Bogen er en samling af seks noveller med den politichef Kate Burkholder i hovedrollen. Miljø og begivenheder er helt parallelle med det, der sker i den lange og gode serie fra Amish-miljøet i Ohio, USA. Her har jeg anmeldt bind 7-12 – https://blog.drustrup.dk/?p=1257 

De 6 noveller er:

  • Væk: Under en tiltrængt ferie med sin mand, John Tomasetti, opdager Kate, at det gamle feriehus er hjemsøgt af en pige, der forsvandt årtier før. 
  • En godt skjult hemmelighed: En efterladt baby findes på Amishbiskoppens veranda, og Kate kaldes ind for at undersøge sagen. 
  • Den halve sandhed: Kate afdækker hemmelighederne bag sin egen opvækst.
  • De heldige: En teenagepige overfaldes til en Amish-fest, mens Painters Mill er plaget af en strømafbrydelse. 
  • I dystert selskab: Historien om en kvinde plaget af hukommelsestab, der forsøger at huske navnet på sin overgrebsmand … og sit eget.
  • Med fuldt overlæg: Kærligheden mellem en Amish-pige og en “engelsk” dreng udløser jalousi og hævn.   

Alle historierne er – naturligvis i kort form – opbygget som Castillos romaner, hvor Kate Burkholder udnytter sit kendskab til Amish-miljøet til at opklare forbrydelser, der ofte har Amishfolk som ofre. 

Historierne tilføjer kun begrænset nyt til seriens univers, men det gør ikke spor. Mere af det samme er her godt, for det er både hyggeligt, spændende og interesssant at læse mere om dette amerikanske parallelunivers. 

Bogen er (endnu ikke?) udgivet som trykt bog, men kan kun læses som e-bog eller lyttes som lydbog. Jeg læste den som e-bog på #mofibo 

Den får 8 skydeskivepoint her, og 4 krimihjerter på krimifan.dk  

Linda Castillo
Den halve sandhed
JP/Politikens Forlag / NorthAudio Publishing, 2022
233 sider? / 10 timer og 25 minutter som lydbog