Drustrups Bogblog

Fra bogens bagside:
Da en hjemløs findes brutalt dræbt i centrum af Aalborg, tilkalder man hurtigt forstærkning fra København i form af politiinspektør Kristian Swane og hans team. For ugen efter skal et stort arrangement med VIP-deltagelse fra EU løbe af stablen i netop det område, hvor de hjemløse holder til, og man frygter, at der er en sammenhæng.

Samtidig har en anden hjemløs – en krigsveteran fra Balkan og Irak, som går under navnet Soldier Boy – overværet den bortførelse, som gik forud for drabet på den hjemløse, og han undrer sig. For de to bortførere talte serbisk!

Situationen udvikler sig hurtigt, da endnu en fra hjemløse-kolonien findes dræbt, og en tredje bliver bortført. Fra hvert sit udgangspunkt borer Swane og Soldier Boy sig ned i sagen, som skal ende med at sætte Aalborg på den anden ende og vise sig at have en mere kynisk baggrund, end nogen havde forestiller sig.

Min anmeldelse:
Med dette 4. bind i serien om Kristian Swane fra Rigspolitiets Drabstaskforce vender handlingen hjem til forfatterens Nordjylland, idet den foregår i Aalborg, men samtidig har den også tætte nationale og internationale forbindelser.

Jakob Knudsen er en forfatter, jeg med fornøjelse har fulgt siden hans debut i 2010 med “Håbefulde hjerte”, og denne nye fortsætter i Jakobs egen stil, som han her både har forfinet og nuanceret, uden at det går ud over spændingsmomentet. Til den personlige stil hører etiske og filosofiske overvejelser, som indgår i beskrivelserne af sagen og opklaringen af den samt de tilhørende aktuelle samfundsspørgsmål, der altid har været med i hans krimier.

Selv handlingen er kort introduceret med bagsideteksten, så for ikke at ødelægge læsningen vil jeg ikke afsløre mere. De samfundsmæssige emner, der denne gang ligger til grund for krimiplottet er (med forskellig vægtning): behandlingen af hjemløse, socialpolitik, kommunalpolitik, forretningsmoral, familieforhold og vilkårene for eks-soldater.

Det kan virke som en hel del oven i det rene krimiplot, og det er det sådan set også, og det gør også bogen både tykkere og mere kompleks at læse. De mange sider er der ikke noget at gøre ved, men kompleksiteten gør læsningen en hel del mere interessant end af mere strømlinede og enkeltsporede krimier.

Der er selvfølgelig en del lokalkolorit fra Aalborg, og med mit kendskab til byen er det svært at vurdere, hvad det vil betyde for udenbys læsere, men jeg tror bestemt ikke, det vil være skidt for hverken byen eller læserne. Vi er jo vant til at læse om svenske skærgårdsbyer og andre eksotiske steder, så hvorfor ikke Aalborg?!

Det er en rigtigt spændende og godt fortalt historie, der ad de to efterforskningsspor følger forskellige veje frem mod opklaringen med flere overraskelser undervejs – helt frem til de sidste sider, så der er også godt styr på krimidelen af bogen foruden de etiske og samfundsmæssige elementer, og det gør bogen til en helstøbt krimi efter min smag.
Den får 4 krimihjerter af mig på krimifan.dk og 8 point på min egen skydeskive.

Jakob Knudsen
Hjemløs
People’s Press, 2017
(439 sider)

Lige siden jeg læste og nød Keld Conradsens finurlige og originale roman ‘Angus McFinneys fatale forstyrrelser’ fra 2011, har jeg været fascineret af hans af omfang ret beskedne forfatterskab.

Derfor var mine forventninger også høje til denne kun 6. roman, og jeg blev bestemt ikke skuffet! Jeg kan kun give bogen mine varmeste anbefalinger og vil bestemt ikke blive forbavset, hvis den blev oversat til engelsk og fik en fortjent international succes. Det har den efter min mening oplagt potentiale til!

Bogens har 3 hovedpersoner: den godt 60-årige Elisabeth Linde, som inviterer en gruppe mennesker til at deltage i sin nystartede Den Sanselige Klub, samt 2 af klubbens medlemmer: de jævnaldrende Zaina og Danny på ca. 30 år.

