Fra bogens bagside:
Selv længe efter opklaringen af en række krigsveteraners voldsomme død, bliver sagen ved med at kaste lange skygger ind over den tidligere jægersoldat, Niels Oxen, og hans makker i PET, Margrethe Franck.

Tynget af skyldfølelse over sin rolle i sagen er Oxen draget ud på vandring, mens Franck rager uklar med ledelsen og suspenderes.

Da forhenværende PET–chef Axel Mossman beder om deres assistance, ligner det en tiltrængt pause i alle spekulationer. De tre skal bistå skattemyndighederne med et hemmeligt køb af data fra en banklækage i Panama.

Sideløbende forsøger Franck og Oxen at hjælpe den unge betjent Sally Finnsen med at nå helt til bunds i den gamle sag og finde den mystiske skikkelse, der dræbte hendes bror.

Mens Mossman opfører sig yderst mistænkeligt undervejs, bringer Panama–sagen chokerende viden frem i lyset og fletter sig tilsyneladende sammen med deres jagt på den skyldige.

Den bliver med livet som indsats. For mægtige, usynlige kræfter er ingen pris nemlig for høj, når det gælder om at beskytte en morder …

Min anmeldelse:
Efter slutningen på Oxen-trilogien – De hængte hunde – De mørke mænd – De frosne flammer – troede jeg, det var slut med historier om Oxen, men heldigvis fortsatte Jens Henrik Jensen, så trilogien nu er på 6 bind! 

Med Lupusblog.drustrup.dk/#post175 – begyndte en ny historie med de samme personer, og den fortsatte i Gladiator – https://blog.drustrup.dk/?p=1020.

Med dette nye bind afsluttes den sag, der begyndte i Lupus til (næsten) alles tilfredshed. Som læser var jeg under alle omstændigheder super tilfreds med hele historien og med det fornyede bekendtskab med de herlige personer: Oxen, Franck, Finnsen samt den grå eminence Mossmann. Også Oxens søn Magnus spiller på bedste vis en stadig større rolle i Oxens liv.

På meget fornem vis rekapitulerer Jens Henrik Jensen løbende og diskret forhistorien helt tilbage fra den første trilogi, men især med vægten på de forrige to bind i denne nye trilogi. Det hjælper på hukommelsen, hvis eller man har kunnet glemme uhyrlighederne fra især Gladiator. Under alle omstændigheder letter det læsningen, men det fritager på ingen måde folk fra at læse serien i rækkefølge! 

Det er en barsk historie med dobbeltspil og hemmeligheder på alle niveauer. Det gælder internt i gruppen, men også på både nationalt og internationalt plan mellem myndigheder og efterretningstjenester. Der er brug for alles færdigheder og personlige ressourcer, og det er en kamp på liv og død. Så er det synd at fortælle mere om handlingen. Læs selv og bliv fanget j d af den velskrevne tekst samt den komplekse og fængslende historie.

Jeg vil til sidst takke forfatteren for, at skurken over alle skurke kommer fra Brønderslev, hvor jeg bor. (Det afslører jeg ikke noget ved at skrive.) Endelig en skurk fra det område! Oxen kommer desuden steder, hvor man i beskrivelserne tydeligt fornemmer et stedkendskab ud over Københavnsområdet – f.eks. Dannevirke, Gendarmstien, Berlin og Dalby Huse.

En opfordring og en udfordring 

– som jeg også bringer i min anmeldelse af Jesper Stein: City
se her https://blog.drustrup.dk/?p=1856
Jeg kan snildt forestille mig 2 ikke helt unge, men effektive og handlekraftige typer som Oxen og Axel gå sammen i aktion mod hvad som helst i city eller på vandretur, og hvis der kommer en hund møffende forbi, så hæng den – eller noget andet, så den ikke indgår i historien. Tag den udfordring op, Jesper-Henrik Jens Stein-Jensen!

10 sikre skydeskivepoint – et rent pletskud!

Jens Henrik Jensen
Pilgrim
Politikens Forlag, 2023
464 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

PS: Så venter jeg bare på TV-filmatiseringen af De hængte hunde…..