Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Finn Halfdan: Elsket af få

Krimi og spænding Posted on 09 mar, 2025 16:15

Fra bogens bagside:
Sabine Damborg er Danmarks nye stjerne inden for genetisk slægtsforskning. Hun har hjulpet politiet med at opklare et 18 år gammelt mord og er i fuld gang med den næste drabssag, da hun selv bliver myrdet. Trods en massiv efterforskning står politiet stadig på bar bund flere uger efter drabet.

Journalist Elliot Boye har ikke dækket sagen og har ingen intentioner om at beskæftige sig med den. Men Sabines og hans veje har krydset hinanden tidligere, og det skal vise sig at få voldsomme konsekvenser.

Min anmeldelse:
Første bind i serien med Elliot Boye var “Et nødvendigt onde”, som jeg har anmeldt her http://blog.drustrup.dk/#post59, og bind 2 “Møghund”, som jeg har anmeldt her https://blog.drustrup.dk/?p=2615 

Elliot Boye er den dygtigste og mest actioneffektive  journalist, jeg har læst om, og han ikke bare fortsætter stilen fra de første bøger. Han er blevet endnu dygtigere og farligere for sine modstandere, og dem er der flere af. De findes både blandt forbryderne, kollegaerne på avisen og blandt politifolkene, så Elliot må udnytte sine framragende evner til at færdes i det skjulte og gå undercover for at undgå fængsel og ikke mindst for at opklare sagens rette sammenhæng og sandheden om flere mord og andre dødsfald.

Baggrunden for hele handlingen er DNA til brug i både slægtsforskning og politiefterforskning, og det er ligesom i seriens andre bøger et aktuelt emne, Finn Halfdan bruger til at sætte sin dramatiske historie i gang

Og dramatisk bliver det! Som jeg har nævnt i en anmeldelse af en tidligere bog i serien skrevet, så kunne kunne Elliot Boye i virkeligheden eller en filmatisering gøre selv andre fiktive actionfigurer som f.eks. John McClane (Die Hard) og Jan Rose (Walther Reberniks hovedperson) misundelige.

Det er underholdende og spændende actionhistorie, med bl.a. en del vold, mord, mishandling, overvågning, bortførelse, skjulte dagsordener, dårlige chefer, gode kollegaer og et par hemmeligheder. Den rummer også interessante vinkler på politiefterforskning og mediernes arbejdsmetoder, men overordnet har handlingen et urealistisk niveau. På de ene side forekommer en del af begivenhederne og deres resultat usandsynlige i dagens Danmark, og på den anden side tænker jeg på, om man som læser kan kræve realisme i en actionhistorie. 

Min eneste anke er den klassiske slutning, hvor Elliot Boye i Hercule Poirot-stil samler alle overlevende parter for her på overraskende vis at afsløre den rette forbryder. Her kammer det lidt over, fordi der her ud af det blå dukker en overraskelse op. 

Hvis man kan se bort fra sit evt. krav om realisme, får man en spændende historie, der har internationalt snit. 

Jeg giver bogen 7 skydeskivepoint.

Finn Halfdan
Elsket af få
People’s, 2025
373 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Michael Connelly: Ventetiden

Krimi og spænding Posted on 08 mar, 2025 00:26

Anmeldelsen er skrevet af hard-core Connelly-fan, Palle Thomsen.

Fra bogens bagside:
Ballard og Bosch er tilbage!

Renée Ballard er ved at have styr på LAPD’s enhed for åbne sager – med det store arkiv over fortabte sjæle. De frivillige i afdelingen er entusiastiske, selvom de ikke er lige professionelle. Da de får et hit på en DNA-forbindelse mellem en arresteret og en seriel voldtægtsforbryder og -morder, der huserede for tyve år siden, viser det sig, at den sigtede kun er fireogtyve år gammel. Mens Ballard kredser sig ind på en mistænkt, støder hun på et forundrende spind af hemmeligheder og juridiske fiksfakserier.

I mellemtiden bliver hendes skilt, id og pistol stjålet, og hvis hun indrapporterer det, bliver det enden på hendes karriere. Opklaringen af tyveriet bringer den rutinerede efterforsker i uventet stor fare, og hun har ikke andet valg end at søge hjælp hos Bosch. Samtidig er Boschs datter Maddie, der er gadebetjent, blevet frivillig i Ballards afdeling, og Maddie har sine egne motiver.

De mange uopklarede dødsfald i Los Angeles rækker langt ind i den surfende betjents tilværelse og blander sig med politik og stærke følelser i en nation, der virker, som om den er ved at sprænge indefra.

