Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Kiki van Dijk: Amsterdam

Krimi og spænding Posted on 09 maj, 2025 21:22

Bogen dukkede op, da jeg søgte efter bøger om Amsterdam, Nederlandene og Holland i forbindelse med planlægningen af en tur her i april/maj, så sammen med et par rejseguides måtte denne krimi også med på turen – til læsning via Mofibo. 

Fra bogens bagside:
Jolijns liv er på skinner – arbejdet som dyrepasser for Artis er et drømmejob, og hendes kæreste Boaz er i gang med at renovere deres nyligt købte lejlighed i Amsterdam. Men hendes verden styrter sammen, da hun en sen aften finder ham knivdræbt på gulvet i lejligheden.

Nogle måneder senere ser mordet ud til at være opklaret, men Jolijn er i tvivl om, hvorvidt de mænd, politiet tilbageholder, nu også er gerningsmændene, og da hun begynder at modtage trusler og en dag forsætteligt bliver påkørt af en anden bil, er det tydeligt, at noget er helt galt. Nogen er ude efter hende.

Men hvorfor?

Min anmeldelse:
Svaret på “hvorfor” afsløres selvfølgelig først til allersidst i bogen, så jeg fortæller ikke resultatet, men heri ligger bogens svaghed. Jeg synes nemlig, at begrundelsen for forbrydelserne var noget langt ude. Jeg blev slet ikke overbevist om hverken det sandsynlige eller rimelige i baggrunden – set i forhold til, hvad der ellers er foregået i bogen. Ærgerligt, men det tog noget fra min fornøjelse ved bogen.

Til gengæld blev jeg undervejs gennem bogen af flere grunde rimeligt godt underholdt. Der gode beskrivelser af livet i byen og af hovedpersonens arbejde i byens zoologiske have, Arlas. Der er også interessante personer med, og de bidrager til at koble nutidens begivenheder med fortidens i form af forfølgelsen af Amsterdams jøder under nazisternes besættelse af byen. Det vil trods mine indledende indvendinger være ærgerligt at afsløre mere af handlingen og plottet.

Bogen er første del i den nye krimiserie “By-serien”, hvor bind 2 er udgivet med titlen “Rom”, så måske skal jeg læse den, hvis turen igen går til den by. På det bornholmske forlags hjemmeside kan jeg desuden se, at der er også er bøger på vej fra Firenze, Nice, Ibiza, Barcelona og Paris, så der kommer andre læse/rejsemuligheder.

Som skrevet var bogen for mig rimeligt underholdende ferielæsning, men med de plotmæssige problemer jeg synes, der er i bogen, bliver det til 6 skydeskivepoint. 

Kiki van Dijk
Amsterdam
Fioranello, 2025
308 sider  

Bogen er læst på Mofibo, men kan også lånes på biblioteket.



Hans Rasmussen: Grisetæmmeren og det umulige bankkup

Krimi og spænding Posted on 26 apr, 2025 19:56

Fra forlagets omtale:
Vi lærer som børn, at forbrydelser ikke betaler sig. Men for Hans Rasmussen er historien en ganske anden. 

I “Grisetæmmeren og det umulige bankkup” tilstår en på overfladen harmløs pensionist et millionkup mod Danske Bank. Hans Rasmussen fortæller ærligt og med humor, hvordan han begik tyveriet i 1980’erne med et spejl, en lommelygte og ”lidt manipulation med elektronikken”, mens han arbejdede i banken. 

Forbrydelsen er aldrig blevet opklaret, og familien har levet af pengene lige siden i Sverige. 

Denne spændende fortælling afslører, hvordan en uventet forbryder kunne narre et helt system og slippe af sted med – ifølge ham selv – det perfekte kup. 

Min anmeldelse:
Jeg er ikke særligt glad for eller interesseret i genren True Crime, men til gengæld kan jeg godt lide røverhistorier og skæve fortællinger. Det var det sidste, jeg håbede på, da jeg læste foromtalen af denne bo, men sådan gik det ikke.

Bogen indledes med et kapitel, hvor graverjournalist og True Crime-forfatter Christina Ehrenskjold har haft til opgave at faktachecke Hans Rasmussens historie, men uden at det lykkes hende at kunne sige 100% ja til det faktuelle i bogen.

