Lystlæsning 1
I anledning af forårets komme med mere lys(t) og varme, hvor naturen folder sig ud, alting vokser og safterne stiger, har jeg en kort serie anmeldelser med fokus på erotik, sex og kærlighed.
Som emne for første anmeldelse i serien har jeg valgt disse klassiske bøger, der er udgivet i flere udgaver. Det gør jeg for at understrege, at erotik og erotisk litteratur bestemt ikke er et nyere fænomen skildret i forskellige grå nuancer.
De 2 forfattere har – som undertitlen siger det – samlet en herlig række af eksempler helt fra forhistorisk tid til nutiden, der i dette tilfælde betyder sidst i 1960’erne. Bøgerne udkom første gang i 3 bind i 1936-1938, men denne billigbogs udgave er ajourført ved genudgivelsen.
Med eksempler fra litteraturen, billedkunstens forskellige discipliner og andre kulturhistoriske discipliner præsenteres erotikkens forskellige udtryk gennem tiderne, og jeg må sige, det er en fascinerende tidsrejse, de to meget vidende forfattere er guider på.
Selv om bøgerne kun giver uddrag af de erotiske tekster, er det alligevel inspirerende og interessant læsning af tage den kulturhistoriske rejse. Jeg kan kun anbefale at tage med på turen. Så gå på opdagelse i bøgerne og bliv inspireret til også at læse ældre erotika.
Den flotte formidling får 5 stjerner.
Ove Brusendorff & Poul Henningsen
Erotikkens historie i tekst og billeder – bind 1-6
Thaning & Appel, 1966-1967
Bøgerne er fra min bogreol. Købt antikvarisk mens jeg gik på biblioteksskolen i Aalborg.