
Bogen er del 2 i forfatterens nye serie, der kombinerer hans 2 hovedpersoner fra andre serier. Første bind hed “Paradise”, og det blev anmeldt her – https://blog.drustrup.dk/?p=2713 – af gæsteblogger Palle Thomsen, der også har anmeldt denne fortsættelse.
Fra bogens bagside:
Det nye makkerpar Agnes Hillstrøm og Thor Belling får deres første cold case, da et mumificeret lig af en mand findes i et gammelt hus i Helsingør. Opklaringen er vanskelig, selv for de to garvede efterforskere, og da det viser sig, at mumien har ligget i kælderen i mere end fyrre år, må de grave langt tilbage i tiden for at forstå, hvorfor mumien, de kalder Farao, døde.
De ansvarlige drabsmænd er formentlig gamle nu, men hvis nogle af dem stadig trækker vejret, kan de regne med at få besøg.
Palle Thomsens anmeldelse:
Hvid og Belling serien er nu ændret til Hillstrøm & Belling, og dette er nr 2 i den nye serie.
En klassisk Lars Kjædegaard-krimi på under 300 sider.
Som sædvanligt et godt plot, velskrevet, letlæst og med humor. Jeg er en sprognørd og går meget op i, om samtalen mellem personerne føles naturlig, om der er for meget unødigt fyld for fyldets skyld, om tegnsætningen er korrekt o.s.v. Det hele er bare i orden hos Lars. Jeg tror, han er en finurlig type og nogle gange leger lidt med sproget – bruger ord som grumme sulten, forplumret, på blanken formiddag. Herligt.
Hovedpersonerne er efterhånden oppe i årene og synger på karrierens sidste vers. Jeg håber dog, det varer noget, inden Lars pensionerer Hillstrøm og Belling.
Eneste minus ved bogen er slutningen. Den brød jeg mig ikke om, for den var for utroværdig. Det virker, som om Lars har tænkt: – nå, jeg skal dælme se at komme igang med den næste krimi, så jeg gør lige den her hurtigt færdig.
Så jeg ender på 8 point ud af 10. Slutningen kostede 1 point.

Lars Kjædegaard
Farao
Gyldendal, 2025
272 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.