Derefter følger hans egen fortælling, som han allerede havde annonceret udgivelse af i 2012 overfor Danske Bank, som han angiveligt havde svindlet for mere end 5 mio. kroner – uden at blive afsløret og dømt. Nu er hans manuskript fra dengang så blevet til en bog, der minutiøst beskriver hans liv – især arbejdsliv. Hele tiden har han haft som sit faste mål at tilegne sig viden og et arbejde, der kunne gøre ham i stand til at svindle sig til så mange penge, at han og familien ville kunne leve af dem. Det var drømmen om Det Store Kup, der var hans guideline undervejs. Er hans historie rigtig, så er det lykkedes. 

Med flere mellemtrin i ind- og udland dygtiggør han sig i den gryende computerbranche, og bogen rummer en detaljeret beskrivelse af udviklingen fra hulkort og til stadig mere avancerede systemer. I dette tilfælde slutter historien kort efter indførslen af Dankortet. Det bliver en alt, alt for teknisk gennemgang af forskellige maskiner, programmeringssprog og programmer gennem de godt 20 år fra 1960’erne frem til midt 1980’erne. Det er kedelige og langtrukne historieelementer, der fuldstændig tager tempoet ud af det, der kunne have været en dramatisk fortalt svindelhistorie.  

I en overfrisk tone, der ikke lader læseren tvivle et sekund på hans overlegne evner, fortælles om alle de arbejdspladser, han har haft, og hvor hvert arbejde har bragt ham nærmere sit mål. Han arbejdede blandt andet for Sterling, Tjæreborg præstens flyselskab, og det er en interessant men for lang beskrivelse af rejsebranchen og Sterlings arbejdsmetoder dengang. 

Det er først, da han bliver ansat i Danske Bank med sikkerhedsprocedurerne som arbejdsområde, at han ser sit mål om Det Store Kup helt tæt på. Den historie om moral og arbejdsmetoder i banksektoren og hans muligheder for at svindle med dankortoverførsler og for at programmere specielle pengeoverførsler til sig selv er også interessant, men igen alt, alt for detaljeret, teknisk og langtrukken.

Jeg blev træt af at læse bogen pga. det tekniske indhold og det overfladiske sprog. Men især savnede jeg en markant opstramning af historien og fortællemåden, der virker anstrengende. Jeg ville have foretrukket en mere seriøs tilgang til emnet, der jo er alvorligt nok. 

Jeg kan ikke vurdere, hvad der er sket i perioden, fra han i 2012 annoncerer udgivelsen af en bog med historien og til idag, men en hårdere redigering ville være en fordel. Men måske ikke en mulighed?

Er det så en sandfærdig historie? Er det en røverhistorie eller en True Crime? Jeg aner det ikke, men inderst inde er jeg ikke i tvivl om, at det har kunnet lade sig gøre, eller at det vil ske igen. Det advarer forfatteren da også imod til sidst i bogen. 

Jeg kan ikke vurdere bogen særligt højt hverken som skønlitterær røverhistorie eller som kriminallitteratur og vil nøjes med at give den 3 skydeskivepoint af 10 mulige som krimibog. (Det svarer til cirka 1 1/2 stjerne, hvis det er en røverhistorie = fiktiv roman).

Hans Rasmussen
Grisetæmmeren og det umulige bankkup
People’s, 2025
396 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Neil Lancaster: Død mands grav

Krimi og spænding Posted on 21 apr, 2025 23:26

Fra bogens bagside:
Overhovedet af Skotlands mest magtfulde forbryderfamilie bliver brutalt myrdet og dumpet i en gammel grav på en afsides kirkegård.

Betjentene Max Craigie og Jamie Calder ankommer til stedet, en lille by, hvor alle har noget at skjule. De indser hurtigt, at mordet er et resultat af en blodfejde mellem to skotske familier, der strækker sig tilbage til 1800-tallet.

Efterhånden som ligene dukker op, kommer efterforskerne på sporet af storstilet korruption i hjertet af det skotske politi. Nu må Max og Jamie vende sig mod deres nærmeste kolleger for at løse en sag, der kan koste mere end kun deres liv.

Min anmeldelse:
Jeg hørte Neil Lancaster blive interviewet på Krimimessen 2025, og her fortalte han bl.a. om, hvordan et tilfældigt møde med en pensioneret politimand lagde grunden til i første omgang det forrygende sted, første lig bliver fundet, men også begyndelsen til plottet. Læs selv bogen og opdag hvor og hvordan.

Af andre skotske krimiforfattere vil jeg nævne Ian Rankin og Stuart McBride. De er begge nogle af mine favoritter. Men samtidig er de en del forskellige med Stuart McBride som den mest specielle og anderledes mht. herligt grov humor i plots og med nogle outrerede hovedpersoner. 

