Bob Dylan er her på alle måder i godt og kvalificeret selskab – både af forfatteren og af anmelderen. Begge præsenteres først.

Om Johannes Andersen
Forfatteren er lektor emeritus og samfundsforsker fra Aalborg Universitet. Han er senest blevet aktiv som foredragsholder og musiker med gruppen “Johannes Andersen & The Overheads”, der bl.a. har Bob Dylan-sange på dansk på repertoiret.

Om Bjarni Aakesson Filholm
Hans bog bliver her anmeldt af min tidligere kollega, Bjarni Filholm, der har fulgt Bob Dylan i alle årene, og som i sin ungdom var aktiv musiker på Bornholm. Det kan man læse om i hans erindringsroman “Lykkepust fra Liverpool”. Han blev af andre dengang kaldt “Bornholms Bob Dylan”. 

Bjarni har har selv skrevet denne deklaration af sin baggrund:
Jeg er sådan cirka jævnaldrende med forfatteren og har oplevet Bob Dylan på nogenlunde samme måde som han har.

Jeg var glad for musik og lyrik og spillede leadguitar i et pigtrådsorkester dengang tilbage i tresserne.Vi havde Dylans “Positively 4th Street” på vores sæt-liste.

Dylans første akustiske sange rørte mig dog ikke det mindste. Jeg var totalt apolitisk og blev først ramt af Dylan, da han blev elektrisk. Sangen “Visions of Joanna” fra midten af tresserne var og er stadig en af mine yndlingsballader.

Dylan var aldrig en politisk oprører for mig, måske snarere en slags universalrebel, der gik nye lyriske veje, hvor det ene billede efter det andet antændte hinanden eller sig selv og sendte mig ud på poetiske svæveture  i det lyriske uendelige himmelrum.

Jeg forstod ikke dengang (og måske heller ikke i dag) helt meningen med teksterne, men selve ordenes vellyd og muskuløse, rytmiske swung fascinerede mig så mig meget, at jeg pludselig, uden at have villet det kunne lire teksterne af mig udenad, som en slags salmevers.

Jeg købte hans roman “Tarantula” på engelsk,  forstod ikke et hug og var skuffet. Af Dylans post tresser-produktion kunne jeg især godt lide “Street Legal” fra 1978 og hans veloplagte medvirken i bandet “The Traveling  Wilburys”. 

Fra bogens bagside:
Johannes Andersen tager os med på en rejse gennem Dylans liv og musik, hvor han samtidig sætter fokus på udvalgte sange. Undertitlen ”Nærvær og fravær” signalerer balancen mellem nærvær og fravær. Intens og nærværende i nuet, og så i næste øjeblik fraværende og total ligegyldighed. Er det Bob Dylan?

Han trækker sideløbende på sine egne erfaringer med Dylan. Som ung oplevede han først Dylans energi, uden at forstå alle ordene. Senere var Dylan en vigtig stemme, der inspirerede ham. Men forsvandt og vendte tilbage i 1990’erne, hvor Dylans sange begynder at fungere som inspiration i Johannes Andersens egen omgang med hverdagens mange politiske og sociale gøremål og udfordringer

Bjarni Filholms anmeldelse:
Jeg har været så heldig at få denne bog om Bob Dylan til anmeldelse. Det har været en morsom, underholdende og lærerig oplevelse.

Alene bogens titel titel “Bob Dylan – nærvær og fravær” maner til koncentration og dybsindighed. Det lyder lidt indviklet, og man nærmer sig lidt forsigtigt værket. Men det skal man ikke lade sig skræmme af.

For jo mere man læser i den glimrende og lettilgængelige bog, opdager man, at det slet ikke er sådan en highbrow bog om den amerikanske sanger og poet, som titlen kunne antyde.

Derimod er det en let og veloplagt beskrivelse af Bob Dylans forskellige sider, perioder og livsfaser illustreret ved nærværende bogs forfatters egne oplevelser, åbenbaringer og også skuffelser ved mødet med Dylans musik – og ikke mindst udviklingen i hans lyrik.

