Bogen er gæsteanmeldt af Palle Thomsen.
Forlagets beskrivelse :
Hele den umaskerede fortælling om en svigtet dreng, der blev hyldet for sine raketforsøg og endte som gerningsmand i Ubådssagen.
Peter Madsen er en berømthed i Danmark. Kendt for sine hjemmebyggede ubåde og raketopsendelser. Han modtager priser i ind- og udland, turnerer med foredrag og medvirker i tv-udsendelser. Han samler folk omkring sig i et ambitiøst projekt om at blive den første amatør, der rejser ud i rummet. Men under overfladen på den excentriske opfinder lurer en farlig personlighed. En personlighed, der lyver, manipulerer – og dræber.
“Under overfladen – profil af en morder” er en kritisk biografi om mennesket og morderen Peter Madsen. Bogen opruller hans foruroligende livshistorie, der begynder med en vanskelig opvækst på Vestsjælland. Den fortæller om livsfarlige eksperimenter, grænseløse udskejelser i mørke sexklubber og om hans udvikling fra kejtet outsider til hele Danmarks ‘Raketmadsen’.
Det er fortællingen om, hvordan det går galt for en mand, der i offentlighedens øjne har alt, men vælger at smide det hele væk for at begå et planlagt og perverteret drab.
Bogen trænger ind bag Peter Madsens romantiserede fortælling om sig selv og afslører et spind af løgne og bedrag.
Palle Thomsens anmeldelse:
De 2 forfattere forsøger at tegne et portræt af Peter Madsen, og hvorfor han endte med at dræbe Kim Wall i sin ubåd. Det er et portræt af en psykopat i fuld udfoldelse. Om hvordan en psykopat kan være det sødeste og omgængelige menneske med gode venner, charmerende og dragende menneske. Selv efter livstidsdommen får han tilbud fra kvinder udenfor, som gerne vil lære ham at kende!!
Det er en barsk historie om en forfærdelig opvækst. Om hans barske opvækst har gjort ham til det, han er, eller om det skyldes en iboende sygdom, er svært at sige. En velskrevet biografi om et frygteligt menneske. Vær forberedt på barske passager i bogen.
Bogen får 7 point ud af 10 mulige
Bo Norström Weile og Jesper Vestergaard Larsen
Under overfladen : profil af en morder
People’s, 2023
300 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.