Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Alessandro Perissinotto & Piero d’Ettorre: Klassefesten

Krimi og spænding Posted on 28 jun, 2024 22:18

Fra bogens bagside:
Det er den 22. februar 2018. Dagen begynder, som den plejer. Meroni spiser morgenmad med sin hustru. Hun er lam efter at være blevet påkørt af en flugtbilist og køres i handicaptaxi til skole, hvor hun underviser.

Meroni har ikke opgivet at finde flugtbilisten.

På advokatkontoret, hvor han arbejder, venter en ældre kvinde, som fortæller, at hendes søn samme morgen er blevet arresteret for mordet på en ung pige til en klassefest for 34 år siden. En fest som sønnen ifølge moren ikke deltog i.

En mand har siddet fængslet i flere år for mordet, men nu er der dukket beviser op, som peger på kvindens søn.

At forsvare mordere gjorde ham utilpas. Hans kolleger sagde igen og igen, at en advokats opgave var at garantere en retfærdig rettergang, ikke at fastslå sandheden og endnu mindre at dømme de skyldige og frikende de uskyldige. Men for Giacomo Meroni, måske på grund af hans fortid som politimand, så interesserer sandheden ham.

Meroni påtager sig forsvaret af sønnen.

Min anmeldelse:
Perissinotto har jeg tidligere anmeldt andre italienske krimier af – “Den hvide nat” her: http://blog.drustrup.dk/#post151 og “Titanics orkester” her: http://blog.drustrup.dk/#post259

Han har også skrevet krimier fra Estland under pseudonymet Arno Saar – “Toget til Tallin” anmeldt her: http://blog.drustrup.dk/#post261 og “Sneen under sneen” anmeldt her: https://blog.drustrup.dk/?p=756

I dette første bind i en ny serie har han samarbejdet med forsvarsadvokaten Piero d’Ettorre, og det samarbejde har dannet den realistiske baggrund for en regulær retssalskrimi med rigtig god italiensk stemning. Det makkerpars samarbejde lover godt for fortsættelserne, og en fortsættelse er nødvendig for at få svaret på, hvem der var flugtbilisten, som påkørte Ciacomo Meronis kone Rossana. 

Meronis forhold til konen og hendes udfoldelser på skipisterne på trods af sit handicap er sammen med sagen om flugtbilisten en parallel og privat sidehandling, som med et klassisk krimigreb kan knytte en series bind sammen i en konstant spændingslinje. Det vil vise sig, hvor lang den linje bliver. 

Hovedhandlingen er sagen mod den anklagede Corbini Riccardo og Meronis intense arbejde med at finde frem til sandheden så mange år efter, forbrydelsen blev begået. Han trækker på alle kontakter fra sin tid som politimand, og sammen med sin praktikant Giulia undersøges alle tænkelige og utænkelige spor. 

Det hele beskrives kronologisk og detaljeret i en stil, hvor forfatterens beskrivelser suppleres med Meronis overvejelser og en god del replikker. Det virker måske lidt småsnakkende, men det fungerer fint, fordi det formidler stemninger og situationer samt sagens finurlige udvikling ganske godt. Den italienske stemning er med hele tiden, og jeg hyggede mig med den, selv om det helt sikkert have været endnu bedre, hvis jeg nu kendte mere til Torino.

Der er en del retssalskrimi, hvor efterforskning og det taktiske spil mellem politi/anklager og forsvarer er i centrum. Jeg kan godt lide genren og har før anmeldt bøger af Gianrico Carofiglio her: http://blog.drustrup.dk/#post18 og http://blog.drustrup.dk/#post211 samt af Steve Cavanagh bl.a.her: https://blog.drustrup.dk/2019/09/29/steve-cavanagh-logneren/ 

Det bliver til 8 sikre skydeskivepoint.

Alessandro Perissinotto & Piero d’Ettorre
Klassefesten
Arvids, 2024
259 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

PS
Bind 2 udkom sidste år på italiensk:



Susanne Staun: Forræderne i Litauen

Krimi og spænding Posted on 28 jun, 2024 09:30

Jeg har selv læst mange bøger af Susanne Staun og har også anmeldt nogle – bl.a. den fremragende Kønslig omgang her https://blog.drustrup.dk/?p=628, og jeg har generelt været glad for dem. Så da gæsteanmelder Palle Thomsen sendte mig nedenstående anmeldelse, måtte jeg lige selv se nærmere på bogen. Og Palle har (igen) ret i sin konklusion, mens jeg dog godt vil give et skydeskivepoint mere, end han har gjort.

Bogen er iøvrigt bind 1 i forfatterens Østersøtrilogi, hvor bind 2 hedder Kaosagenterne og er planlagt til at udkomme september 2024.

Fra bogens bagside:
Litauen, september 2022: Ukrainekrigen er gået ind i ottende måned, og i den tidligere sovjetrepublik Litauen er frygten for russerne til at tage og føle på. Et oprør blandt landets russisk-sindede minoriteter ulmer: De polske og russiske minoriteter vil have deres egen folkerepublik i det østlige Litauen styret fra Moskva. 

Sikkerhedstjenesten er underbemandet, og deres agenter forsvinder, den ene efter den anden. Senioragent Tomas Minkus, der er drevet af sin fortid under sovjetisk styre, er netop udskrevet fra hospitalet efter et giftangreb. Politiet mistænker hans forsvundne kone Ana, men det giver ingen mening for Tomas. Da han sammen med en kollega fra FBI bliver sendt rundt til uroens brændpunkter, har han sin egen mission: at opklare, hvad der er sket med Ana.

Forræderne i Litauen er en spændingsroman om den tilspidsede situation på den anden side af Østersøen, om nye fronter imellem gamle naboer og om at holde håbet i live.

Palle Thomsens anmeldelse:
Jeg har læst mange af Susanne Stauns bøger, og de har alle været gode bøger.
Denne er en kikser!

Det er en spændingsroman, men der er ingen spænding overhovedet. Nej, hvor er den kedelig.

Emnet er sådan set fint – Litauen i skyggen af Ruslands invasion af Ukraine hvor vi følger den litauiske efterretningstjeneste og deres problemer med Rusland og de etniske minoriteter i Litauen. Det kunne have været en god historie. Men fortællingen kommer aldrig rigtigt igang, har ingen ordentlig afslutning. Underlig roman.

Forfatteren har virkeligt gjort sit forarbejde og sat sig ind i problemstillingerne i de baltiske lande og især Litauen. Men den rykker ikke. Hun strør sig om med russiske, litauiske og polske udtryk – skrevet i kursiv og ikke oversat til dansk. Man opdager først til sidst, at der er en ordliste bagerst i bogen.

Jeg kedede mig gudsjammerligt – så kun 3 skydeskivepoint ud af 10, skriver Palle.
(Dertil kommer mit eget ekstra point, så det bliver til 4 point på skydeskiven.)

Susanne Staun
Forræderne i Litauen
Gyldendal, 2023
318 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.