Han gennemgår også teksterne i nogle af Dylans vigtige sange. Det bliver gjort med indlevelse og med et klædeligt drys humor oveni. Her er man absolut godt underholdt, skønt jeg måske ikke altid er helt enig med forfatteren i meningen eller konklusionen i analysen.

Men er det ikke lige noget af det, der gør Dylan til kunstner? At hans værk kan tolkes og forstås på så mange måder. Det tror jeg på.

Forfatteren skriver levende om kunstneren og de forskellige faser i Bob Dylans liv. Om Dylans første fejlagtige placering i protestsanger-båsen.

I tresserne var det nemlig den gængse opfattelse, at Bob Dylan var den unge generations stemme, når han med kvækkende stemme, og middelmådigt akustisk guitarspil fremførte sine protestsange. Med sange som “Blowin in the Wind” og Masters of War” var det vel også svært for de fleste at anskue ham på anden måde.

Men det var Mr. Bob slet ikke tilfreds med. Han ville bestemt ikke opfattes som protestsanger. Det image har han dog haft et bette kun svært ved at komme af med, uanset at han sidenhen allerede i samme årti skrev sange af en helt anden kvalitet og indenfor en anden musikalsk genre.

Fra midten af tresserne begyndte Dylan nemlig også bruge elektriske guitar og trommer som backing – nærmest at ligne med besætningen i et rockband. De tidligere hengivne folkemusik-fans blev vrede og mente, at Bob Dylan havde svigtet dem ved at sætte strøm til sine sange.

Det var Bobby heldigvis ligeglad med og i stedet skrev han nogle af de bedste sange i sin karriere nogensinde og indspillede dem i den nye elektriske stil på album som “Highway 61 revisited” og “Blonde on blonde”. De rene ufortyndede mesterværker! (Denne vurdering står naturligvis ene og alene for anmelderens egen regning)

Forfatteren fortæller videre, at Dylan sidst i 70’erne blev ramt af en religiøs vækkelse. Dylan havde set lyset og mente meget håndfast og to-kantet, at der kun kunne vælges mellem to ting: Enten kunne man tjene Gud eller Djævelen. Det bar hans sange også tydeligt præg af – så længe vækkelsen varede.

Bob Dylan har sandsynligvis siden været på jagt efter et fast holdepunkt i verdens vilde vrimmel og sin turbulente tilværelse.Der har været op- og nedture med sammenbrud, indre uro, midtvejskrise og skilsmisser, som også afspejlede sig i Dylans kompositioner og pladeudgivelser.

Senere erkendte mesteren, at han måske bedst kunne kurere sin indre rastløshed og sit følsomme gemyt ved at turnere og konstant være på farten – på en slags never-ending koncert-turné – og så naturligvis ved sideløbende at skrive og udgive sange.

Ifølge forfatteren er alle Dylans sange ikke lige gode, og det tjener Johannes Andersen til ære, at han forholder sig ærligt og fordomsfrit til Dylan og hans samlede værk. Og jeg kunne ikke være mere enig.

Forfatteren til nærværende bog har gennem sit eget liv følt eller fornemmet, at Bob Dylan var været ham en god samtalepartner, forstået på den måde at Johannes Andersen var den, der talte og spurgte, mens Bob Dylan svarede ham gennem sine sange – i nogle perioder mere tydeligt og klart end andre. Et billede jeg sagtens kan forstå.

Det gør bogen ekstra læsværdig, at Johannes Andersen sætter sig selv i spil og i en let humoristisk tone fortæller om sine personlige oplevelser om møderne med Dylans sange. Et ekstra krydderi i denne skønne bog.

Det er også en letlæst bog. Emnet er kronologisk fremadskridende og indbydende behandlet af en velskrivende forfatter, som har godt styr på sit stof. Så er det på plads.

Bogen henvender sig bredt til – såvel den læser, der i forvejen kender til Bob Dylan – som den læser, der gerne vil gå ombord i Dylans værk for første gang.

Begge kategorier af læsere vil få udbytte af bogen –  jeg ved, at jeg fik.

De maksimale 5 stjerner – helt sikkert!

Johannes Andersen
Bob Dylan – Nærvær og fravær
Hovedland, 2025
214 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.