Samtidig med kronologiske kapitler, hvor de 3 hovedpersoner og deres deltagelse i klubbens månedlige møder følges i nutidens København, får vi med skiftende synsvinkler historien om de tre hovedpersoners fortid.

Vi får historien om Elisabeths barndom i Danmark, men følger især hendes liv gennem 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne i New York, hvor hun bliver en internationalt berømt forfatter, uden at blive kendt, for hendes bøger udgives under et pseudonym, der aldrig er blevet opklaret.

Zaina med pakistansk baggrund og danske Danny er begge vokset op i Århus i Gellerup og Århus V, uden at de dengang kendte hinanden. Zaina har gjort op med sin muslimske familie og er flyttet til København, og Danny er rejst samme vej efter en svær opvækst hos sin alkoholiserede mor. Også deres barndom og forhistorie fortælles i intense beskrivelser.

De to ensomme sjæle mødes i Elisabeths klub og finder måske en fremtidig vej sammen. Det er et af romanens omdrejningspunkter sammen med historien om Elisabeths hemmelige litterære karriere.

Helt centralt står dog beskrivelsen af samfundsudviklingen og de skiftende menneskelige holdninger og vilkår gennem perioden og på forskellige steder – menneskedyrets måder at opføre sig på, som Conradsen skriver. Det gør romanen til en historisk samtidsroman, der tager temperaturen på tidens tendenser og deres betydning for menneskerne med udgangspunkt i New York, København og Århus, men alment gældende.

Ud over at være en fantastisk god individuel læseoplevelse, vil bogen være oplagt at læse i fællesskab i læsegrupper. Der er masser at snakke om – bl.a. tidsperioderne, litteraturen, menneskedyrets skiftende og forskellige livsvilkår samt samspillet mellem mennesker.

Jeg giver den 5 stjerner

Keld Conradsen
Centrifugen
Modtryk, 2017
(387 sider)

Fra bogens bagside:
Kriminalkommissær Conny Sjöberg sidder på bagsædet i en civil politibil og tænker, at noget dyrebart er ved at gå i stykker inden i ham. De bestialske mord og ulykkelige sager fortsætter med at lande på Hammarby-politiets skrivebord og tager modet fra både kriminalkommissæren og hans kollegaer. At der samtidig blæser kolde og menneskefjendske vinde hen over Sverige, får Sjöberg til at tvivle på, at han kan gøre en forskel. Desuden fungerer teamet helt åbenlyst ikke, kollegaerne er irritable og bider af hinanden.

Stemningen i bilen er så mættet af melankoli og bekymring, at Sjöberg næsten føler, det er en lettelse at stige ud i den iskolde piskende sne. Til et af de mest modbydelige gerningssteder, han nogensinde har set. En midaldrende kvinde og en lille dreng er blevet brutalt slået ned med en hammer på åben gade i det centrale Stockholm. Og det er kun begyndelsen. På enden.

Domino er en tankevækkende krimi om menneskeskæbner og pludseligt mørke. Om dem, der giver og dem, der tager.

Min anmeldelse:
Med Domino som 8. bind i forfatterens Hammarby-serie er sidste brik lagt i historien om gruppen af politifolk og deres opklaringsarbejde. Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke har været så trofast læser, at jeg har læst hele serien, men jeg har været godt underholdt undervejs af de bøger, jeg har læst herfra – og jeg skal helt sikkert have læst serien forfra og i rækkefølge. Og så vidt jeg husker og kan vurdere, så er bøgerne og deres stil blevet bedre med tiden, så Domino er den bedste i serien, jeg har læst.

Historien begynder med to samtidige mord, men hvordan hænger de sammen, og hvorfor er de blevet begået? I klassisk, svensk krimistil fortælles om holdet af politifolk – både deres opklaringsarbejde, deres interne samarbejde samt deres privatliv. På den måde får vi nogle gode og hele personbeskrivelser, der tilfører krimiplottet nogle velfungerende elementer. Efterforskningen følges meget detaljeret, og da den påvirkes af interne holdninger og hændelser i politigruppen, fortælles der relativt meget om det, men helt uden at det bliver for meget, fordi der bygges en så intens stemning op gennem bogen.

