Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få besked, når der er et nyt indlæg

Therese Philipsen: Ikke flere løgne 

Krimi og spænding Posted on 25 sep, 2023 15:17

Fra beskrivelsen på Saxo:
Da den 12-årige Sophie Williams tog på summer camp, kom hun aldrig hjem igen.

Tre måneder senere bliver hendes lig fundet i hendes sovepose i det mest besøgte område af Cocoa Beach, og byen er i oprør.

Sophie Williams var ikke et hvilket som helst barn. Hun var byens mest elskede surfidol og spået en stor karriere.

Da et andet barn, sønnen til en kendt senator, bliver kidnappet, og forældrene modtager en foruroligende video, kaster FBI-profileren Eva Rae Thomas – der netop er vendt tilbage til sin hjemby, skilt og arbejdsløs – sig ud i efterforskningen og bryder sit løfte til sine børn om ikke at arbejde for politiet igen.

Det er det lokale politi med hendes gamle flamme Matt Miller i spidsen, der beder om hendes hjælp i en sag, der er så foruroligende, at kun hun kan løse den. 
Men jo dybere de graver, jo mere dødbringende bliver det for Matt og Eva Rae. Snart er alle, hun holder af, i alvorlig fare, for sagen kommer skræmmende tæt på.

Min anmeldelse:
Therese Philipsen har for flere år siden fået udgivet en krimiserie på dansk med Liv Moretti som hovedperson: “Den man elsker” – “Fortidens synder” – “Tre små cyklister” – “Lange sorte negle”. Specielt “Tre små cyklister” husker jeg, fordi den foregår i en plantage ved Løkken, hvor tre drenge dræbes. At jeg husker lige den skyldes, at jeg arbejdede på Løkken Bibliotek, da bogen udkom. 

Men så kom der ikke flere bøger på dansk fra forfatteren, og det undrede mig, indtil jeg flere år senere læste, at hun var flyttet til USA med sin familie og der havde skabt sig en forfatterkarriere under navnet Willow Rose. I beskrivelsen af denne første bog i mange år på dansk står der bl.a. følgende: Nu bor hun i Florida og er bestsellerforfatter med flere millioner solgte eksemplarer. Hun har skrevet over 70 bøger som sit alter ego Willow Rose. Flere af hendes bøger har nået top-10 over alle bøger på Amazon i USA, Storbritanien og Canada. 

“Ikke flere løgne “er første bog i serien om den tidligere FBI-agent og profiler Eva Rae Thomas, der hjælper politiet med sager om forsvundne børn – selvom hendes egen familie kan komme i fare. Der er på dansk kommet 4 bind mere i serien.

Jeg var nysgerrig efter at finde ud af, hvordan forfatteren nu skrev, så jeg kastede mig ud i seriens første bind, men jeg tror nu, jeg stopper med serien her. Forklaring følger.

Bogens tema er meget relevant: Først og fremmest handler den om børns vilkår efter en skilsmisse, hvor forældrene ikke kan samarbejde eller måske endda på alle måder modarbejder hinanden, og som følge heraf også om spillet de voksne indbyrdes.  Emnet er relevant over hele verden, men måske især i USA, hvor halvdelen af alle ægteskab ender med skilsmisse. 

Også i plot og miljø er bogen meget amerikansk, og det jo oplagt med den internationale karriere og fanskare, som forfatteren har bygget op. Det gjorde det bare lidt besværligt for mig helt at finde ind i bogen. Vel er bogen spændende, og der sker på alle felter uhyrlige ting fysisk og psykisk. Historien fortælles delvist kronologisk med mellemliggende kapitler, hvor et anonymt barn fortæller om episoder i hans opvækst mange år tidligere. Først til allersidst afsløres både denne persons identitet og den uhyggelige gerningspersons identitet, men her faldt jeg nu noget fra. Slutningen virker på ingen måde overbevisende. Vel er twists i et plot mere end velkomne i krimier, for de hører til og skaber spænding og overraskelse, men denne bogs sidste og højdramatiske twist kommer helt ud af den blå luft og virker på ingen måde sandsynlig. Det får mig til at droppe et par point og jeg lander på 6 flinke skydeskivepoint og 3 krimihjerter.

Therese Philipsen
Ikke flere løgne
Word Audio Publishing International / Gyldendal, 2023

Serien er i Danmark kun udgivet som lydbog og e-bog. 
Bogen er oversat fra engelsk “Don’t Lie To Me”. 
Bogen er læst på Mofibo



Bo Norström Weile og Jesper Vestergaard Larsen: Under overfladen – profil af en morder

Krimi og spænding Posted on 25 sep, 2023 15:03

Bogen er gæsteanmeldt af Palle Thomsen.

Forlagets beskrivelse :
Hele den umaskerede fortælling om en svigtet dreng, der blev hyldet for sine raketforsøg og endte som gerningsmand i Ubådssagen.

Peter Madsen er en berømthed i Danmark. Kendt for sine hjemmebyggede ubåde og raketopsendelser. Han modtager priser i ind- og udland, turnerer med foredrag og medvirker i tv-udsendelser. Han samler folk omkring sig i et ambitiøst projekt om at blive den første amatør, der rejser ud i rummet. Men under overfladen på den excentriske opfinder lurer en farlig personlighed. En personlighed, der lyver, manipulerer – og dræber.

“Under overfladen – profil af en morder” er en kritisk biografi om mennesket og morderen Peter Madsen. Bogen opruller hans foruroligende livshistorie, der begynder med en vanskelig opvækst på Vestsjælland. Den fortæller om livsfarlige eksperimenter, grænseløse udskejelser i mørke sexklubber og om hans udvikling fra kejtet outsider til hele Danmarks ‘Raketmadsen’.

Det er fortællingen om, hvordan det går galt for en mand, der i offentlighedens øjne har alt, men vælger at smide det hele væk for at begå et planlagt og perverteret drab.

Bogen trænger ind bag Peter Madsens romantiserede fortælling om sig selv og afslører et spind af løgne og bedrag.

Palle Thomsens  anmeldelse:
De 2 forfattere forsøger at tegne et portræt af Peter Madsen, og hvorfor han endte med at dræbe Kim Wall i sin ubåd. Det er et portræt af en psykopat i fuld udfoldelse. Om hvordan en psykopat kan være det sødeste og omgængelige menneske med gode venner, charmerende og dragende menneske. Selv efter livstidsdommen får han tilbud fra kvinder udenfor, som gerne vil lære ham at kende!! 

Det er en barsk historie om en forfærdelig opvækst. Om hans barske opvækst har gjort ham til det, han er, eller om det skyldes en iboende sygdom, er svært at sige. En velskrevet biografi om et frygteligt menneske. Vær forberedt på barske passager i bogen.

Bogen får 7 point ud af 10 mulige

Bo Norström Weile og Jesper Vestergaard Larsen 
Under overfladen : profil af en morder
People’s, 2023 
300 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.