Fra bogens bagside:
Bind 4 i serien “Venner og fjender.”
“Byen ved Volga” foregår fra sommeren 1942 til sommeren 1943.

Peter Weissel redder med nød og næppe livet og bliver degraderet til menig i Den Tyske Hær.

Han sendes med et kompagni soldater til Stalingrad – til det, der skal vise sig at blive ét af krigens afgørende og blodige slag. Samtidig tror han, at hans elskede Kassandra er død i en udryddelseslejr et sted i de tysk besatte områder. Midt i sorgen og desillusionen har Peter alvorlige problemer med at finde ud af, hvem han ønsker at kæmpe for, i en krig hvor det bliver stadigt mere svært at skelne ven fra fjende.

Min anmeldelse:
Efter at have læst og anmeldt seriens første 3 bøger (se nederst i anmeldelsen) og efter at have hørt de to forfattere på et onlinemøde for bloggere fortælle om denne seneste bog i serien, var jeg spændt på at læse bogen.

På bloggermødet fortalte de om deres samarbejde med selve skriveprocessen og om den omfattende research de har lavet for bl.a. at undgå faktuelle fejl. Netop researchen og dermed graden af sandsynlighed var noget, jeg stillede spørgsmål til i anmeldelserne af de første bøger.

På bloggermødet og i denne nye bog fortælles det, at alle historiske facts er checket igennem, og mht. jødiske emner og forhold er de også checket med eksperter.

Selve vinklingerne og det dramatiske forløb er deres egen måde at fortælle historien på. På den måde fremtræder historien om krigens grusomme oplevelser som deres måde at fortælle om vilkårene for krigens parter. Det gør de meget barskt, kort og kontant. Seriens anden hovedperson, Kassandra, er slet ikke med i dette bind. Den dansk-tyske soldat, Peter Weissel, er denne bogs hovedperson, og han kommer ud for lidt af hvert!

Efter sit oprør mod de nazistiske styrkers aktiviteter, bliver han forflyttet til Stalingrad som menig i de tyske styrkers belejring af byen. Inden det slag får skidt for tyskerne, arbejder han aktivt undercover for den russiske side, og det bliver begyndelsen på endnu flere vilde og voldsomme begivenheder for Peter frem mod afslutningen, der er åben og viser frem til seriens kommende bog.

Der er planlagt i alt 8 bind i serien, så med dette bind er vi som læsere halvvejs. Jeg vil gerne være med på resten af rejsen frem mod sommeren 1945.

Ligesom de første 3 bøger, får denne 4 stjerner af mig.

Lotte og Søren Hammer
Byen ved Volga
HarperCollinsNordic, 2020
293 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
PS: Næste bind har Kassandra som hovedperson, hedder ”Sobibór” og udkommer 18. maj 2021.
PPS: Bind 6 udkommer 6. august.

Serien “Venner og fjender”
1: Vejen til Warszawa – https://blog.drustrup.dk/?p=539
2: Kobberslottet – https://blog.drustrup.dk/?p=539
3: Gaden uden navn – https://blog.drustrup.dk/?p=659