Fra bogens bagside:
Drabsefterforsker Amanda Miller og hendes ældre makker, Ole Madsen, bliver sat på en lokal sag om en forsvunden kvinde i udkanten af Viborg. Alle beviser peger entydigt på, at ægtemanden står bag, men der er ikke noget lig. Han anholdes og sigtes for manddrab, men Amanda synes, at det hele ser for perfekt ud, og begynder at se i andre retninger, hvilket bringer hende på kollisionskurs med sine kolleger og overordnede. Tvivlen nager, men hun føler sig sikker i sin sag om, at ægtemanden er uskyldig, og sætter sin karriere på spil.

Samtidig opsøger Amanda endnu en clairvoyant i sit årelange, mislykkede forsøg på at genskabe sin tabte hukommelse fra den traumatiske dag, hvor hun som 10-årig så sin familie blive brutalt dræbt af en ukendt gerningsmand, hvis ansigt er det eneste, hun kan huske, og som hun som barn kaldte “manden med stenansigtet”. Drabene blev aldrig opklaret, og sagen henlagt, men Amanda har lige siden været drevet af hævn og jagtet sandheden, fast besluttet på at finde manden, der tog hendes familie fra hende. En asiatisk skønhed og åndeligt medie, Angela Woo, viser sig at være vejen ind til Amandas mørklagte sind.

Min anmeldelse:
Bogen er første bind i en ny krimiserie og denne gang på eget forlag, og det er en udmærket begyndelse på serien. Elementerne i bogen er klassiske krimielementer: en uregerlig og bederevidende opdager, der ofte har ret, og som har nogle ret udfordrende traumer og problemer at slås med. Det er et velkonstrueret krimiplot, der, ganske som det skal være, lader læseren gætte med undervejs, men kun for at blive snydt og overrasket – også mere end én gang. 

Bogen er velskrevet med en ret åben sats, så min læsning gik hurtigt – også fordi jeg var nysgerrig efter at finde ud af slutningen, der selvfølgelig spiller på bogens titel, og så siger jeg ikke mere. I forfatterens serie med Jakob Fink som hovedperson (se nederst i anmeldelsen), spiller bogens lokalitet en større rolle, end i,denne nye. Den foregår i forfatterens hjemby, Viborg, men kunne foregå hvor som helst.

Som det ofte er i krimier i serie, er der selvfølgelig stadig uafklarede mysterier i hovedpersonens baggrund, så der kommer helt sikkert en fortsættelse. 

Som tidligere nævnt en udmærket start på en ny serie , og den får 7 point på min krimispændingsskydeskive.

Morten Remar
Kvinden under jorden
Magnolia, 2024
302 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

PS:
Jeg har anmeldt forfatterens anden serie med Jakob Fink som hovedperson her:
1: Skyggemord – https://blog.drustrup.dk/?p=752
2: Skalpel – https://blog.drustrup.dk/?p=752
3: Mestermanden – https://blog.drustrup.dk/?p=1369