Ud over dette får vi i løbet af bogen tilbageblik til begivenheder midsommeren 1997. Der skete bl.a. et mord, der i metode minder om de aktuelle mord, og selvfølgelig hænger mordene sammen.

Alt i alt en rigtigt godt fortalt spændende historie, der er en både effektiv, velskrevet og absolut værdig afslutning på forfatterens rejse med politifolkene fra Hammarby. Det bliver interessant at se, hvor Carin Gerhardsen begiver sig hen nu.

Den får 4 krimihjerter af mig på krimifan.dk og 8 point på min egen skydeskive.

Hammarby-serien består af:
1: Pandekagehuset / 2: Dukkebarn / 3: Vuggevise / 4: Død mands hånd /
5: Klaverstemmeren / 6: Hendes iskolde øjne / 7: Tykkere end vand / 8: Domino

Carin Gerhardsen
Domino
People’s Press, 2017
(429 sider)

Lee Childs faste hovedperson, den tidligere militærpolitimand Jack
Reacher, er igen på farten, og igen bliver det dramatisk og farligt.

Fra bogens bagside
Fire mennesker sidder i en bil på vej gennem Midtvesten med
kurs mod Chicago. Én mand kører med øjnene på vejen. En anden sidder ved siden
af ham og fortæller historier, der ikke hænger sammen. Omgående kvinde sidder på
bagsædet, stille og bekymret. Ved siden af hende sidder en enorm fyr med brækket
næse, der har blaffet sig til et lift østpå.

Ikke langt bag dem ligger en mand stukket ihjel i en gammel
pumpestation. Han blev set gå derind sammen med de to andre, men kom aldrig ud
igen. Alt tyder på en likvidering, knivdrabet er professionelt udført, og
morderne er som sunket i jorden. Politiet er på stedet i løbet af få minutter,
og kort efter ankommer FBI, fulgt af to andre statslige enheder. Sagen har højeste
bevågenhed hos alle instanser, men ingen vil røbe hvorfor, eller hvem den dræbte
er.

Det eneste, Reacher ønskede sig, var et lift mod Virginia.
Men intet er, hvad det ser ud til, og han opdager snart, at han befinder sig
midt i et omfattende komplot, der gør ham til en trussel – for begge sider på samme
tid.

Min anmeldelse
Denne episode med Jack Reacher foregår i løbet af ganske få
dage, og igen involveres han uden at ville det i en højdramatisk og meget
voldelig sag, hvor konspiration, dobbeltspil og terrortrusler spiller helt afgørende
ind i forløbet.

Når jeg skriver “episode”, er det fordi, bogen er
den 11. roman på dansk med Jack Reacher som hovedperson og helt. Det er
samtidig nummer 17 i Le Childs samlede serie med Jack Reacher-romaner. Som
beskrevet på bagsiden er han på stop med kurs mod Virgina, hvor Reacher når
frem til i begyndelsen af nr. 18 i serien “Ingen vej tilbage”, som
udkom sidste år, og den er mindst lige så spændende. “Ingen vej
tilbage” er blevet filmatiseret med Tom Cruise som Reacher med
verdenspremiere oktober 2016, og det vil helt sikkert give øget fokus på bøgerne.

Samtidig er bøgerne afsluttede, selv om der trækkes tråde
til hans fortid i USAs militær og til dets aktuelle deltagelse i krige, men der
er meget få referencer mellem bøgerne, så de kan godt læses i tilfældig orden.
Lidt som en episode i en serie.

Ingen skal forsøge at løbe om hjørner med Jack Reacher, for
så fortryder de det! Hen er den enlige ulv, der kæmper både for retfærdighed og sin egen
frihed, og her er han igen i fuld fart og aktion. Det viser sig, at stort set
ingen af deltagerne i handlingen spiller med åbne kort. Det opdager Jack
Reacher hurtigt, og han går i gang med at udfordre det lokale politi og alle
andre mange instanser og interessenter i et forsøg på at redde et par af ofrene
og for at komme fri af af de anklager, der rejses mod ham. For ikke at spolere
spændingen, vil det være forkert at afsløre flere dele af handlingen, men vær
aldrig i tvivl om, at Jack Reacher klarer ærterne! På den måde er han og bøgerne
helt parallelle til John McClane (portrætteret af Bruce Willis) i Die
Hard-filmene og historierne om Jason Bourne baseret på bøgerne af Robert Ludlum.

