Fra forlagets omtale:
Året er 1935. Eksbokseren Harry “Kvisten” Kvist er knap nok blevet løsladt fra Långholmen, før et gammelt løfte tvinger ham tilbage på samfundets skyggeside.

I “Nede til tælling” tager handlingen fart, da Kvisten hører om mordet på hans gode veninde, vaskekonen Beda. Politiet mener, den skyldige er Bedas retarderede søn og vil låse ham inde på et sindssygehospital, men den køber Kvisten ikke, og han indleder sin egen efterforskning af mordet sammen med Bedas datter. Et mord, der viser sig at have tråde til både psykopatiske gangsterbosser, lurvede forbrydere og byens fornemmeste spidser.

Der er ingen vej tilbage. Nu handler det om at dræbe eller blive dræbt.

Min anmeldelse:
Bogen er anden del af den planlagte trilogi om den tidligere bokser “Kvisten” og hans mere end tvivlsomme aktiviteter i den fattigste del af et kriseramt Stockholm i 1930’erne

Første del hed “Clinch”, og den anmeldte jeg HER
Læs anmeldelsen og find ud af, hvordan jeg både faldt over og for den bog, der var noget helt unikt i en krimiverden med en hel del skabeloner i plots og hovedpersoner.

“Clinch” er på alle måder speciel, selv om jeg skrev sådan: “Bogens på én gang hårdt ramte og hårdtslående hovedperson “Kvisten” er et herligt bekendtskab, der fik mig til at mindes Dashiell Hammetts Sam Spade og Raymond Chandlers Philip Marlowe, men her i en særlig, svensk version.”

I denne fortsættelse får det hele yderligere et twist eller to, og bogen gør serien til noget endnu mere særligt. De problemer, som “Kvisten” kommer ud for i sin søgen efter sandheden bag sin venindens død, bringer ham endnu længere ud. Samtidig udfordres hans kærlighedsliv yderligere, og det er bl.a. hans seksualitet, der udgør hans drivkraft og gør hovedpersonen til noget særligt.

Dertil kommer en medrivende miljøskildring, hvor teksten appellerer til alle læserens sanser, også når det bliver koldt, grimt og blodigt. Og bogen er alle delene. Uden at afsløre noget af handlingen, vil jeg sige, at “Kvisten” på alle udfordres maksimalt, og at han må overskride alle grænser for at undgå selv at blive myrdet.

Bogen og serien er ikke for de krimilæsere, som vil læse femikrimier, bøger om bestialske massemordere eller klassiske politikrimier. Det er en bog/serie for de krimilæsere, som gerne vil udfordres, der gerne vil lære om en anden tid og andre miljøer, og som vil give sig selv den fornøjelse at læse en særlig krimi og en god historie.

“Kvisten” lægger i denne bog planer for en mere fredelig og kærlig fremtid, så der er selvfølgelig tråde til sidste del af trilogien, hvor vi utålmodige læsere så må vente på at finde ud af, om alt – eller i det mindste bare lidt – ender godt, eller om det barske og trøstesløse får overtaget.
(Bare ikke den sidste del af trilogien hedder ”Knockout”)

Bogen får 9 sikre point på min skydeskive!
Og jeg giver den 5 krimihjerter på krimifan.dk

Martin Holmén
Nede til tælling
Turbine, 2019
321 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.