Denne anmeldelse er lagt i hænderne på en gammel ven og bibliotekarkollega, der ud over at være bredt læsende og oplevende også har tætte forbindelser til Lolland, hvor bogen foregår.
Fra bogens bagside:
Lolland, sommeren 1897. Egnen hærges af gårdbrande og spædbørnsdrab.
Da endnu et lig af en nyfødt dreng findes i en sø nord for Nakskov, bliver efterforsker Georg Rosenkrantz sat på sagen. Han allierer sig med Karen Sjællænder, der kender alle afkroge af byens rå underverden, og afdækningen trækker tråde til de polske roebønder og byens store sukkerfabrik.
Her på kanten af det nye århundrede er Nakskov en af Europas driftige havnebyer, og samfundet er præget af en industri i vækst, men også af en gryende klassebevidsthed, der truer den bestående orden. En orden, som magtens mænd vil gøre alt for at bevare.
Arne Bak-Sørensens anmeldelse:
Dette er forfatterens tredje roman – og jeg har beklageligvis ikke læst de tidligere. Det agter jeg at gøre, for denne roman er både underholdende og oplysende.
Det underholdende går på, at vi oplever livet i en provinsby (Nakskov) i 1897 med fokus på en (eller rettere flere) kriminalsager, der drejer sig om drab på nyfødte samt brandstiftelse.
Det oplysende medfører, at vi får et glimrende indblik i livet for både over- og underklassen. Vores hovedperson Georg Rosenkrantz er herredsfoged (den tids politimyndighed) og hører således til overklassen. De mistænkte er i første omgang roepigerne, der mestendels kom fra Polen for at arbejde i de lollandske marker – og hører i den grad til underklassen. Kontrasterne er store – ustandseligt er de ”fine” herrer ude at spise, fortrinsvist på byens førende hotel og restaurant (og som sjovt nok stadig findes).
Det viser sig imidlertid, at ikke alt er, som det ser ud. Vores ”helt” har åbenbart pengeproblemer – og vi kan også se, at han måtte rejse fra København (hvor han og konen helst vil bo). Han kan heller ikke helt fritages for at være lidt ufin i kanten. Vi opdager også hurtigt, at de såkaldte pæne mennesker i mange tilfælde er både kriminelle og amoralske. Nu skal jeg ikke røbe hele handlingen, men bogen er både spændende og undertiden morsom.
Forfatteren skriver glimrende med den lille undtagelse, at der undertiden sniger sig ord ind, der ikke hører til i perioden – fx holder vores hovedperson weekend, et begreb der endnu ikke var opfundet i Danmark på dette tidspunkt. Men det skal være ham tilgivet, for sproget fungerer ellers levende og velsmurt. Der er også en del underholdende personer, bl.a. betjenten Nielsen, der er noget for sig, men som tager sig sammen i slutningen af bogen. Også den koleriske borgmester, der er hovedpersonens nærmeste overordnede, beskrives meget levende. Man er hele tiden godt underholdt, samtidig med at man også kan blive lidt klogere af læsningen.
Et lille efterord afslører, at heltens navn er sammensat af to i tiden vigtige personer, nemlig forfatteren Palle Rosenkrantz, der faktisk arbejdede en tid som konstitueret herrredsfoged i Nakskov og som senere udgav omkring 40 romaner, en del af dem krimier, hvoraf ”Hvad skovsøen gemte” er mest kendt – og danner noget af historien her. Han kæmpede også for en forbedring af strafferetsplejen (det lykkedes i 1919).
Den anden er Georg Brandes, der blandt meget andet kæmpede for en forbedring, at den moderne litteratur skulle sætte problemer under debat.
Bogen anbefales stærkt. Den får 5 stjerner.
Tonny Vorm
De navnløse
Gutkind, 2024
298 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
