Gæsteanmelderen Palle Thomsen skriver sådan: Jeg har ikke læst noget af Logan før, men han har solgt over 2 millioner bøger, og denne bog er beskrevet som en bestseller. Så jeg glædede mig til at læse den.

Fra bogens bagside:
Sigtet for mord. Nu er hun fri …

Der er begravelse, og en kvinde med et forpint udtryk står skjult og betragter sine sørgende sønner. Men hun er hverken i stand til at trøste dem – eller afsløre sin hemmelighed.

Ti år tidligere er Heather ved at gøre sine børn klar til at gå i seng, mens hun venter på, at hendes mand Liam kommer hjem, uvidende om at det er den sidste aften, de kommer til at tilbringe sammen som familie. For dagen efter vil hun blive anklaget for mordet på Liam.

For ti år siden mistede Heather alt. Nu skyr hun ingen midler for at rense sit navn – og for at få sine børn tilbage … 

Palle Thomsens anmeldelse:
Hold da op for en spændingsroman.

En kvinde bliver prøveløsladt efter 10 år i fængsel for mordet på sin mand og vil finde tilbage til sit liv og børn. Hun kommer tilfældigt i forbindelse med en falleret journalist, en junkie og sammen prøver de at opklare det mord, hun er uskyldigt dømt for.

Hun kommer bl.a. i kontakt med den politimand, som stod for opklaringen, og som stadig mener, hun var den skyldige. Han siger til hende:” Ingen straffesag  er hundrede procent perfekt. Hvis du er heldig, kan du måske nå op på 90 procent, 80 procent eller måske 75 procent, og jeg har set folk blive dømt på mindre end det og frikendt for mere.” Og vi har jo hørt om personer i USA, som er blevet frikendt efter 20-30-40 år i fængsel. Bogen beskriver godt det at være uskyldigt dømt og forsøge at holde håbet i live.

Den indeholder nogle fantastiske personbeskrivelser samt en troværdig og velskrevet dialog. Virkelig en fornøjelse at læse. 

Den skulle have haft fuld skrue, men mister et enkelt point grundet en manglende forklaring på en del af opklaringen. Det har dog ingen særlig betydning for fortællingen, og måske er jeg bare for pedantisk. Jeg kvitterer med 9 skinnende point ud af 10.

T. M. Logan 
En mors mareridt
Jentas, 2025
432 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.