
Fra bogens bagside:
Walther er 93 år og pensioneret retsmediciner. Han har set døden tættere på end de fleste – og han lader aldrig et ubesvaret spørgsmål ligge.
Channie er hans voksne oldebarn. Hun kæmper med sin fortid, sit sind og sin plads i verden, men har arvet Walthers skarpe blik for sprækker i sandheden.
De to har haft en turbulent tilværelse, men bedst som det hele ser ud til at ånde fred og ro, får Channies intuition og overlevelsesinstinkt bragt hendes og Walthers liv i alvorlig fare.
Min anmeldelse:
Det er nok et krimiseriernes mest umage, men meget tætte makkerpar. Jeg har med fornøjelse fulgt dem gennem seriens to første bøger og en lille selvstændigt udgivet novelle, der binder historien sammen – og har senest anmeldt “Vildført” her https://blog.drustrup.dk/?p=2701
De to retfærdighedssøgende hovedpersoner trodser alle odds og advarsler og går på jagt i den århusianske musikverdens mere tvivlsomme dele med bl.a. vold og svindel efter baggrunden for mord og forsvindinger, og det bliver livsfarligt.
Historien flyder godt i klar og velskrevet form – og dejligt kort. Det er ikke kun en spændende krimihistorie, det er også en god historie om særlige familierelationer – og tilsat humor undervejs.
Det bliver til 8 sikre skydeskivepoint.

David Garmark
Bortgemt
Modtryk, 2026
278 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.
