Da fundet af guldskatten fra Vindelev blev offentliggjort, medførte det enorm national og international opmærksomhed på grund af dens omfang, og især fordi den blandt de godt 800 gram guld rummede enestående og fantastisk flotte ting fra 500-tallet.
Som både historisk interesseret og som amatørarkæolog med metaldetektor og mange gode fund som resultat, er jeg klar over, at Vindelevskatten er noget helt ekstraordinært.
Jeg læste den gang, hvad der kom i medierne om fundet, og har også fulgt med i faglige fora. Da Vindelevskatten i 2022 var udstillet på Vejle Kunstmuseum, kørte jeg derned for at se udstillingen. En stor oplevelse.
En collage med nogle af mine billeder fra udstillingen i Vejle
Jeg har også set de to dramadokumentariske udsendelser, som er blevet bragt på DR, men de skuffede mig meget, fordi de i formen med oldnordisk tale og alt for lange teaterlignende sekvenser overdramatiserede baggrunden for fundet. Endelig fokuserede de urimeligt meget på diskussionen af, hvem af de to findere, der skulle krediteres for fundet. Den konflikt blev blæst langt ud af proportioner og fjernede fokus fra sagen reelle indhold: De mange flotte dele, Vindelevskatten rummer.
Derfor var jeg rigtig glad, da jeg hørte, at den ene af finderne havde lavet en bog om Vindelevskatten sammen med sin kone. Her er en anmeldelse af bogen.
Fra bogens bagside:
“Det er på højde med Guldhornene”
“På en skala fra 1-10 er det en 12’er”
Således har en af de førende eksperter udtalt sig om Vindelevskatten, der blev fundet i juledagene 2020.
Skattens indhold placerer dens ejer i datidens elite, dermed kan den være tegn på, at der i germansk jernalder har boet en stormand med europæiske forbindelser i Vindelev. Der er guldbrakteater af hidtil uset størrelse, hvor en af dem indeholder verdens tidligste skriftlige vidnesbyrd om Odin – og ikke at forglemme: fore sjældne romerske guldmedaljoner, den ældste fra år 326 eller 337.
Vindelevskatten blev fundet af Ole Ginnerup Schytz og Jørgen Antonsen. De fandt den på en mark på Jørgens slægtsgård, hvor Jørgen og Hanne bor i dag. Bogen giver et førstehåndsindtryk i Jørgen og Hannes oplevelser med Vindelevskatten og det historiske vingesus.
Den svarer på spørgsmål som:
Hvordan er det at vente i otte måneder – i dyb hemmelighed – på en arkæologisk efterudgravning?
Hvordan foregår sådan en efterudgravning?
Hvad sker der på guldets videre rejse fra Vindelev til udstilling?
Samt – ikke mindst – hvilke tanker sætter det i gang at finde en oldtidsskat på den gamle slægtgårds jorder.
I bogen beskrives hver enkelt genstand, og med en række artikler af forskellige forskere får man et overblik over deres foreløbige resultater og vurderinger.
Min anmeldelse:
I 4 kapitler med hver sit fokus formidles alle sider – personlige, faglige og historiske – ved fundet af Vindelevskatten sådan:
Kapitel 1 rummer personlige beretninger fra ene af finderne, Jørgen Antonsen, der også er jordejeren og den ene af bogens forfattere, om Vindelev og oplevelser ved fundet af de mange dele.
Kapitel 2 rummer historien om, hvordan fundet er kommet fra marken via konserveringsværkstederne til museernes montrer. De afsnit er skrevet af bogens anden forfatter.
Kapitel 3 er det største og det mest umiddelbart spændende. Her beskrives alle fundets dele systematisk og enkeltvis. Det sker ved, at eksperter fra forskellige fagområde hver for sig grundigt beskriver fundene, og deres beskrivelser er spækket med flotte fotos. Her bringes nogle artikler, hvor størstedelen har været bragt i arkæologiske fagtidsskrifter, men hvor er det godt, at de her er samlet til en aktuel foreløbig status over forskningen i Vindelevskatten. Foreløbig status fordi fundet vil blive forsket i mange år endnu pga. dets vigtighed og omfang.
Kapitel 4 er med korte betragtninger af familien – de to forfattere og datteren – på gården, hvor fundet blev gjort. Her beskriver de nogle initiativer, de har gjort for at formidle fundet og Vindelev. Bogens sidste afsnit er en lyrisk fantasi over en markvandring.
Bogens styrke er dens bredde med stof lige fra det personlige til det dybt faglige, samt at bogens mange fotos er rigtigt gode. Desuden er teksterne flydende og flot formidlende. Tilsammen gør det bogen til oplagt læsning for en meget bred læserskare af historisk interesserede. Kan varmt anbefales.
Den eneste mangel, jeg faldt over, var, at den anden finder, Ole Ginnerup Schytz, kun nævnes ganske, ganske kort i bogen og slet ikke kommer til orde. Havde hans synspunkter været med i bogen, ville den have været mere komplet. Han var til gengæld med i de 2 ikke særligt gode tv-udsendelser, jeg nævnte i begyndelsen. Har guldet skabt spild, jalousi og uvenskab blandt barndomskammeraterne i stedet for fælles glæde over et enestående fund?
Bogen skal selvfølgelig have mine maksimale 5 (guld)stjerner!
Jørgen Antonsen og Hanne Pagh Martinussen
Vindelevskatten – et sted – et fund
Trykværket, 2024
165 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
