Det har ærgret mig siden 2009, at forfatteren kun havde skrevet én roman på dansk, så mine forventninger steg til uanede højder, da jeg hørte om denne nyeste bog! Den første bog hed “Knivens æg”, og det er af af de bøger, jeg har læst, som jeg aldrig glemmer! Fantastisk bog! Læs om den og uddrag af min anmeldelse dengang til sidst her i denne anmeldelse.

Fra bogens bagside:
I Vandets pagt fortælles en intens og dramatisk slægtshistorie, der strækker sig over tre generationer og mere end syv årtier.

Vi skriver år 1900, da den tolvårige Mariamma sendes af sted med båd til Kerala i det sydlige Indien for at gifte sig med en fyrreårig enkemand. Trods alle Mariammas bange anelser bliver ægteskabet lykkeligt, og hun udvikler sig over de næste syv årtier til at blive familiens overhoved og det urokkelige centrum i huset Parambil. Hun må dog smerteligt erfare, at familien hjemsøges af en særlig forbandelse: I hver ny generation dør mindst én ved drukning, og i Kerala er der vand overalt.

Vandets pagt er en fortælling om forældre og børn, læger og patienter, tilgivelse og sorg og om at tage sin skæbne på sig – alt sammen fortalt med udviklingen fra kolonialt styre til selvstændighed som det stærke bagtæppe.

Min anmeldelse af “Vandets pagt”:
Ud over at være en sitrende smukt skrevet bog, så fortæller den også en forunderlig og stærk historie i mange lag og med nogle stærke personligheder.

Et kort citat fra en af de sidste sider i bogen viser et simpelt eksempel på bogens sprog, og som giver et hint til forståelse af bogens titel: Og nu står datteren her, i dette vand, der forbinder dem alle i tid og rum og altid har gjort det. Det vand, hun trådte ud i for nogle minutter siden, er for længst borte, og dog er det her stadig, fortid og nutidig og fremtid ubønhørligt sammenknyttet, som den inkarnerede tid. Dette er vandets pagt: at de alle er uafvendeligt forbundne gennem det, de har gjort, og det, de ikke har gjort, og at ingen står alene.

Mht. historien, som dækker tiden fra ca.1900 frem til 1977, fortælles den i 2 overordnede spor: Især ved at følge den 12-årige tvangsgifte pige og hendes indiske familie gennem flere generationer samt i medgang og modgang, men også ved at få indsigt i den engelske kolonimagts indre kredse gennem at følge den britiske læge, der kommer til Indien for at arbejde, og bl.a. spiller spedalskhed en stor rolle. De to spor krydses selvfølgelig, samtidig med at Indien bliver selvstændigt og udvikler sig i andre retninger.

Denne overordnede handling er interessant og godt beskrevet, men bogens stærkeste elementer er for mig de meget specielle og fascinerende personligheder, der i alle generationer og familiegrene er fantastiske at følge!

Jeg kan ikke anbefale dette mesterværk nok, og det er bog, som vil fængsle rigtigt mange forskellige læsere, og jeg vil helt sikkert læse den igen – og også “Knivens æg”. Næste gang vil jeg både læse den endnu mere langsomt for at få fuld nydelse af teksten og samtidig læse den i længere bidder, så jeg kommer endnu dybere ned i bogens univers og stemning. Det fortjener både den og jeg.

Det bliver til 6 stjerner ud af 5 mulige!

Abraham Verghese
Vandets pagt
Gyldendal, 2024 
704 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

PS: Læs om forfatteren på hjemmesiden https://www.abrahamverghese.org 

Om forfatterens første roman på dansk: “Knivens æg”:
Da den bog udkom på dansk første gang (2009) anmeldte jeg den som lektør for Dansk BiblioteksCenter og skrev bl.a. det følgende, og som skrevet er det en bog, det er umuligt at glemme!

En gribende og dramatisk fortælling der står stærkt i kraft af sin unikke historie og blandingen af stærke personligheder, kirurgi og store følelser samt dramatiske og barske oplevelser på mange niveauer. Svært at beskrive og endnu sværere at glemme.

Store velskrevne romaner med en historie styret af både fortælleglæde og -talent er der mange læsere til – individuelt og i læsekredse. Den bedste, store roman i 2009 indtil nu. Så kort kan det siges. Anbefales til alle elskere af stærke romaner og gode historier.

Bestil bogen til hjemlån fra dit lokale bibliotek her:
https://bibliotek.dk/materiale/knivens-aeg_abraham-verghese/work-of:870970-basis:27882439?type=bog