Palle Thomsens anmeldelse:
Indledningsvis må jeg tilstå, at jeg er hard-core Connelly fan og har læst samtlige hans bøger med stor fornøjelse. Normalt er jeg ikke den store ynder af amerikanske krimier, men Connellys Harry Bosch-bøger falder i min smag.

Denne er nr. 23 i serien ifølge forlagets liste i bogen. (Se nederst i anmeldelsen. Per ) Da Harry Bosch er gået på pension, har Bosch-serien ændret navn til Ballard & Bosch. Ballard er Renée Ballard – hans tidligere makker i LAPD, og Bosch er efterhånden reduceret til en birolle. Samtidig er hans datter – Maddie – kommet ind i serien for alvor.

Michael Connelly skriver stadig forrygende, og stilen er den samme som altid. Det er en krimi om grundigt og metodisk politiarbejde i Englenes By – Los Angeles. Hvis man har et bykort på hånden, kan man følge personernes ture rundt i byen. Det er en sjov detalje med Connelly – han beskriver altid turene rundt i byen med gadenavnene.

Ballard arbejder med uopklarede sager, er eneste ansatte og har kun hjælp af frivillige, civile personer på kontoret og skal hele tiden bevise afdelingens eksistensberettigelse over for cheferne.

Det er som vanligt et godt plot, og det er godt skruet sammen. En amerikansk anmelder skriver, at den „leverer rødglødende spænding‟. Det er nok lige at stramme den lidt for meget. Der er spænding, men på den langsomme, fremadskridende måde.

Den er dog ikke helt på højde med de tidligere Harry Bosch bøger. Jeg savner Harrys humor og fandenivoldskhed. 

En god krimi, men lidt kedelig og alvorlig. Jeg giver den 8 ud af 10 point

Michael Connelly
Ventetiden 
Klim, 2025
386 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.

EN SERIEOVERSIGT

På forlaget Klims hjemmeside kaldes bogen den 6. i  Ballard-Bosch-serien. 

Michael Connelly skriver i flere tilfælde sine skiftende personer ind som bipersoner i andre serier og sammenhænge, så bl.a. optræder Harry Bosch i serien med Michael Haller som hovedperson. 

I den kommende oversigt over krimierserier ser den ajourførte rækkefølge i Michael Connellys bøger sådan ud – baseret på forfatterens egen hjemmeside.

Den nuværende oversigt (ajourført juli 2024) over krimiserier kan hentes her: https://blog.drustrup.dk/category/mord-i-serier-seriemord/ 

Harry Bosch-serien
Det sorte ekko
The Black Ice (ikke oversat)
Det tolvte offer
Den sidste prærieulv
Mafiaspil
Engleruten
Mørkere end natten
Skeletternes by
Nattens konger
The Narrows (ikke oversat)
Malstrøm
Det sidste ord
Echo Park
The Overlook (ikke oversat)
Ni drager
Magtspillerne
Snehvide
Mordbrand
The Crossing (ikke oversat)
Bag slørene (også med Mike Haller)
To slags sandhed (også med Mike Haller)
Mørkets ridder (også med Renée Ballard)
Brande i natten (også med Renée Ballard)
Mørke timer (også med Renée Ballard)
Ørkenstjernen (også med Renée Ballard)
Ventetiden (også med Renée Ballard)

Renée Ballard-serien
Nathold
Mørkets ridder (Harry Bosch er også med)
Brande i natten (Harry Bosch er også med)
Mørke timer (Harry Bosch er også med)
Ørkenstjernen (Harry Bosch er også med)
Ventetiden (Harry Bosch er også med)

Mike Haller-serien / Lincoln Lawyer
Limousineadvokaten
Den enes død (også med Harry Bosch)
The Reversal (ikke oversat)
Det femte vidne
The Gods of Guilt (ikke oversat)
Uskyldens lov (også med Harry Bosch)
Vejen til opstandelse (også med Harry Bosch og Renée Ballard)



Pernille Schou: Liget i labyrinten

Krimi og spænding Posted on 06 mar, 2025 23:48

Bogen er bind 2 i en krimiserie, der foregår i tiden omkring Genforeningen i 1920. Bind 1 hedder “Mord i delegationen”, og den får på Krimimessen 2025 overrakt Lasse Holm-diplomet som årets bedste historiske krimi.

Fra bogens bagside:
Genforeningen 1920. Første verdenskrig er slut, men i grænselandet mellem Danmark og Tyskland afventes afstemningen om grænsen med tilbageholdte åndedræt.