På forlagets stand på Krimimessen blev Neil Lancaster sammenlignet med McBride, som jeg senest har anmeldt en bog af her – https://blog.drustrup.dk/?p=1614, og jeg er næsten enig med sammenligningen. Men kun næsten for McBrides sorte humor og hele univers er en del mere skæv og outreret end Lancasters. Det ville nok også være for meget at forvente mere af samme slags, og jeg blev rigtigt god underholdt alligevel!

Craigie og Calder er et godt makkerpar i et hårdt miljø, hvor de på hver deres måde og alligevel sammen må kæmpe for retfærdighed og mod korruption – altså på to fronter. Der kæmpes både mod forbrydere og mod kræfter indenfor politikorpset, og den skotske stemning er intens. Den spændende og dramatiske historie virker rimeligt sandsynlig, og den er godt og flydende fortalt med en effektiv spændingskurve. Jeg kan også sagtens se dem filmatiseret. 

Det er på alle måder en god start på en lovende serie, hvor der allerede er udgivet 5 mere på engelsk/skotsk! Og dem vil jeg bestemt også gerne læse.

8 sikre skydeskivepoint af 10 mulige.

Neil Lancaster
Død mands grav
HarperCollins, 2025
367 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.

Her interviewes Neil Lancaster af den danske forfatterkollega Martin Jensen.



Inger Wolf: Hedeland

Krimi og spænding Posted on 15 apr, 2025 22:38

Forlagets beskrivelse:
Politiassistent Nelly Birkebæk og hendes teenagesøn Matthias forlader Aarhus for et nyt og forhåbentlig roligere liv i den midtjyske provinsby Hedeborg.

Nelly har købt en faldefærdig villa i et af Hedeborgs pænere kvarterer, hvor hendes genbo, den imødekommende – og lidt for nysgerrige – Ejnar Skjold hurtigt viser interesse. Men der bliver ikke tid til at falde til. En forsvunden teenagedreng findes død i en å i et skovområde tæt på byen, og det står hurtigt klart for Nelly, at personen, der slog alarm, ikke var den første, der fandt liget.

Hedeborg er en by med mange lag. Den lokale særling Randi Bruun bliver ved med at tale om en drone, der kredser over hendes hus. Den magtfulde Eskelund-familie ude ved skoven trækker i flere tråde, end nogen tør indrømme. Og så er der dem, der bor ude i Landsbyen – dem, som ingen rigtig taler om.

Efterforskningen leder Nelly Birkebæk og hendes gode kolleger ved Hedeborg Lokalpoliti ind i villaområderne, ud til dem på kanten af samfundet, dybt ind i de mest indflydelsesrige familier og ud i brunkulslejerne.

Min anmeldelse:
Rigtigt interessant og spændende første del af en ny serie fra forfatteren, der har flere serier bag sig og endnu en ny serie på vej. Forfatterhåndværket og fortælleevnen er på plads, og det er underholdningsværdien også i denne bog. 

Herning er den anonymiserede version i bogen under navnet Hedeborg, og der er mange genkendelige steder og lokaliteter, men stedet er udelukkende rammen om en politiroman med mange handlingsspor. Bogen har også en interessant hovedperson, der helt sikkert godt kan bære flere bind, for slet ikke alt er fortalt om hende og hendes baggrund.

Som vanligt og nødvendigt i en krimi er der overraskelser og nye retninger undervejs i historien, der bringer os som læsere rundt i forskellige miljøer og samfundslag i Hedeborg, så alt er på plads til en spændende historie. Det eneste, der halter lidt for mig, er det politimæssige, der mangler lidt realisme i forhold til den måde politiet arbejder på, men det gør ikke noget for spændingen.

Det bliver interessant at læse videre om Nelly Birkebæk i næste bind. 8 skydeskivepoint.

Inger Wolf 
Hedeland
Modtryk, 2025
293 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Arttu Tuominen: Forulempet

Krimi og spænding Posted on 04 apr, 2025 21:24

Fra bogens bagside:
På en kølig efterårsdag forsvinder 13-årige Laura på vej hjem fra skole. Politiet formoder, at hun er stukket af hjemmefra, men på hendes computer afsløres et hemmeligt liv på internettet. 

Efterforskningen fører politiassistent Linda Toivonen og hendes kolleger fra Poris Politi ind i en mørk verden, hvor rovdyr er på jagt, og hvor det er umuligt for politiet at patruljere. For Toivonen er det efterhånden umuligt at skjule sit eskalerende alkoholmisbrug, der ikke alene er på vej til at ødelægge efterforskningen, men hele hendes liv.

