Fra bogens bagside:
Jan Guillous klummer i svenske Aftonbladet har handlet om alt lige fra forestillingen om, at de fattige får det bedre af skattelettelser til de rige, over kravet om hårdere straffe og flere fængsler til striden om de svenske ulve. Men allermest om terrorisme og om lighed for loven.
I de senere år har klummerne haft særligt fokus på den voksende højreekstremisme, som Jan Guillou anser for den største trussel mod det svenske demokrati siden Anden Verdenskrig.
Min anmeldelse:
Mens jeg venter på den kommende og overraskende bog fra Guillous pen, har jeg nydt denne samling klummer, hvor hans skarpe meninger formidles klart og kontant. Jeg har aldrig været i tvivl om hans holdninger, som jeg tidligere har mødt i debatter på f.eks. Bok& Bibliotek, og som jeg også har fundet i hans fascinerende bog “Ordets magt og afmagt : mit skrivende liv” (2007), der viser hans store samfundsengagement. Alligevel var det en god oplevelse igen at læse hans knivskarpe og velformulerede argumentationer for sine synspunkter på en bred vifte af emner.
Uanset om man er helt eller delvist enig med Guillou eller ikke har sympati for hans holdninger, vil man helt sikkert kunne nyde hans formuleringer og måde at argumentere på. Samlingen af klummer er et godt tidsdokument.
Den bog, jeg venter på, er “Den der dræbte helvedes engle”, hvor 2 pensionister fra tidligere bøger af Jan Guillou, Erik Ponti og Carl Hamilton, har slået sig sammen. Forlaget beskriver bogen sådan: “Det er den spændende første bog i en vild romanserie, hvor to af Guillous mest ikoniske karakterer slår pjalterne sammen for at kæmpe mod ekstreme kriminelle organisationer, der skaber uretfærdighed og ondskab i samfundet.” (Den udkommer 24. maj)
Der er en klar forbindelse til Jan Guillous holdninger fra klummerne, som jeg meget gerne giver 4 stjerner på min blog.
Jan Guillou
At skrive i svære tider : Kommentarer 2005-2021
Modtryk, 2022
291 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.