Den tidligere krigssygeplejerske Vera Lund bliver opsøgt af sin fortabte bror og hevet ind i opklaringen af et tragisk mord på det tyske gods Holgenhof, der får konsekvenser for både hendes arbejde for den engelske efterretningstjeneste og hendes nærmeste.

Kriminalkommissær Arthur Holland er allerede på sagen, og sammen bliver de trukket ind i en labyrint af hemmeligheder og skjulte dagsordener. Politiledelsen forsøger at sætte en stopper for Veras indblanding, men Arthur kæmper imod. Han er trods alt rejst hele vejen til Flensborg i håbet om at møde hende igen. 

En historisk puslespilskrimi om genforeninger og svære valg.

Min anmeldelse:
Jeg læste bogen, fordi jeg godt kan lide krimier ved mulighed for at lære noget nyt. Jeg gjorde det vel vidende, at den var bind 2 i en serie og endda uden andet end basal viden om den tid i danmarkshistorien. Undervejs samlede jeg mere faktuel viden op også online – her: https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/genforeningen-1920 for lige at blive sat godt ind i situationen på bogens tid, og det blev fint afsluttet med forfatterens efterskrift.

Her i efterskriftet beskriver forfatteren selv bogen som et sammensurium af virkelighed og fiktion tilsat en fiktiv mordgåde, og samtidig beskriver hun, hvad der er faktuelt, og hvad hun har fundet på. Så langt så godt. Jeg blev klogere på situationen dengang og især på det internationale apparat bag afstemningen. Desuden blev jeg på hyggelig vis ført tilbage til lokaliteter, jeg kunne genkende og genopleve fra nutidige besøg i byen. 

Og jeg blev også underholdt undervejs af krimigåden og af samspillet mellem de forskellige personer. Jeg ærgrede mig dog over 2 forhold, hvoraf det første mest er min egen skyld. Der var nemlig undervejs ret mange henvisninger til noget, der var sket i seriens første bind “Mord i delegationen”, som jeg ikke har fået læst. Selv om en del blev forklaret, savnede jeg alligevel at vide mere. Bogen er altså ikke en selvstændig fortsættelse af bind 1. Jeg synes, det er en forudsætning at have læst bind 1 først for at få fuldt udbytte. 

Det andet forhold er egentlig et forbehold, og det gælder bogens fortællestil. Den virkede på mig umiddelbart meget beskrivende og småsnakkende med gentagelser – bl.a. ømmer Vera Lund mange, mange gange over et ømt lår efter en skade sket i bind 1.  Der var ingen sproglige finesser at fornøje sig med, og der var ingen plotmæssige twists, der for alvor overraskede mig. 

Når det er sagt, så blev jeg overordnet godt underholdt, og jeg skal da bestemt også læse den næste bog, der så afslutter trilogien om en central periode i danmarkshistorien. Det er specielt det historiske i bogen, jeg fandt interessant, og så er det både oplagt og sikkert velfortjent, at bind  som skrevet i indledningen har vundet prisen som årets historiske krimi.

7 skydeskivepoint ud af 10 mulige. 

Pernille Schou
Liget i labyrinten
Grønningen1, 2025
356 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Ian Rankin: Midnatsblues

Krimi og spænding Posted on 02 mar, 2025 22:25

Fra bogens bagside:
Rebus har skaffet sig mange fjender i den kriminelle underverden gennem en lang politikarriere, og da han selv bliver anbragt i fængsel, cirkler de som gribbe omkring ham. Han har brugt hele sit liv på at bure dem inde. Nu gør han dem selskab, og når man først er inde, kan man ikke gemme sig.

Ude i det fri arbejder Siobhan Clarke og Christine Esson med at opklare en ung piges forsvinden. Det er en sag, der hurtigt vokser i omfang, og i periferien lurer Malcolm Fox, der nu arbejder i afdelingen for organiseret kriminalitet. Og det hele peger på en eller anden måde ind i fængslet.

Dage og nætter løber sammen bag de tykke mure, og det er svært at skille ven fra fjende, men da en indsat bliver myrdet, forsøger Rebus at finde morderen.Han har hverken sit politiskilt, sit våben eller sin autoritet, og både vagter og indsatte gemmer på hemmeligheder. Det er en balancegang med livet som indsats at finde en morder blandt mordere.