Der er fuld fart på handlingen med skyderier og bomber,
skurke, mord, handlekraftige mænd og kvinder, og jeg var – som mange thriller-
og spændingsbogslæsere vil være det – rigtigt godt underholdt undervejs. Bogen
er velkomponeret, og der lægges med sikker hånd op til det afgørende opgør. Det
er bestemt ikke så dårligt med noget rendyrket underholdning med effektiv
action!

Jeg giver den 7 point (ud af 10) på min egen skydeskive og
4 krimihjerter (ud af 5) på krimifan.dk!

Lee Child
Den rette mand
Jentas, 2017
(420 sider)

Fra bogens bagside:
Den midaldrende bankfuldmægtig Lennart Bygholm Nielsen får vendt op og ned på sin ensformige hverdag, da han beslutter sig for at leje et værelse ud. For mødet med den nye logerende, 24-årige Natasja fra Ukraine, bliver et indblik i et univers, han ikke før har kendt.

Men den nye hverdag får en brat ende, da kriminalpolitiet en dag ringer på døren. Natasja er forsvundet. Man frygter, hun er død. Og hvem er mere oplagt til at stå bag end hendes midaldrende, lidt kiksede mandlige udlejer.

Lennart spræller i nettet. Men jo mere han spræller, jo værre bliver det. For hvad er det, han ikke kan huske? Hvad er det, han skjuler fra sin nylige fugletur til Sverige? Og hvad var egentlig forholdet mellem Lennart og hans lejer?

Min anmeldelse:
Lige siden jeg læste forfatterens 2. bog “Kettys blues” har jeg været fascineret af Eddie Thomas Petersens alt for korte forfatterskab. Dette er kun hans 4. roman siden 2002, men han er også kreativ som instruktør og manuskriptforfatter til fjernsyn og film. Netop dise aktiviteter har helt klart påvirket hans forfatterskab. Der er et sikkert greb om beskrivelserne af personer og miljøer, og der er lige så meget styr på udvikling og forløb af bogens handling.

Det gør læsningen til en litterær fornøjelse, når der er styr på det grundlæggende, og når en bog desuden er meget velskrevet som denne. Den koncentrerede og stramme skrivestil har også resulteret i en tyndere bog. Det er ikke nemmere at læse en tyndere bog, især ikke når indholdet er skåret så tæt, som det er her, men der udgives efter min mening alt for mange for tykke bøger.

Der er således mindre slinger i valsen i denne herlige romans form og indhold, end der er i hovedpersonens liv. Ligesom i bl.a. “Kettys blues” er den centrale person en lidt kikset enspænder, der hvirvles ind i risikofyldte begivenheder, hvor flere interessante personer spiller forskellige og afgørende roller.

Lennart Bygholm Nielsens hemmeligheder afsløres skridt for skridt, og hele tiden sker der en overraskende udvikling af, hvor bogens handling fører læserne (og Lennart) hen. Igen vil det være forkert at afsløre for meget i en anmeldelse, så jeg skriver ikke mere om bogens handling, men jeg håber, denne omtale vil øge interessen for bogen!

Det bliver dramafyldt, der sker mord og andre forbrydelser, politiet er på banen, men det er ikke en rendyrket krimi, selv om krimilæsere med lyst til en lidt anderledes bog med krimielementer vil have stor fornøjelse med læsningen. Derfor har jeg givet den 4 krimihjerter på Krimifan.dk

Det er underligt sådan at skulle rubricere romaner i kasser og kategorier, når en forfatter ikke selv skriver på den måde. Jeg mangler hylderne til bøger, der bare er GODE HISTORIER. “Værelse til leje” ville helt sikkert finde sin helt rette plads der, men andre etiketter, der også kunne sættes på romanen er: psykologisk roman eller samtidsroman, men “en god bog” er en ret præcis karakteristik.

Eddie Thomas Petersen
Værelse til leje
People’s Press, 2017
(291 sider)