Fra bogens bagside:
En krimi om prostitution, magt, mord og kærlighed, hvor forfatteren stiller spørgsmålstegn ved vores (dobbelt)moral omkring seksualitet og magt

Miriam er 25 år og har med sin cerebrale parese aldrig rigtig opsøgt mænd og sex. Men nu har hun lyst til at prøve det, og søger på internettet efter en mandlig escort. Hun har det dog svært ambivalent med det, da hun samtidig arbejder på Connies Krisecafe, hvor hun hjælper prostituerede kvinder. Imens bliver hun hvirvlet ind i en sag om en prostitueret, som er forsvundet og udvikler til sig til et uhyggelig dobbeltmord på landet…

Min anmeldelse:
Bogen er første bind i krimiserien “Connies krisecafé”. Den var undgået min opmærksomhed og var derfor heller ikke kommet på min oversigt over krimiserier – https://blog.drustrup.dk/wp-content/uploads/2024/08/Krimiserier-2024.pdf – men den kommer selvfølgelig med i næste udgave sammen med fortsættelsen “Sidste udvej”, der kom i 2023. 

Når jeg valgte at læse den, var det både fordi, det var første bind i en ny dansk serie, på grund den anderledes vinkel på emnet, og fordi jeg tidligere med fornøjelse har læst bøger af Gretelise Holm.

Jeg kan godt lide hendes stil med at kombinere aktuelle emner set fra en journalistisk og samfundsmæssig vinkel med krimielementer. Hendes krimi “Dødfunden” har jeg anmeldt her https://blog.drustrup.dk/2019/11/22/gretelise-holm-dodfunden/ 

I denne krimi er prostitution og escortservice vendt lidt på hovedet, idet det er en kvinde, der søger en escort. Den vinkel var sammen med selve krimihistorien ikke de vigtigste for mig under læsningen af den velfortalte historie. Det mest interessante var mødet med personerne fra de forskellige sociale lag og ikke mindst arbejdet blandt de frivillige i Connies Krisecafé, hvor retshjælp, socialrådgiverhjælp og økonomisk bistand ydes, samtidig med at der en social café og værksted. Mødet mellem den jurastuderende Miriam og hendes escort, den småkriminelle Kasper, er kærlighedsdelen af forsidens passende betegnelse “kærlighedskrimi”.

Alt i alt en interessant og flydende fortalt historie i koncentreret form. En bog med flere spor og lag- en bog til 8 skydeskivepoint.

Gretelise Holm
Smukke mand
Alhambra, 2022
373 sider  

Bogen er læst på Mofibo.