Det er en mørk fortælling om overgreb, afhængighed og ar på sjælen.

Min anmeldelse:
Det er fjerde bog i Floddelta-serien, der finder sted ved floden Kokemäenjokis udmunding ved byen Pori i Finland og har de tre politifolk Jari Paloviita, Henrik Oksman og Linda Toivonen som skiftende hovedpersoner.

Jeg har anmeldt de første 3 bøger – senest “Fortiet” her https://blog.drustrup.dk/?p=1964 

Denne gang er Linda Toivonen den absolutte hovedperson, og i bogen afsløres mere af Lindas fortid og en vigtig del af baggrunden for hendes alkoholisme.

Handlingen hænger ikke sammen med de øvrige bind i serien, men det vil være voldsomt ærgerligt ikke at læse hele serien, og det er bedst i rækkefølge. 

Ud over at være spændende og godt skrevet, så er hele serien – og også denne seneste bog – rigtigt interessante at læse, bl.a. fordi den finske stemning slår godt igennem. Det er forfriskende. 

Blandt bogens emner er et af hovedtemaerne, børn der forsvinder ind på internettet og også forsvinder i virkeligheden. Det hænger sammen med, hvor lidt voksne egentlig ved om børns aktiviteter online. Et andet hovedtema er alkoholisme og relationerne mellem generationer på en misbrugsbaggrund. De temaer hænger nøje sammen og danner den dramatiske baggrund for den barske handling. Det viser sig nemlig, at flere børn tidligere er forsvundet ligesom i den aktuelle sag med Laura. Det vises ved gengivelse af presseklip om de tidligere sager. Men hænger de sager sammen med den aktuelle? Det finder I ud af ved at læse den spændende bog! Jeg siger ikke mere.

Der er heldigvis flere bøger i serien, men endnu kun på finsk. De kommer forhåbentlig også på dansk

9 skydeskivepoint af 10 mulige!

Arttu Tuominen
Forulempet
Modtryk, 2025
358 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Jakob Melander: Røde

Krimi og spænding Posted on 28 mar, 2025 20:56

Fra bogens bagside:
Eksbetjenten Røde arbejder som livvagt for mindre pæne udenlandske forretningsfolk – parat til at tage en kugle for andre. Da hans tidligere chef og gode ven fra Politiskolen omkommer i en brand, lover Røde vennens enke at gennemgå sagen, for er der virkelig tale om en ulykke, som politiet hævder?

Sandheden om branden presser ham fra alle sider: Politiledelsen, som fyrede ham, er på nakken af ham, de tidligere kolleger ser skævt til ham, en eksminister gør alt for at spænde ben for hans efterforskning – og privat er han på kant med sin journalistkæreste, Hannah, og en gruppe klimaaktivister.

For efterhånden som maskerne falder, tvinges Røde til også at kaste et kritisk blik på sig selv. Tåler hans egne hemmeligheder dagens lys?

Min anmeldelse:
Jeg har som bogblogger anmeldt 9 andre bøger af Jakob Melander. (Scroll ned på den alfabetiske liste her og find links til dem alle https://blog.drustrup.dk/category/category3/). Jeg har også anmeldt 3 af hans bøger som lektør. Og ikke mindre relevant så har jeg med ganske få undtagelser (Askehave-serien) været rigtigt godt underholdt af bøgerne.

Derfor var jeg også positivt spændt på denne bog, der er den første i en ny, planlagt serie om den tidligere politiassistent Vladimir “Røde” Kirk. Jeg blev bestemt ikke skuffet.

Røde er en spændende hovedperson, der på klassisk krimivis døjer med tidligere chefer, andre autoriteter, sit temperament og kærligheden, men som ikke skyr nogle midler for at komme til bunds i en sag – uanset hvor farligt det bliver. Og det bliver livsfarligt. Både for Røde og for mange andre bl.a. flere politifolk

Også de andre personer er godt beskrevet, og det gælder både dem på begge sider af loven og dem cirka midt på stregen. Også beskrivelserne af miljøer og situationer er godt ramt, så jeg blev rigtigt godt underholdt af den spændende og velskrevne historie – og jeg vil gerne læse mere om Røde. 

9 skydeskivepoint af 10 mulige.

Jakob Melander
Røde
Grønningen 1, 2025
352 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.

En hilsen til forsiden….


Næste »