første række af mulige/kommende rejsedestinationer. (Måske vil jeg dog vælge en anden rejsemåned end november, som det meste af bogen foregår i). Og jeg er sikker på, det underbygges, når jeg også får læst fortsættelsen “Rósa & Björk”, der udkommer i juni. De gode naturbeskrivelser fascinerer, og det ville være en forbrydelse at springe over dem under læsningen. De er en integreret del af historien. 

Bogen får 9 sikre skydeskivepoint. 

Satu Rämö
Hildur
Gutkind, 2023 
344 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.