Fra bogens bagside:
Leonore Asker har fundet sig til rette i stillingen som chef for afdelingen for glemte sager og fortabte sjæle, da hun efter mange år uden kontakt hører fra sin far, Prepper-Per. Han vil have Leos hjælp – og får han ikke den, vil han udløse en katastrofe, der kan koste menneskeliv.   

Leos gamle ven, arkitekten Martin Hill, bliver hyret til at skrive historien om en erhvervsleder, der er kendt for sine skøre teorier og en privatejet ø. Rygtet går, at folk der går i land på øen, ikke slipper  levende derfra. Mens Asker og Hill forsøger at løse hver sin opgave, begynder sporene at mødes, og Glasmanden træder frem fra mørket.  

Fra forlagets pressemeddelelse:
Med “Glasmanden” befinder Anders de la Motte sig atter i det Skåne, han kender og elsker, men også i et mere dystert, hemmeligt Skåne – fyldt med dommedagspreppers og med gemte og glemte steder, der kan udforskes af urban explorers. 

De la Motte har denne gang ladet sig inspirere af en virkelig forretningsmand, der påstod at være inspireret af fremmede fra rummet: ”Gösta ’Pollenkongen’ Carlsson grundlagde et meget succesrigt naturmedicinfirma. Gösta hævdede til sin død, at han havde fået grundideen af nogle rumvæsner, efter at han som ung mand var stødt på en UFO i en skov i udkanten af Ängelholm,” fortæller forfatteren.

Min anmeldelse:
Jeg har valgt inden min anmeldelse også at citere fra forlagets pressemeddelse, fordi der her fortælles om forfatterens inspiration. Selv om han i bogen skærper hele situationen og brygger videre på fakta, så giver det alligevel bogen et lidt mere realistisk touch. Og det kunne jeg godt trænge til i et plot, der uden den viden, godt kunne synes at være en god del “for meget”.

Det bærer jeg helt over med i De la Mottes ret hæsblæsende og unikke historie, der bygger videre på seriens bind 1 “De bjergtagne”, jeg har anmeldt her https://blog.drustrup.dk/?p=1833

Dette bind 2 forsætter med temaet urban exploring – altså udforskning af øde, lukkede steder og bygninger samt med de samme centrale hovedpersoner. Samtidig er forholdet mellem Leonore og hendes far samt prepper-holdningerne et centralt element. Som jeg skrev i anmeldelsen af bind 1, minder persongalleriet og stilen mig lidt om Adler Olsens Q-serie, men serien er alligevel helt sin egen, og bogen beviser endnu en gang forfatterens evne til at skabe logik og god sammenhæng i en vild og velskrevet historie befolket med nogle interessante og helt specielle personer – denne gang ikke mindst i den erhvervsfamilie, hvis historie Martin bliver hyret til at skrive historien om.

De voldsomt dramatiske begivenheder udspiller sig i løbet af en uges tid og fortælles kronologisk i korte kapitler med forskellige synsvinkler. Det hele opleves især gennem især de to hovedpersoner, Asker og Hill, men også politimanden Hellman og ikke mindst den mystiske og anonyme Glasmanden, hvis identitet først afsløres til allersidst. Dertil kommer nogle tilbageblik af betydning for de nutidige begivenheder samt et kort efterspil, der i øvrigt sandsynliggør en fortsættelse. Jeg er i hvert fald ikke færdig med Leo/Leonore Asker, makkeren Hill, hendes far Prepper-Per, politichefen Hellman og de sære personer i Leonore Askers “Afdelingen for glemte sager og fortabte sjæle”. Jeg læste bogens sidste halvdel færdig i nogle meget sene nattetimer, fordi jeg var nødt til at få slutningen med, og så virker en krimi jo fuldstændigt, som den skal! 

9 sikre skydeskivepoint!

Anders De la Motte
Glasmanden
Modtryk, 2024 
591 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.