Fra bogens bagside:
En roman om beboerne på Klinten og deres midlertidige fællesskab omkring kystsikringen af den klint, der har givet vejen navn. Hovedpersonen er den ca. 35-årige Jeppe, der for en tid har installeret sig i sine forældres hus for at færdiggøre et projekt om forholdsord i maskinoversættelser (!). Romanen skildrer hans frigørelsesproces fra de moderligt omklamrende kvinder gennem hans møde med Sigrid. De mange fortællespor spejler sig fornemt i hinanden: en gammel mands død og begravelse, Jeppes opvågnen fra teknologisk tørhed til sanselig kærlighed, villavejens kortvarige fællesskab omkring kystsikringen.

Min anmeldelse:
Jeg faldt i første omgang over bogen inspireret af en flot anmeldelse i det lokale dagblad, men også fordi jeg bor i et område, hvor kystsikring diskuteres en del, og endelig fordi jeg tidligere har læst rigtigt gode bøger af forfatteren.

Det var en forunderlig og god oplevelse af følge beboerne på Klintevej, for selv om Jeppe på bagsiden kaldes hovedperson, så læste jeg i hej grad bogen som en kollektivroman med Jeppe som katalysator for både forhistorien og de aktuelle begivenheder. Og gennem historien om forsøget på at samle alle om at få lavet en privat kystsikring fortælles også om hele personkredsen og deres baggrund. Så det viser sig at være en meget varieret og sammensat gruppe, der i solidaritet skal forsøge at stå sammen for at begrænse faren for klintens sammenbrud og nogle huses mulige ødelæggelse – i hvert fald dem på den ene side af vejen.

Bogen rummer i forfatterens helt særlige skrivestil nogle rigtigt skarpe iagttagelser af den menneskelige naturs forskelligartethed og folie forskellige motiver til at agere, som de gør. Det blotlægges i en tekst, der både fascinerede mig og som krævede en god del koncentration under læsningen. Det var en markant anden læseoplevelse at langsomtlæse bogen, end det er at hurtiglæse journalistforfatterskrevne tekster. Dem er der oftest ikke noget galt med, men bl.a. er sætningerne en god del kortere. I Smærup Sørensens bog er der så lange sætninger med indskud, indfald og digressioner, at jeg måtte læse dem flere gange for at få det hele med. Herligt udfordrende og samtidig en rigtig god og indlevet skildring af personernes springende tankerækker. 

Mine maksimale 5 stjerner er sikre!

Jens Smærup Sørensen
Klinten
Forlaget Grif, 2020
203 sider

Bogen er læst som e-bog på Mofibo.