Palle Thomsens anmeldelse:
Indledningsvis skal det siges, at jeg er en stor fan af Ian Rankin, har læst alle hans bøger og han har efter min mening aldrig skrevet en dårlig roman – heller ikke denne gang. 

Denne John Rebus krimi holder stilen fra de øvrige mange John Rebus bøger. Rebus er endt i fængslet dømt for mord! At sætte en politimand i fængsel er guf for de andre indsatte. Så har de mulighed for nakke „svinet‟. Rebus klarer sig dog.

Bogen skifter mellem Rebus i fængslet og verden udenfor, hvor hans gamle makker Siobhan og de andre forsøger at opklare mord  – både et i fængslet og et udenfor.

Det er en barsk, men troværdig beskrivelse af livet inden for murene. Om hierarkiet blandt fangerne, om hvordan en enkelt topkriminel formår at styre sit kriminelle imperium fra fængslet og hvordan en politimand har det blandt de kriminelle.

En filmproducer kunne bruge bogen som et manus, alle replikker og scener er klar til brug. Jeg elsker Rankins sprog og hans måde at gøre teksten levende på.

Det eneste jeg savner er lidt mere humor. Den humor Rebus og Siobhan havde sammen, da de var makkere, var herlig. Humoren er dog glimtvis tilstede.

Jeg bøjer mig i støver for Ian Rankin og kvitterer med 10 point ud af 10 mulige. Et pletskud.

Ian Rankin
Midnatsblues
Klim, 2025
373 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Valérie Perrin: Vand til blomster

Alt muligt andet godt Posted on 28 feb, 2025 20:40

Fra bogens bagside:
Violette Toussaint lever et stille liv som kirkegårdspasser i en lille by i Bourgogne. Dagene tilbringer hun sammen med den lokale sognepræst fader Cedric, bedemændene Lucchini-brødrene og de tre gravere Nono, Gaston og Elvis. Flere gange om dagen kigger de ind i Violettes køkken for at få sig en kop eller et glas kaffe og nogle trøstende ord. Violettes dør står altid åben,

Hvad der har fået en smuk kvinde i sin bedste alder til at flytte til egnen for at tage det noget særprægede job, er der til gengæld ingen, der snakker om. Lige indtil en tidlig morgen, hvor en fremmed banker på Violettes dør med sin mors aske og en anmodning, der kommer til at ændre Violettes stille liv for altid. 

Min anmeldelse:
Bogen er læst sammen med læsegruppen “Sure Gamle Mænd”, og min umiddelbare skepsis over, om bogen vil være oplagt læsning for sådan en gruppe, blev gjort markant til skamme. Bogen er på ingen måde “en damebog”, hvis sådan en genre ellers for alvor findes. Det er en passende bog til alle læsere af gode og stærke historier. En helt kort, samlende karakteristik efter diskussion af bogen i “Sure Gamle Mænd” lyder sådan: Bogen fik mange roser af alle. En fængende blanding af sorg og sex i et meget sprælsk sprog.

Da jeg havde læst bogen, så jeg inden mødet med de andre sure gamle mænd nærmere på bl.a. anmeldelsen på Litteratursiden: https://litteratursiden.dk/boeger/vand-til-blomster. Den indledes sådan: En smuk roman, der folder flere interessante historier ud med den stille Violette Toussaint i centrum. Anmeldelsen giver et bedre indtryk af bogen end bagsideteksten, men det er endnu bedre bare at læse bogen! Og spring ikke over de tankevækkende kapiteloverskrifter. 

Det er en ualmindeligt velskrevet bog med en fascinerende historie fortalt i et poetisk sprog med utallige smukke formuleringer og med en stemning lidt som i “Chokolade” af Joanne Harris, men det heler er i Valérie Perrins bog meget mere intenst. Det er en både varm og sorgfuld bog om kærlighedens svære vilkår samt om både livet og døden.

Historien om Violette Toussaint liv og skiftende vilkår fra hun som 17-årig i 1985 forelsker sig i den 10 år ældre Philippe og frem til 2017, hvor hendes situation og hende selv har ændret sig markant, fortælles ukronologisk på en måde, så alle sammenhænge og elementer i historien først afsløres hen ad vejen, hvor det passer ind i fortællingen. Dertil kommer, at der er flere lag i historien fortalt med flere personers synsvinkler, og derfor skal man være opmærksom under læsningen. Det giver heldigvis sig selv, fordi det er så smuk en fortælling, der fangede mig ind i sit univers. 

