Fra bogens bagside:
Neil Gaiman genfortæller på ægte Gaimansk facon med dybde, passion og humor de fascinerende historier fra den nordiske mytologi. Han forbliver tro mod myterne og formidler dem, så både unge og voksne trækkes ind i de gamle guders magtkampe, oplever deres letantændelige temperamenter og deres evige forsøg på at narre hinanden og skabe intriger.


Min anmeldelse:

De gode og stærke nordiske myter er blevet genfortalt, bearbejdet og anvendt i bogform og på andre medier rigtigt mange gange. Det er, fordi de stadig fascinerer og er en central del af vores kulturarv.

Men selv om det er stærke historier, kræver det god formidling at holde dem i live, og der er Neil Gaiman absolut i topklasse. Han er tydeligvis fascineret af myterne og er godt inde i dem, for begge del er nødvendige for at gøre dem så levende, som de er i bogen.

Det er en stor fornøjelse at få de kendte og grumme historier frisket op, for selv om jeg havde læst dem tidligere og også godt kunne huske det meste, så bliver de her fortalt med en friskhed, kraft og nærværende humor, som gør, at de nydes og genopdages – eller opdages for første gang.

Bogen og myterne anbefales på det varmeste for alle aldre fra ca. 8 år og op!
4 store stjerner får den!

Neil Gaiman
Nordisk mytologi
Modtryk, 2017
268 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.