Jeg har haft fornøjelsen af dels at lave lektørudtalelse på den første bog på dansk af denne spændende skotske forfatter og dels at lave et kort interview med ham på Krimimessen 2017 i Horsens.
Her følger min anmeldelse af de 2 første bøger i serien om Ash Henderson. Læs mere om forfatteren og hans øvrige bøger i interviewet HER.
Stuart MacBride: Hilsner fra de døde
Forlagets beskrivelse:
Medierne kalder ham Birthday Boy. Han har kidnappet piger i mange år, altid lige inden deres 13-års fødselsdag. Hvert år sender han et fødselsdagskort til deres familier, et fødselsdagskort som viser, hvordan han langsomt torturerer pigerne til døde.
For fem år siden forsvandt kriminalbetjenten Ash Hendersons datter Rebecca. Et år senere modtog han det første kort. Men Ash har ikke fortalt nogen om Rebeccas fødselsdagskort. For hvis nogen opdager det, bliver han fjernet fra efterforskningen, og han har ofret for meget til bare at give op, inden han har givet Rebeccas morder det helvede, han fortjener.
Min anmeldelse
Uden at afsløre for meget kommer her lidt mere om bogens plot: Som sagt er kriminalbetjent Ash Hendersons ældste datter på 12 forsvundet, 5 år før bogen foregår. Da Ash yngste datter i begyndelsen af bogen også forsvinder, bliver sagen ekstra intens, og Ash bruger alle lovlige og ulovlige midler i kampen, der eskalerer og udvider sig til et dramatisk personligt opgør.
En seriemorder med sin helt egen mission og en politimand, der er dybt personligt involveret i sagen og samtidig er alvorligt i fare, samt en historie hvor politichefer og kollegaer har forskellige dagsordner, er et kendt miks. I denne skotske version for alle læsere af krimier og thrillere er mikset særlig grumt og stærkt påvirket af Ash Hendersons intenst personlige engagement i sagen.
Bogen har et spændende plot, der forsynes med twists undervejs, så interessen holdes fanget, og spændingskurven holdes stram og stigende. Det er en barsk og voldsom historie, og Ash er en interessant figur. Samtidig er det oplivende nyt at læse om en skotsk seriemorder i stedet for om de mere almindeligt forekommende fra USA.
Stuart MacBride
Hilsner fra de døde
HarperCollins Nordic, 2016
445 sider
Jeg giver bogen 8 skydeskivepoint her og 4 krimihjerter på krimifan.dk HER
Stuart MacBride: En sang for de døde
Forlagets beskrivelse:
For otte år siden blev fire kvinder myrdet og tre af dem blev lemlæstet. Maverne på dem var blevet skåret op, og en plastikdukke var placeret i dem. Gerningsmanden blev aldrig fundet.
Kriminalbetjenten Ash Henderson, som har ledt efterforskningen i de sidste otte år, har kun mødt modgang. Hans familie er gået i opløsning, hans karriere ligger i ruiner og en af Oldcastles værste forbrydere har sikret, at Ash nu selv er i fængsel … formentlig for resten af hans liv. Men da en sygeplejerske bliver fundt død, med en dukke i maven ser det ud til, at Ash’ held vender. Nu har han chancen for oprejsning. For at få sin frihed og hævn.
Min anmeldelse
Da bogen begynder, sidder Ash Henderson fængslet for mord, og selvfølgelig er han uskyldigt dømt. Hver gang hans sag om prøveløsladelse skal tages op, bliver han udsat for provokerede angreb og mishandlinger, der giver ham ryet som voldelig person, som stadig er for farlig at slippe ud. Den person, som står bag dette, er én af de gennemgående personer, Ash er nødt til at tage sig af, da han alligevel slippes ud af fængslet for at indgå i en af 3 efterforskningsgrupper, som skal tage sig af de nye mord på og mishandlinger af sygeplejersker fra det lokale sygehus.
Nu 8 år efter de forrige sager bliver mønstret nemlig gentaget, og Ash Henderson fortsætter efterforskningen, hvor han blev sat af sagen dengang. Denne gang intensiveres og skærpes aktiviteterne efter flere kidnapninger og mishandlinger, og det bliver på alle måder en barsk omgang med interne kampe mellem de 3 efterforskningsgrupper og med kontant afregning med og mellem forbrydergrupperinger og Ashs medsammensvorne.
Ash Henderson er en nådesløs og effektiv antihelt på trods af de skader, han får undervejs, og historien bliver både blodig, barsk og makaber, men hvordan den slutter, og hvem den godt planlæggende og sadistiske gerningsmand er, kan I kun finde ud af ved at læse bogen. I vil blive effektivt underholdt undervejs!
Stuart MacBride
En sang for de døde
HarperCollins Nordic, 2016
479 sider
Jeg giver bogen 8 skydeskivepoint her og 4 krimihjerter på krimifan.dk HER