Bogen er gæsteanmeldt af Vibeke Hatt Sørensen, som tog opgaven på sig i forbindelse med en litteraturcafé, jeg holdt i vores fælles hjemby, Øster Brønderslev.
Vibeke Hatt Sørensens anmeldelse:
Bogen er forfatterens ”egen historie” om hende og hendes enæggede tvillingesøster, som er spastisk lammet – skrevet som en autofiktiv fortælling. Så vi ved ikke, hvad der er sandt, og hvad der er fiktion.
Bogen er skrevet i to tidszoner – én i 5-6 års alderen og én hvor pigerne er 18-19 år. Da pigerne er tre år, flytter forældrene fra hinanden, og det er svært for moderen at klare tingene alene, men hun gør det – og er ved at slide sig selv op på det.
“Jeg” er den raske Katrine, der på den ene side elsker sin syge og sarte søster, Stine, og på den anden side kommer der en barnagtig vrangvillighed op i hende. Stine beskrives, som om hun stort set ikke rigtig kan klare noget selv. I hvert fald så er det beskrivelserne af al den hjælp, hun har brug for, der fylder – og ikke det hun kan. Som barn ved Katrine tydeligvis ikke, hvor hendes nogle gange mindre pæne ord og handlinger til søsteren kommer fra. Hun står ofte og ser, at den opmærksomhed/kærlighed, hun selv lige har brug for (specielt moderens opmærksomhed), bliver tildelt hendes syge søster. I løbet af fortællingen gøres det mere og mere tydeligt, at Katrine med alderen bliver afhængig af den syge Stine.
Katrines liv formes af Stines situation. Katrine er en skyggesøster. Både mor og Katrine går i clinch med faderen. Han mener, at Stine vil kunne leve et bedre liv, hvis hun ikke blev pakket så meget ind i vat. Om Katrine er gal på faderen, fordi hun kan se, at han har ret; fordi hun har formet sit liv efter Stines situation; fordi hun vil holde med moderen eller noget helt fjerde, er ikke til at vide. Det ved kun forfatteren. Men det er tydeligt, at der kommer noget mere fast og gennemskueligt i historien på siderne, hvor faderens samvær med pigerne beskrives, til sammenligning med beskrivelsen af moderens samvær. Måske skal det fortælle læseren noget!
Bogen er sprogligt let at læse, men det er svært at vide, hvornår vi befinder os i den ene eller den anden tidszone – dog laver forfatteren den sproglige finurlighed, at hun i ”barnezonen” skriver, som var det skrevet til børn i en børnebog, og når vi bevæger os i ”voksenzonen”, så skrives der til voksne. Der opstår en sproglig forvirring i læserytmen, indtil man lige finder ud af, hvad det er, der foregår.
Det vil være unfair, at jeg bedømmer bogen med stjerner. Jeg tror, jeg som sygeplejerske i psykiatrien har nok af skæbner til dagligt, så derfor kedede emnet mig noget. Andre vil nok synes, den er god, men jeg synes, hendes skrivestil er underlig. Jeg er ikke den rigtige til at bedømme den.
Katrine Nørregaard
Søster, min søster
Politikens Forlag, 2019
292 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