Violette er den centrale figur i bogen, men alle personerne er beskrevet i så levende billeder, at jeg blev meget interesseret i at følge dem og få mere at vide om dem. Blandt andet er alle de ansatte på kirkegården nogle herlige typer, som jeg sagtens kan se for mig.

Jeg kan på ingen måde give bogen mindre end mine maksimale 5 stjerner.

Valérie Perrin
Vand til blomster
Alpha, 2021
521 sider  – og ikke en side for lang.

Bogen er lånt på biblioteket. Den kan også læses på bl.a. Mofibo.



Claus Mørkbak Højrup: Himmeldrømmeren

Alt muligt andet godt, Krimi og spænding Posted on 27 feb, 2025 21:23

Fra bogens bagside:
Da Rusland invaderer Ukraine, må Victor flygte til Kyiv sammen med barndomsvennen Julia og hendes kæreste Sergei. Victor og Sergei bliver dronepiloter ved fronten, mens Julia starter som radio operatør. En skæbnesvanger nat bliver Sergei fanget og tortureret af russerne. Lammet af angst bevidner Victor sin kammerats gennemtrængende skrig i mørket. I et forsøg på at undslippe sin selvforagt og skyldfølelse søger Victor væk fra frontlinjen og tilbage til studielivet i Kyiv. Men en dag får han en opringning, der ændrer alting. Drevet af et gammelt løfte til Julia indser Victor, at hans vej til forløsning kræver en farlig færd ind bag fjendens linjer.

En højaktuel fortælling om venskab og kærlighed og om pludselig at blive voksen midt i en krig.

Min anmeldelse:
Som bagsiden angiver: en meget aktuel bog, og en bog jeg slugte i næsten 2 bidder. Jeg blev nemlig opslugt af bogens stærke fortælling om de vilkår, krigen i Ukraine giver hele befolkningen – fortalt i bogen med særligt fokus på børn og unge. Historien er fortalt i et flydende sprog og koncentreret form. Det passer til indholdet.

Hovedpersonen er Victor, der i begyndelsen af lyver om sin alder og bliver dronepilot og aktiv i den barske ukrainske kamp mod invasionsstyrkerne. Han er titlens himmeldrømmer, da hans mål er at blive pilot i et kampfly.

Bogens to øvrige centrale personer, de næsten jævnaldrende Sergei og Julie samt deres familier bringer Victor i forbindelse med oligarker, sorte penge, korruption og pengenes ubestridelige magt på godt og ondt. Det er en ene side af bogen.

Det er naturligvis en barsk historie, fordi krig, uanset hvilken side man er på, er ubarmhjertig og barsk. Det skjules på ingen måde i bogen, hvor der er mange skræmmende og voldsomme scener, der helt sikkert ikke er urealistiske – måske endda underdrevne. Selve krigshandlingerne og deres voldsomme konsekvenser er en anden side af bogens indhold.

Historien kulminerer med en aktion over grænsen til Rusland for både at hente nogle af de ukrainske børn, som Rusland har bortført, tilbage til Ukraine, og for at finde og befri den tilfangetagne Julia. Det er en voldsom historie, men den kan jeg ikke vurdere sandsynligheden af. Er den store teknologiske indsats mulig som beskrevet i bogen? 

Den tvivl er ikke afgørende for min vurdering af bogen, som lanceres som en spændingsroman, men som jeg synes er meget mere. Jeg vil anbefale den til alle unge og voksne i alle aldre, der har interesse i at vide mere om krigen i Ukraine og dens menneskelige konsekvenser. 

Claus Mørkbak Højrup har i et opslag på Facebook selv præsenteret baggrunden for romanen sådan: 
Krigen i Ukraine har vendt op og ned på hverdagen for mange unge. Fem ukrainske kvinder deler deres oplevelser af missilalarmer, strømafbrud og frygt, men også deres håb og drømme for fremtiden. Deres styrke og mod er en påmindelse om menneskets evne til at finde lys i mørket.
Læs den fulde historie her: https://verdensbedstenyheder.dk/nyheder/en-hverdag-med-missilalarmer-og-stroemafbrud-vi-har-spurgt-fem-unge-ukrainske-kvinder-om-hvad-der-goer-dem-haabefulde-i-dag 

Det er netop denne menneskelige styrke og håbet midt i kaos, som jeg dykker ned i med min nye roman ”Himmeldrømmeren”. 

Jeg giver bogen 4 stjerner som roman og 1 ekstra stjerne for sin aktualitet.

Claus Mørkbak Højrup 
Himmeldrømmeren
Byens Forlag, 2025
296 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



« ForrigeNæste »